Læsetid: 10 min.

Det syge Danmark – plaget af systemfejl og paradokser

Hundredetusinder af danskere er en økonomisk byrde for samfundet, fordi de går ledige. Samtidig bliver stadig flere en byrde, fordi de går ned med stress af at arbejde for meget.
Indland
4. oktober 2005

Paradoks 1

Det koster milliarder, at vi ikke er bedre til at fordele arbejdet
Det koster samfundet omkring ti milliarder kroner om året i sygefravær og behandlingsomkostninger, at stadig flere går ned med flaget, fordi de arbejder for meget og får stress. Samtidig koster det endnu flere milliarder, at hundredetusinder ikke kan få arbejde, men skal forsørges af det offentlige.
Ifølge Psykiatrifonden har hver fjerde dansker så massive psykiske problemer, at det giver sygefravær. For mange kommer det største pres fra arbejdslivet, hvor især lange arbejdstider, krav om fleksibilitet og for lidt tid til opgaverne stresser. Den gennemsnitlige lønmodtager arbejder i dag en halv time mere pr. dag, end man gjorde for 20 år siden.
Danica Pension og PFA anslår, at dette stigende pres er hovedårsag til, at omkring 50 procent flere søger invalidepension eller erstatning hos deres pensionsselskab som følge af arbejdsrelaterede sygdomme. Arbejdstilsynet anslår, at psykiske arbejdsproblemer reelt er 32 gange højere end de anmeldte skader, men at folk bider problemerne i sig.
Samtidig er der i dagens Danmark en arbejdskraftreserve på flere hundrede tusind personer, som ikke kan få et job. Dagpenge, førtidspension, kontanthjælp, revalideringsydelse og andre overførselsindkomster til denne gruppe koster omkring 100 mio. kr. om året.
Hvis arbejdsmarkedet – offentligt som privat – f.eks. satsede på differentierede ansættelsesformer, hvor folk ikke nødvendigvis arbejder fuldtid, ville flere være i arbejde, færre blive syge af stress og samfundet spare penge.

Paradoks 2

Danmark lukker af for veluddannet arbejdskraft udefra, samtidig med at panikken breder sig over manglen på produktive skatteydere, der kan tjene til velfærdssystemets opretholdelse
Advarslen fra politikere og økonomer gentages gang på gang: Vi har ikke råd til at opretholde dagens velfærds-ordninger, sådan som befolkningens aldersfordeling ændrer sig. Danmark får stadig færre borgere i den arbejdsduelige alder og stadig flere ældre, der skal forsørges og plejes. Velfærdsstaten tvinges i knæ, de offentlige ydeler må beskæres og pensionsordningerne ændres, hvis ikke vi får flere ud på arbejdsmarkedet, lyder det fra Velfærdskommissionen.
Samtidig holdes grænserne lukket for arbejdsivrige mennesker fra lande uden for EU, der kunne give den økonomiske indsprøjtning, som skal til for at sikre velfærdsstaten i dens nuværende form.
I 1960’erne og 70’erne løstes problemet med manglende hænder på arbejdsmarkedet af gæstearbejdere fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. De var med til at skabe grundlaget for dagens velfærdssystem. Siden 1973 har Danmark haft erklæret indvandrerstop, og i dag kan indvandrere kun i specielle situationer få arbejds- og opholdstilladelse.
En mere åben politik over for velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft kunne få stor betydning for andelen af produktive skatteydere i Danmark. Foreløbig foretrækker de danske politikere at klare problemet med den ændrede aldersfordeling ved at varsle indgreb i f.eks efterløn og folkepension.

Paradoks 3

Velfærdssystemets økonomiske sikker-hedsnet for de arbejds-løse skal sikre en værdig tilværelse – men indebærer for mange, at det slet ikke kan betale sig at tage arbejde
Velfærdssamfundet har en ambition om, at også de svageste uden for arbejdsmarkedet skal have en forsvarlig levestandard, mens de venter på arbejde. Men den økonomiske forskel på offentlig forsørgelse og betalingen i et lavtlønsjob er for godt 130.000 danskere mindre end 50 kr. om dagen. Velfærdssamfundet har for disse mennesker fjernet det økonomiske incitament til at søge arbejde.
Værdien ved at have et arbejde er for mange så stor, at de vælger arbejde frem for leddiggang, selv om det stort set ikke kan betale sig. Omvendt ser det ifølge Rockwoolfonden ud til, at økonomiske incitamenter betyder meget lidt for specielt langtidslediges jobmuligheder. Sat på spidsen: De, der kan og vil arbejde, gør det uanset ekstragevinsten. De, der ikke kan eller vil, forbliver ledige uanset det økonomiske incitament.
Dilemmaet er, hvad samfundet gør for at motivere især de korttidsledige, der fortsat har en chance for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet: Skal udbyttet ved at have et lavtlønsjob forbedres ved f.eks. at mindske beskatningen af de laveste indkomster? Eller skal fidusen ved at lade sig offentligt forsørge mindskes ved at skære i satserne for kontanthjælp og dagpenge? Det første er dyrt for samfundet. Det andet bliver ren straffeaktion mod dem, der alligevel ikke kan finde job.

Paradoks 4

Nedsat hjælp skulle give de svage incitament til at skaffe sig arbejde – men uden jobs at få er det blevet en ren straffeaktion, der fastlåser de udsatte på offentlig forsørgelse
For at få ’Flere i arbejde’ har regeringen skåret i de sociale ydelser til de mest udsatte i befolkningen. Men arbejdspladserne til denne gruppe findes ikke, og derfor er resultatet blevet en økonomisk straffeaktion, der presser de berørte endnu længere ud i marginalisering, fattigdom og social nød.
Nedskæringen af kontanthjælpen til ægtepar og til enlige under 25 år samt den lave starthjælp til personer, der kommer udefra, berører mindst 50.000 personer. Det skulle give de pågældende et økonomisk incitament til at skaffe sig et arbejde, men har næsten ikke bragt nogen i varig beskæftigelse. I stedet er der nu ifølge Rådet for Socialt Udsatte 30.000 personer fra de socialt udsatte befolkningsgrupper, der er så fattige, at de ikke kan opretholde et såkaldt discountbudget. Enlige unge på nedsat kontanthjælp må klare sig for omkring 1.750 kr. om måneden til alt, når huslejen er betalt. Et indvandrerpar med et barn har på starthjælp ca. 7.500 kr. til hele familien. En sådan livssituation forværrer psykosociale problemer, hæmmer aktiviteter der kan udvikle de berørtes sociale netværk og fjerner overskuddet til at være aktivt arbejdssøgende.
Nedskæringerne på kontanthjælpen giver staten en årlig besparelse på 750 mio. kr., som ifølge regeringen »reserveres til nedsættelse af skatten på arbejde« for den øvrige befolkning.
På sigt forsvinder besparelsen dog formentlig i den blå luft, fordi de socialt udsatte ikke bliver produktive deltagere på arbejdsmarkedet, men fastholdes på offentlig forsørgelse.

Paradoks 5

Ligheden har gjort dansk økonomi til en af de stærkeste, siger økonomer og politikere. Alligevel stiger uligheden – godt hjulpet af både den nuværende og den forrige regering
Mens de fleste politikere og økonomer er enige om, at ligheden i Danmark har været med til at gøre dansk økonomi til en af verdens stærkeste, så stiger uligheden - forskellen mellem rig og fattig - år for år. Og de fordelingspolitiske tiltag, der er set under den nuværende og tidligere regering, peger i den modsatte retning.
Statsministeren siger, at »det er ikke regeringens mål at skabe større ulighed«, helt på linje med hvad hans socialdemokratiske forgænger sagde i sidste halvdel af 1990’erne. Alligevel har også VK-regeringen gjort det sværere for de svageste ved at beskære bl.a. kontanthjælpen og samtidig begunstiget de velstillede via skattestoppet, der hindrer øget beskatning af boligejernes værditilvækst.
Udtrykt ved den såkaldte Gini-koefficient er uligheden vokset fra en værdi på 19,8 i 1994 til 22,4 i 2003. Den rigeste tiendedel af befolkningen har haft en realvækst i den disponible indkomst på 24 pct. fra 1995-2003, mens den fattigste tiendedel har haft et fald på 0,4 pct. I 2003-priser svarer det til, at den fattigste tiendedel har fået 300 kr. mindre til forbrug, mens den rigeste tiendedel har fået 64.400 kr. mere.
Udviklingen betyder ifølge Finansministeriet, at den andel af befolkningen, der karakteriseres som ‘lavindkomstgruppen’, er vokset fra at udgøre 6,7 pct. i 1994 til at udgøre 8,9 pct. i 2003. Gruppen, der oplever fattigdom og social udstødelse, præges af enlige mødre, arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere og etniske minoritetsgrupper.

Paradoks 6

Alt mens hundrede-tusinder går uden arbejde, melder arbejdsgiverne om vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft til bygge-, service-, social- og sundhedssektoren
Mens 900.000 danskere er uden arbejde, er der i en række brancher tiltagende vanskeligheder med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft.
Der meldes om betydelige flaskehalsproblemer i byggebranchen og om om stedvis mangel på arbejdskraft i service-, social- og sundhedssektoren. At gøre rent, sidde ved kassen i supermarkedet, passe børn eller pleje ældre synes ikke at have appel til de ledige i et omfang, der kan få tingene til at gå op.
De kloge skændes om årsagerne. Har glorificeringen af vidensjob og lange uddannelser undergravet værdigheden ved manuelt arbejde og ved det at tage hånd om andre? Er de krævende service- og omsorgsjob så dårligt lønnet, at mange undslår sig og foretrækker ledigheden? Er arbejdsformidlingen for dårlig til at lede de arbejdsløse til de ledige jobs, fordi man har travlt med at organisere obligatoriske, men ofte meningsløse aktiveringsprojekter? Mangler der sanktioner eller incitamenter, der kan motivere ledige til at gå efter de job, der er til rådighed?

Paradoks 7

Næsten halvdelen af alle landets indvandrere står uden for arbejds-markedet. Mange har søgt hundredvis af job, men arbejdsgiverne siger nej
Et indvandrer-ægtepar på kontanthjælp skal dokumentere mindst 300 timers ordinært arbejde i løbet af to år, ellers mister de kontanthjælpen. Sådan lyder et af piskeslagene i regeringens integrationspakke, der skal skaffe 10.000 indvandrere i arbejde. For hvis vi skal kunne forsørge den voksende andel af ældre i samfundet, får vi brug for flere hænder på arbejdsmarkedet – deriblandt landets indvandrere.
Mange indvandrere har da også søgt hundredvis af job gennem mange år. Men uden held, for arbejdsgiverne siger nej. Ifølge Foreningen til Integration af Nydanskere bliver indvandrere ofte valgt fra, fordi virksomhederne ønsker et klart dansk sprog og dansk uddannelse.
Seks ud af ti arbejdsløse indvandrere har ifølge dem selv sprogproblemer, mens kun to ud af ti faglærte indvandrere i job har vanskeligheder, fortæller en analyse fra Catinét Research. En undersøgelse fra Rockwoolfonden peger på, at op mod halvdelen af de arbejdsløse indvandrere vil have problemer med at bestride et ufaglært job.
Alt i alt er det personer, som for manges vedkommende ikke skønnes attraktive af virksomhederne. Derfor lever de i dag på velfærdssamfundets regning – det velfærdssamfund der får hårdt brug for deres produktive bidrag, hvis også fremtidens velfærd skal kunne financieres.

Paradoks 8

Sikring af miljøet kunne give job til titusinder. Men både miljøet og de arbejdsløse får lov at sejle egen sø, mens samfundet hælder milliarder af kroner i afløbet
Danmark bekender sig til bæredygtig udvikling, Kyoto-aftale og andre miljømål, og Danmark har de ledige hænder, der kunne skaffe resultater. Alligevel fortsætter miljøforringelsen, alt mens de, der kunne varetage de grønne jobs, ligger samfundet til byrde som arbejdsløse på offentlig forsørgelse.
Der er brug for at nedbringe det fossile energiforbrug og CO2-udledningerne. Der skal ryddes op i giftgrundene. Kloaknettet behøver renovering. Genanvendelsen skal øges.
Landbrugets gylleoverskud skal separeres og forvandles til en ressource. Opgaver, der tilsammen rummer titusinder af nye job for kortuddannede ledige. Mest oplagt og påtrængende på energiområdet, hvor Danmark er på kollisionskurs med sine klima-forpligtelser, men hvor der f.eks. kan spares over 40 pct. af energiforbruget i boliger og erhverv, ifølge Energistyrelsen med både privat- og samfundsøkonomisk gevinst. Alene de hermed forbundne ombygnings- og installationsopgaver kan give 18.000 nye job om året.
Det sker ikke. Miljøpolitik, beskæftigelsespolitik og økonomisk politik ses ikke i sammenhæng. Et skattestop hindrer grønne afgifter, der kunne stimulere initiativer, og tvinger til kortsigtede finanslovsbesparelser, der afskærer fra langsigtet rentable investeringer.
Alt mens milliarder fosser ud af de offentlige kasser til passiv forsørgelse af ledige.

Paradoks 9

De ældre opfordres til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men kun 40 pct. af virksom-hederne har med-arbejdere på over 60 år
Frygten for den såkaldte ældrebombe har i årevis fået arbejdsgiverorganisationer til at kalde på senere tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet. Politikere og økonomer er enige i, at folk bør holdes længere i job for at muliggøre finansiering af en velfærdsstat med voksende ældrebyrde.
Men når det grå guld skal ansættes, melder mange virksomheder pas. Selv om pensionsalderen er 65, har fire ud af ti virksomheder ingen ansatte over 60, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
De ældre medarbejdere står også forrest, når der er prikkerunder, eller de overtales til ’frivilligt’ at forlade arbejdspladsen. Metal Frederikshavn oplyser for eksempel, at 80 procent af dets medlemmer presses på dagpenge, når de fylder 60, selv om de gerne vil arbejde – virksomhederne vil hellere have yngre medarbejdere.
I stedet for at udgøre en produktiv del af Danmarks skattegrundlag ryger mange ældre på efterløn, i lediggang eller ud i meningsløse aktiveringsprojekter.

Paradoks 10

Danskerne køber sort arbejde eller gør-det-selv, mens de, der kunne og gerne ville udføre arbejdet i regulære job, fastholdes på passiv forsørgelse. Dobbelt bet for statskassen
Det sorte servicearbejde florerer, og samfundet snydes for milliarder, alt mens tusinder fastholdes i arbejdsløshed og forsørges af det offentlige – det hele på grund af ’skattekilen’.
Som det danske skattesystem er indrettet, bliver det for mange mennesker uforholdsmæssigt dyrt at hyre håndværkere eller købe hjælp til rengøring, havearbejde, reparationer og anden service: Kombinationen af topskat og moms betyder, at en serviceforbruger ofte må arbejde fem-ni timer for at få penge nok til at købe én times service.
Det får nogle til at gøre tingene selv. Som hjernekirurgen der i fritiden opfører sin egen carport – og slår sig over fingrene med sygemelding til følge, mens carporten braser sammen. Andre får arbejdet lavet sort og unddrager staten store beløb i skat og moms. Alene i bygge- og anlægssektoren er det sort arbejde for 12 milliarder kroner, der unddrages beskatning hvert år.
Konsekvensen er, at samfundets økonomiske evne til at betale velfærdsydelser forringes. Men samtidig fastholdes presset på samme velfærdsydelser, fordi et stort antal kortuddannede i stedet for at udføre servicejobbene forbliver arbejdsløse og lægger beslag på dagpenge, kontanthjælp eller andre offentlige ydelser.
Skattekilen kunne mindskes og tusinder skaffes job, hvis man erstattede topskat med progressiv ejendomsværdibeskatning. Eller fjernede momsen på servicearbejde. Eller indførte et fradrag for vedligeholdelse. Eller genindførte tilskuddet til hjemmeservice. Eller øgede jobfradraget. Der er forslag nok. Men spildet af samfundets økonomiske og menne-skelige ressourcer fortsætter i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her