Læsetid: 2 min.

Andre aviser skriver

Indland
3. maj 2005

2. MAJ, SCHWEIZ - På årsdagen for EU's udvidelse med 10 nye medlemslande, må man konstatere, at disse klarer sig godt, og at de fleste af dem er godt tilfredse med deres nye status. De pæne vækstrater fra Riga til Budapest er med til at holde moralen oppe, og selv Polens bønder har opdaget, at Bruxelles lever op til sine subsidieløfter. Denne del af Europa er vågnet op til ny vigør. Hvor stor er ikke kontrasten til det gamle Europa, der domineres af frygt! Men det gamle Europa burde også glæde sig, for det har store fordele af de nye medlemmers økonomiske vækst og af det øgede antal studerende - og hjerner - der nu cirkulerer i den udvidede union.

Le Temps

2. MAJ, TYSKLAND - I Togo er Goethe-instituttet blevet nedbrændt og flyveblade med hadeparoler mod tyskere blevet spredt. Den tyske ambassadør er blevet tilløjet en nazifortid, han på grund af sin alder ikke kan have haft, og den nye indenrigsminister i det vestafrikanske land har fordømt Berlins repræsentant som "ven af oppositionen". En så antitysk hetz har ikke fundet sted i Afrika i årtier. Det er dog ikke en blind pøbel, der truer 3oo tyskeres liv i Togo, ligesom der heller ikke findes nogen antitysk stemning i befolkningen. Der er tale om målrettede angreb fra et regime, der med alle midler vil holde sig til magten. Tyskerne er kun blevet skydeskive, fordi Tysklands ambassade tilbød ly til den tidligere indenrigsminister, der blev afsat, fordi han advarede om fare for borgerkrig. Var han ikke blevet stillet under tysk beskyttelse, havde magthavernes bøddelknægte formentlig myrdet ham.

Süddeutsche Zeitung

2. MAJ, STORBRITANNIEN - Det er ifølge alle meningsmålinger det mest sandsynlige udfald. Alligevel er der ingen, der rigtig vil tale om det. Vi er godt på vej ind i en tredje Labour-periode, uden nogen klar forestilling om, hvad det vil indebære. De seneste valgplakater fra Labour antyder, at hvis vi går i seng med Kennedy (liberaldemokraternes leder, red.), risikerer vi at vågne op med Howard (de konservative leder, red.). Men lad os betænke det noget mere realistiske scenario, at vi går i seng med Blair og vågner op med Gordon Brown. Hvilken slags premierminister kan vi forvente os af en mand, under hvis regimente som finansminister næsten hele den britiske vækst er sket i statssektoren? Hvad gør han, når han løber tør for penge?

The Daily Telegraph

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her