Læsetid: 3 min.

Kamp om borgmesterposterne landet over

Socialdemokratiet står til at blive valgets store vinder. København får med Ritt Bjerregaard sin første kvindelige overborgmester
16. november 2005

Socialdemokraterne løb med borgmesterposterne i tre af de fire største byer i landet, efter at danskerne tirsdag for første gang stemte til de 98 nye storkommuner og fem regioner.

I København vandt Ritt Bjerregaard (S) stort, og bliver dermed hovedstadens første kvindelige overborgmester. Også Århus vender med Nicolai Wammen tilbage til socialdemokratisk styre, mens Odenses mangeårige socialdemokratiske borgmester Anker Boye blev slået af sin konservative navnebror Jan Boye. I Aalborg fortsætter borgmester Henning G. Jensen på posten, og dermed gik ambitionen om at vinde landets største fire byer næsten i opfyldelse for partiformand Helle Thorning-Schmidt.

På landsplan cementerede Socialdemokraterne sin position som landets største parti i kommunerne. Hele 34,3 procent stemte på de lokale S-kandidater. Venstre gik lidt tilbage og måtte nøjes med 27,5 procent af stemmerne. Mest markant var partiets nederlag i København, hvor S vandt fem mandater. Det fik omgående Venstres Søren Pind til at meddele, at han trækker sig som i partiets leder i København.

- Valgresultatet er mit ansvar. Min person står i vejen for samarbejde og indflydelse, sagde han.

Større var smilene hos Socialdemokraterne, som allerede tidligt på aftenen fejrede Ritt Bjerregaards sejr på Café Rust på Nørrebro i København.

- Det ser ud til at have været et rigtig, rigtig godt valg for Socialdemokraterne. Jeg er ganske overvældet, lød det fra en influenzahæs Ritt Bjerregaard, som blev lykønsket af Helle Thorning-Schmidt.

- Det er svært at bevare pessimismen, og jeg glæder mig over, at der er så mange vælgere, der har vist os deres tillid. Vi kan lære, at vi skal føre en fantastisk valgkamp, som Ritt har gjort, sagde partiformanden.

Herefter gik Ritt Bjerregaard til forhandlinger på Københavns Rådhus, hvor hun dog måtte se sit bebudede samarbejde hen over midten smuldre. Med smallest muligt flertal konstituerede hun sig med den radikale Klaus Bondam.

Trods det borgerlige nederlag i København og Århus betegnede arkitekten bag de nye kommuner og regioner indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) landsresultaterne som flotte. Han fremhævede den konservative sejr i Odense og Venstres sejr i Svendborg som gode eksempler på byer, hvor mangeårigt S-styre er brudt.

- Samlet set, når jeg kigger på de kommuner, jeg kender resultaterne fra, så ser det ud til, at Venstre har fået et godt valg, sagde Lars Løkke Rasmussen.

I landets næststørste by Århus blev det et farvel til byens hidtidige borgmester, 33-årige Louise Gade (V), som måtte se sig slået af den næsten jævnaldrende socialdemokrat Nicolai Wammen. Han kan nu danne flertal med SF, Enhedslisten og De Radikale, men understregede på valgnatten, at intet er afgjort, før han har konstitueringen bag sig. Dermed er der åbnet op for, at Louise Gade også kan være med.

Efter 68 års socialdemokratisk styre sætter den konservative Jan Boye sig i borgmesterstolen i Odense. De to blokke stod lige med hver fjorten mandater, men den radikale Erik Simonsen pegede på Jan Boye, og så var det ude med Anker Boye.

Også Vejle får ny borgmester. Det bliver socialdemokraten Leif Skov, der kan overtage borgmesterkæden efter SF'eren Flemming Christensen, som har været borgmester i 12 år.

Valget til de fem nye regioner blev flere steder et opgør mellem Socialdemokraterne og Venstre. Resultatet blev to nye regionsformandsposter til hver af partierne, mens den endnu onsdag morgen er uklart, hvem der sætter sig i stolen i Region Hovedstaden.

Stemmeprocenten ved valget blev 69,4, og det er betydeligt lavere end for fire år siden, hvor valgdeltagelsen nåede helt op på 85 procent. Men dengang var der også samtidig valg til Folketinget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu