Læsetid: 2 min.

Andre aviser skriver

Indland
29. juni 2005

28. JUNI, TYSKLAND - Mandagens møde mellem kansler Gerhard Schröder og USA's præsident Bush var et møde mellem to mænd, som begge har deres politiske storhedstid bag sig. Mødet fulgte det velkendte mønster med gensidige forsikringer om det gode samarbejde på den ene side og talrige uoverensstemmelser på den anden. Intet tyder lige nu på, at Washington skulle være interesseret i aktivt at støtte Berlins ønske om et permanent sæde i FN's sikkerhedsråd. Der må være ganske mange mennesker i Washington, der længes efter et regeringsskifte i Tyskland ved efterårets valg.

Frankfurter Allgemeine

28. JUNI, LONDON, NEW YORK OG HONG KONG - At forsvarsminister Rumsfeld erkender, at det kan tage et årti eller længere at besejre oprøret i Irak, er et velkomment tegn på realisme efter den amerikanske regerings surreelle udtalelser gennem de seneste to år for nylig kulminerede i vicepræsident Dick Cheneys absurde kommentar om, at "oprøret er gået ind i sine dødskramper". Men Rumsfelds melding kan også tolkes sådan, at USA nu har indstillet sig på, at det må trække sig ud, før kampene i Irak er afsluttet.

Financial Times

ALGERIET, 27. JUNI - Valgsejren til den ultrafundamentalistiske kandidat Ahmadinejad har skabt forvirring i det internationale samfund- USA troede, at det ved at skaffe sig kontrol over Irak havde bragt sig i en god position til også at få Iran til at makke ret. Men det metodiske pres, som USA har udøvet, har kun forstærket den antivestlige følelse, som i forvejen var dybt forankret i det iranske samfund, samtidig med at det satte reformfløjen i forlegenhed. USA risikerer nu at miste Irak, hvis det indlader sig på en aggression imod Iran. I så fald vil der nemlig være fare for en shiamuslimsk modreaktion i Irak.

La Nouvelle

LIBANON, 27. JUNI - I mere end 40 år har Tyrkiet høfligt banket på Europas dør. Siden det blev associeret medlem af EF i 1963, har der været øjeblikke af optimisme, hvor optagelsesforhandlinger så ud til at være lige rundt om hjørnet. Igen står Europa ved en sådan korsvej, hvor det skal bestemme sig for sin videre fremgangsmåde. At føje flere hindringer til Tyrkiets vej mod medlemskab vil være en fejltagelse. For dermed ville Europa vende ryggen til en chance for at føre verden ud af den farlige civilisations-sammenstødslogik. En afvisning vil give genlyd i hele den islamiske verden og vil af muslimer blive opfattet som afvisning af deres religion og kultur. Konsekvenserne vil blive yderligere polarisering af en allerede splittet verden.

The Daily Star

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her