8. MARTS -Hvis vi stadig skal yde en helt særlig form for asyl til "politiske flygtninge", så er det ekstremt nødvendigt, at vi ikke alene har stramme og præcise regler, men også et loyalt og hæderligt embedsmandskorps, der forvalter reglerne med omhu og samvittighed. Når et samfund som det danske har kunnet klare sig fremragende i alle internationale sammenligninger over korruption og embedsmisbrug, så er det jo netop, fordi vi er et tæt og ensartet samfund, hvor hovedparten af befolkningen har fælles normer og kultur og dermed grundlaget for en meget høj grad af tillidsfuldhed.
BT
8. JUNI - Jacques Chirac og Gerhard Schröder er i deres efterhånden næsten kvalmende politiske omfavnelse mere end noget andet billedet på, hvad der gik galt. De har i katastrofal grad forsømt at tale EU's sag. De har med deres forsøg på at gøre EU og forfatningstraktaten til syndebuk for nationale problemer undergravet EU's troværdighed.
Morgenavisen Jyllandsposten
USA, 8. JUNI - Musikindustrien elsker at give piratkopiering skylden for sine problemer, en påstand, der stadig mangler fuldgyldigt bevis for. Det virkelige problem er en afhængighed af blockbustere. I disse tider er der flere musikere og bands end der nogensinde før har været, og der er stadig masser af musikkøbende fans. Sammen opdager de nye måder at kommunikere med hinanden på. De store pladeselskaber bliver ved med at insistere på, at den eneste vej til profit er blockbuster-salg af få titler, og resultatet er forudsigeligt - musik, der har betydning i kraft af, hvad det sælger og ikke af, hvordan det lyder.
Herald Tribune
8. JUNI - Det er en omstændelig og langstrakt procedure at ændre på bestemmelser omfattet af Grundloven. Og sådan skal det være. De basale rammer for samfundets funktion skal være hævet over de daglige politiske trakasserier og stemningssving. Og der er ingen oplagt grund til at bruge den bebudede ændring af tronfølgeloven som genvej til at få omskrevet den eksisterende Grundlov. Den er udmærket.
Berlingske Tidende