Læsetid: 2 min.

Borgmesterposterne er næsten besat

Kun Ærø mangler at udpege sin borgmester. I de øvrige 97 nye kommuner er konstitueringen på plads. S har sikret sig 45 poster
Indland
18. november 2005

Socialdemokratiet er kommunalvalgets vinder. Partiet har fået flest mandater i kommunerne og er også løbet med flest borgmesterposter. En optælling viser, at det nye danmarkskort får 45 socialdemokratiske borgmestre, mens Venstre må nøjes med 36. Kun Ærø har endnu ingen borgmester, men satser på en aftale i løbet af torsdagen.

Kommunalforsker Roger Buch påpeger over for Ritzau, at Socialdemokraternes gode valgresultat kommer bag på de fleste, der har beskæftiget sig med politiske målinger inden valget.

"Det er ét stort mysterium. hvordan Socialdemokraterne har klaret sig så godt. Det var der ingen af prognoserne, der tydede på før valget," siger Roger Buch.

Hos Venstre havde man sat næsen op efter 50 borgmesterposter. Det lykkedes dog langt fra, selv om næstformand Lars Løkke Rasmussen har rejst landet tyndt med målet om at vinde flest borgmesterposter.

"Selvfølgelig må man være ærgerlig over, at borgerlige-liberale flertal i en række kommuner i valgnattens forhandlinger er blevet omsat til socialdemokratiske borgmesterposter," siger Lars Løkke Rasmussen, der dog kalder Venstres valgresultat for det bedste kommunale valgresultat nogensinde, når man ser bort fra resultatet i 2001.

Ud over sejren i Århus og København kan Socialdemokraterne glæde sig over at have sikret sig borgmesterkæderne i en række af de større byer i Jylland. De store sammenlægningskommuner Vejle, Roskilde, Sønderborg, Horsens, Randers og Viborg får alle S-borgmestre i de kommende fire år.

Kigger på man på det nye kommunale danmarkskort, blev der ikke mange borgmesterposter til de mindre partier. Ni kommuner får en konservativ borgmester, SF har kun sikret sig borgmesterposten i Kalundborg, hvor Tommy Dinesen bliver borgmester, og De Radikale må indtil videre nøjes med en enkelt borgmesterpost i Holbæk.

"De Radikale har underpræsteret. De står meget stærkere i de landsdækkende meningsmålinger," siger Roger Buch.

På Bornholm, Langeland, Faxe og Norddjurs kommer borgmesteren fra lokale borgerlister.

Ser man på de personlige stemmer, bliver Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) valgets absolutte topscorer med 60.329 personlige stemmer. Det er næ-sten 18.000 flere end Venstres Louise Gade, der måtte forlade borgmesterposten i Århus. På tredjepladsen ligger den nyvalgte borgmester i Århus Nicolai Wammen (S), mens Odenses nye konservative borgmester kom ind på en fjerdeplads. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her