Nyhed
Læsetid: 2 min.

Exit polls: S vinder Århus og København

Socialdemokraterne ser ud til at vinde kommunalvalget i Danmarks to største byer. Afgørelsen i Odense bliver en ren gyser.
Indland
15. november 2005

Socialdemokraterne ser ud til at vinde kommunalvalget i Danmarks to største byer. Afgørelsen i Odense bliver en ren gyser

Ritt Bjerregaard (S) ser ud til at vinde slaget om Københavns Rådhus. Ifølge exit polls fra både DR og TV2 Lorry står Socialdemokraternes spidskandidat til at blive den første kvindelige overborgmester i København.

Begge exit polls viser, at Socialdemokraterne vinder hele fire mandater i København. Dermed er Socialdemokraterne næsten sikre på at kunne besætte overborgmesterposten i landets største by. Skal man tro tv-stationernes exit polls, får partiet 20 pladser i Københavns Borgerrepræsentation.

"Det ser rigtigt godt ud for Socialdemokraterne, og det er jeg glad for," sagde Ritt Bjerregaard, da hun blev orienteret om DR's exit poll.

Alt tyder på, at Venstre må kaste en hvid pind efter overborgmesterposten. Venstre må formodentlig nøjes med mellem 9 og 10 mandater i København.

"Jeg tror, at der er lagt op til en heftig aften på Københavns Rådhus," sagde Søren Pind.

Også i Århus ser det lyst ud for Socialdemokraterne. Ifølge DR's exit poll har Nicolai Wammen (S) fået et bedre valg end Århus' nuværende borgmester, Louise Gade (V).

Prognosen viser, at S vinder et mandat, mens Venstre taber et enkelt mandat.
Hvis prognosen holder, vil De Radikale dog fortsat have en nøglerolle, når borgmesteren skal udpeges i Danmarks næststørste by.

Tirsdag aften tegnede alt til, at Odense bliver en ren gyser. En exit poll fra DR peger på, at De Konservatives Jan Boye har fået et kanonvalg, og at De Konservative bliver det største parti i Odense. Samtidig tegner en anden exit poll, som Syddansk Universitet har lavet for TV2 Fyn, til, at Anker Boye (S) forsvarer sin borgmesterpost. Det tætte løb tyder på, at De Radikale, som forventet, kan blive afgørende i H.C. Andersens fødeby.

I Vejle pegede DR's exit poll på, at Socialdemokraterne bliver det største parti i Vejle. Det er Børkops hidtidige borgmester, Leif Skov (S), der i den kommende storkommune udfordrer SF's siddende borgmester, Flemming Christensen.
Ifølge DR's exit poll får Socialdemokraterne 26,4 procent af stemmerne mod SF's 21 procent.

Men det er tidligere sket, at Flemming Christensen har sikret sig borgmesterstolen ved hjælp af borgerlige stemmer.

"Valget er stadig helt åbent. Der er vel en fifty-fifty chance," sagde Flemming Christensen i en umiddelbar kommentar til DR på spørgsmålet, om han kan fortsætte som borgmester.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her