Ringkøbing amt har valgt entreprenørfirmaet Arkil fra Haderslev til at sikre Cheminovas gamle giftdepot
ved høfde 42 mellem Harboøre og Thyborøn, oplyser amtet.
Arbejdet til 24 millioner kroner går i gang til juli med et års forsinkelse og skal stå færdigt inden årets udgang. Projektet omfatter en 600 meter lang og 14 meter dyb spunsvæg i stål omkring hele depotet. Arkil blev valgt blandt fem tilbudsgivere. Amtet deler udgiften med Miljøministeriet.
Det utætte giftdepot består af affald fra Cheminovas produktion af ukrudts- og insektgifte i årene 1957-1962, som fabrikken ledte ud i en klitgryde med tilladelse fra myndighederne. Forureningen dækker et område på 27.000 kvadratmeter og siver ud i havet.ritzau