Læsetid: 1 min.

Smuthul i integrationspakke

Knivskarp debat, da Folketinget i går førstebehandlede integrationspakken. Oppositionen påpegede smuthul og upræcise formuleringer
16. december 2005

De to lovforslag, der tilsammen danner regeringens integrationspakke, står formentlig foran endnu en gennemskrivning, efter at forslagene i går blev førstebehandlet i Folketinget.

Under debatten kom det nemlig frem, at integrationspakken både indeholder upræcise formuleringer samt et decideret smuthul, der giver kontanthjælpsmodtagere mulighed for at slippe for den såkaldte 300 timers-regel, blot ved at lade sig skille.

Smuthullet kom frem, da den radikale Morten Østergaard bad den konservative integrationsordfører, Henriette Kjær, om at bekræfte undtagelsen: "Er det ikke rigtigt, at den her regel ikke gælder samboende," spurgte han.

Uheldig formulering

Kjær afviste, at der var tale om et decideret smuthul, men bekræftede senere, at det forholdt sig sådan.

Lise Fangel, der er kontorchef i Arbejdsdirektoratet, bekræftede siden over for Ritzau, at man kan smutte udenom reglen, hvis man bliver skilt på skrømt.

Debatten i folketingssalen afslørede også en uheldig formulering. Hvis man skulle tage den kommende integrationslov for pålydende, ville det nemlig i princippet betyde, at alle fik pligt til at have et arbejde eller være i gang med en uddannelse. Det måtte Dansk Folkepartis integrationsordfører, Jesper Langballe, da også erkende, efter at Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr havde spurgt til formuleringen.

"Jeg går hjem og overvejer formuleringen," sagde Langballe efterfølgende.

Det blev dog afvist af integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), der ikke har aktuelle planer om at ændre i teksten:"Men hvis der under udvalgsarbejdet viser sig et ønske om ændringer, er jeg da lydhør," sagde hun. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu