Læsetid: 4 min.

Børn bør kende til virkeligheden bag laktasken

Skolerne bør indføre obligatorisk undervisning om prostitution mener S. Eksperter er begejstrede for ideen, men De Radikale og Konservative er mere forbeholdne
29. december 2005

Der skal købesex og kvindehandel på skoleskemaet i folkeskolens 8. og 9. klasser. Det foreslår Socialdemokraterne i et nyt udspil, der skal mindske omfanget af prostitution og handel med kvinder.

Når de unge helt ned i 14-års alderen skal lære om prostitution, er det for at give dem en viden at tage stilling ud fra, siger partiets ligestillingsordfører, Kirsten Brosbøl. De unge skal vide hvilke konsekvenser, det har for kvinder at prostituere sig.

"Jo tidligere vi kan tage den her debat, jo bedre. På den måde kan de unge se prostitution som det sociale problem, det er, fremfor som noget sjovt, der skal prøves af," siger hun og påpeger, at kunde-undersøgelser har vist, at jo tidligere man har sit første besøg hos en prostitueret, jo oftere vil man senere i sit liv besøge prostituerede.

Den konklusion drages blandt andet i en undersøgelse, som sociolog Klaus Lautrup lavede for Videnscenter for Socialt Udsatte tidligere på året.

Lautrups undersøgelse viste blandt andet også, at mange unge mænd anser det at gå til en prostitueret som et eksperiment, man skal prøve mindst én gang i livet. Klaus Lautrup kalder Socialdemokraternes forslag om undervisning for fremragende.

"Hvis vi vil dæmme op for tilgangen til prostitution, er vi nødt til at lære de unge, at prostitution skal man ikke se som led i et seksuelt eksperiment," siger han. Han mener, at undervisning i prostitution vil afholde nogle unge mænd fra at foretage det første besøg, der siden kan føre til mange flere.

Kunder er ikke bæster

Klaus Lautrups kundeundersøgelse fra i år, hvor han blandt andet interviewede 20 sexkunder, viste blandt andet, at sexkunderne ofte tror, at de kvinder, som de køber sex hos, gør det af egen fri vilje og fordi, at de godt kan lide det.

"De her mænd er jo ikke nogle samvittighedsløse bæster som bare bruger løs af kvinder og er fuldstændig ligeglade med, hvor de kommer fra. De har en vrangopfattelse af, hvad der er frivillighed i det her, og derfor er det en god idé at lære unge mænd, at der er en virkelighed bag netstrømperne," siger Klaus Lautrup.

Duddie Stack, der er afdelingsleder i værestedet Reden på Vesterbro i København, er også begejstret for forslaget.

"Vi bliver nødt til at gå ind og fortælle vores unge mænd, at kvinder ikke er til salg. Der er altså ikke noget Hollywood eller Pretty Woman over det her liv. Det er vigtigt, at drengene bliver undervist i, at det er vold mod kvinder," mener hun.

Samtidig er afdelingslederen dog ked af, at Socialdemokraterne ikke bakker op om et forbud mod at købe et andet menneske til udnyttelse.

"Vi kommer det aldrig til livs - det ved vi godt - men man kunne godt lave et statement, der sagde: Det her accepterer vi ikke i vores veloplyste samfund," siger hun og sammenligner med den ophidsede debat, der gik forud for afskaffelsen af revselsesretten i 90'erne. I dag er forbuddet mod, at forældre slår deres børn, en helt integreret del af det danske samfund.

Samme melding kommer fra SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge. SF går først og fremmest ind for at gøre det forbudt at købe sex, men forslaget om prostitution på skoleskemaet ligger godt i tråd med SF's eget forslag om i det hele taget at sætte køn på skoleskemaet.

Forbud løser det ikke

"Det er fint at sige, at man i skolen skal have et forløb om, hvad det vil sige at leve som prostitueret, og hvad det vil sige at sælge sin krop for penge," siger ordføreren.

Klaus Lautrup mener ikke, at et forbud er vejen frem.

"Jeg mener ikke, at det løser noget som helst. Prostitution er først og fremmest et socialt problem," siger han.

De Radikales ligestillingsordfører, Lone Dybkjær, mener, at en oplysningskampagne rettet mod unge vil have større effekt end at gøre emnet obligatorisk i skolerne, og heller ikke De Konservatives Helle Sjelle er begejstret for Socialdemokraternes udspil. Hun er enig med Socialdemokraterne i, at mere oplysning om konsekvenserne af prostitution er vejen frem, men hun er ikke klar til at støtte forslaget.

"Jeg synes udmærket, det kan indgå i den seksualundervisning, der er, men jeg synes ikke, det er det, der er det væsentligste i folkeskolens seksualundervisning," siger hun.

Ifølge K-ordføreren er det svært at vurdere, om prostitution reelt er omgærdet af så mange myter, som Socialdemokraterne fremfører. Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned, mener hun.

"Det er meget en trossag. Man kan jo nok finde nogen, der har det udmærket med det," siger Helle Sjelle.

Der er heller ikke opbakning fra Dansk Folkepartis ligestillingsordførere, Louise Frevert. Hun mener ikke, at det skal være folkeskolens opgave at oplyse om prostitution.

I udspillet foreslår Socialdemokraterne også at styrke politiets indsats mod prostitution. I de nye politikredse skal der oprettes særlige efterforskningsenheder til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og de skal blandt andet beskæftige sig med den kriminalitet, der er forbundet med prostitution og menneskehandel.

Samtidig skal nettet omkring de internationale bagmænd strammes ved at få flere ofre for kvindehandel til at vidne mod dem. Det skal gøres ved at udvide det beskyttelsestilbud, der findes for såkaldte 'handlede' kvinder.

I dag kan de få en midlertidig opholdstilladelse i 15 dage, og den skal forlænges til tre måneder, mener Socialdemokraterne. ritzau

indland@informationd.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu