Læsetid: 2 min.

Andre aviser skriver

Naturligvis bør landets friskoler ikke strømlines og standardiseres så meget, at de ikke kan skelnes fra de kommunale folkeskoler. Friskolerne bør ...
Indland
12. august 2005

Kristeligt Dagblad

Det vældige pres på folkekirken, som blev indledt af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for mere end 10 år siden og nu krones med tildelingen af homoprisen til biskoppen i Århus, har først og fremmest været en politisk kamp for at sikre homoseksuelle total ligestilling. De vil ikke blot giftes, men også have retten til at adoptere børn og blive kunstigt befrugtet.

Men den vildtvoksende rettighedstænkning, som ligger til grund for deres politiske ligestillingskamp, truer med at ødelægge folkekirken og underminere ægteskabet som samfundets grundpille og retlige institution. At stå imod det stærke pres fra alle rettighedstænkende ligestillingsmagere havde været en pris værd. Kjeld Holm er ikke gået imod strømmen. Han har tværtimod givet efter for det massive pres. Derfor burde han rettelig have prisen som Årets flyder.

Politiken

Naturligvis bør landets friskoler ikke strømlines og standardiseres så meget, at de ikke kan skelnes fra de kommunale folkeskoler. Friskolerne bør have en udstrakt frihed - men under ansvar.

Så længe friskolerne i al væsentlighed er finansieret af skatteyderne, er det aldeles rimeligt, at friskolerne er underlagt nogle basale krav om faglighed, åbenhed og demokratiske værdier.

(...) Det er således uomgængeligt, at friskolerne skal tage aktivt medansvar for bl.a. specialundervisning af bogligt svage elever, integration af udlændinge og dannelse af unge som myndige medborgere. (...) Samuelskolen har haft hele sit undervisningssystem bygget op omkring Bibelen - og i bedste fald sidestillet udviklingslæren med skabelsesberetningen; i værste fald brugt undervisningstiden til verdensfjern forkyndelse.

Siden hen har Samuelskolen officielt droppet det forkætrede undervisningssystem, Accelerated Christian Education. Men konklusionen er stadig den samme: Forudsætningen for at få offentlig støtte til friskoler er altså, at undervisningen har jordforbindelse.

Berlingske Tidende

Der er intet galt i at vise fotografier, som Che Guevara har taget. Tværtimod er det med til at nuancere billedet af mennesket Guevara. Men man kan ikke lave en udstilling om ham uden at fortælle den fulde historie og omtale de tusinder af menneskeliv, han havde på samvittigheden. Ligesom man ikke vil kunne vise Hitlers billeder uden at fortælle om nazismen og dens millioner af ofre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her