Læsetid: 2 min.

Næse til skatteministeren for smøl

Skatteminister Kristian Jensen (V) får næse af statsrevisorerne for smøl og utilstrækkelig indsats mod sort økonomi
Indland
6. oktober 2005

Skatteminister Kristian Jensen (V) fik i går en næse af de politisk udpegede statsrevisorer for smøl og utilstrækkelig indsats mod sort økonomi, der årligt koster staten mellem 13 og 21 mia. kroner.

Næsen kommer efter Rigsrevisionens rapport, der retter en sønderlemmende kritik af ToldSkats indsats mod sort økonomi, der især før 2004 var sløset. Sagerne lå så længe i syltekrukken, at myndighederne i adskillige sager måtte opgive at rejse tiltale, fordi de var forældede. 44 procent af sagerne var mere end et år om at blive behandlet. Dermed måtte Kristian Jensen også idkassere kritik på sin forgænger, Svend Erik Hovmands, vegne. Det er i hans ministertid, at de mest kritisable forhold fandt sted.

Men selv om Kristian Jensen har iværksat en række tiltag, er det ifølge Rigsrevisionen ikke tilstrækkeligt, og rigsrevisoren mener, at der bør tages politisk stilling til, hvilke virkemidler der fremover skal tages i brug i kampen mod sort økonomi.

Skatteminister Kristian Jensen tog imidlertid det utraditionelle skridt at modtage kritikken ved at angribe Rigsrevisionen for ikke at tage ministeriets egne kommentarer med i betragtning.

"Jeg er noget uforstående over for, at Rigsrevisionen ikke medtager vore kommentarer til deres forslag. Vi har for snart 14 dage siden sendt dem en lang kommentar om, hvilke initiativer vi tager. Vi er allerede i gang," siger han.

Samtidig påpeger han, at arbejdet med at forbedre indsatsen allerede blev sat i gang i 2002 og 2003, da Svend Erik Hovmand (V) var skatteminister, og siden er fortsat med en styrket tværministeriel indsats og flere kontroller.

Men erhvervsorganisationerne Dansk Industri, HTS og Dansk Byggeri er enig med Rigsrevisionen i, at det ikke er nok. De opfordrer bl.a. skatteministeren til at sørge for bedre udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder.

Advokat i erhvervsorganisationen Handel Transport Service, Gry Asnæs, siger, at det offentlige må sørge for orden i eget hus, så virksomhederne ikke skal ulejliges unødigt.

"Har en virksomhed givet informationer til en myndighed, må den have en forventning om, at oplysningerne går videre til en anden myndighed. Det har det offentlige ikke levet op til," siger Gry Asnæs.

Hun bakkes op af underdirektør i Dansk Industri Tine Roed, der peger på, at der er dobbelt så mange ansatte i den danske skatteforvaltning, som der er i Norge og Sverige til at indkræve de samme midler: "Noget tyder på, at effektiviteten ikke er i top," siger Tine Roed.ritzau

indland@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her