Læsetid: 2 min.

Petitjournalistik

Den seneste politireform er snarere en revolution end en reform - men hvor var pressen henne?
15. juni 2006

En journalist går undercover som plejehjemsassistent og får efter flere måneders arbejde et par småepisoder med hjem til den skandalehungrende tv-station. Dagen efter udsendelsen har Danmark en plejehjemssag, som hurtigt vokser til en plejehjemsskandale og et bevis på velfærdsstatens fallit og hele oplysningsprojektets kollaps.

Sæt nu, journalisten slet ikke havde fået noget med hjem. Det ville da have været en god historie. Bare ikke for journalisten. Og gode historier er som bekendt dårlige historier i medierne.

Som Lone Kühlmann så rigtigt konstaterede i medieklummen (2. juni), så kan kun få bestå skjult kamera-prøven. Sådan producerer man pseudonyheder. Den virkelige skandale er jo ikke, at en stædig gammel rad får skældud af en plejer, men at vi bliver gamle. Gammel er jo det, alle gerne vil blive, men ingen vil være.

Den virkelige skandale er, at journalistikken mere og mere forfalder til følelsesporno og driver rovdrift på vores kronisk dårlige samvittighed. I stedet for at kulegrave problemet får vi sensationelle optagelser med skjult kamera fra dødens forgård.

Tag den just færdigforhandlede politireform, som reducerer antallet af politikredse fra 54 til 12. Ikke én journalist har gidet læse den rapport ("Visionsrapporten"), som har ligget til grund for reformen. Eller de konsulentrapporter og den luderforskning ("Borgerundersøgelsen"), som rapporten støtter sig til. Journalisterne har kun interesseret sig for, om den lokale politistation skulle lukke.

Politiet væk fra borgeren

Ingen journalist har spurgt sig selv, om der ikke snarere er tale om en revolution end en reform. I 1938 blev det kommunale politi afskaffet. I 1972 blev 72 politikredse reduceret til 54. Med kun 12 såkaldt "bæredygtige" politikredse tilbage er centraliseringen ført til ende, og borgerne har mistet deres politi. Politistationen er blevet en kaserne, og politiet har ikke længere tilknytning til den lokale befolkning.

Central styring af politiet har altid været en mærkesag for højrekræfterne, som gerne ser grænsen mellem politi og militær udvisket. Nu er politiet rustet til den ny tid, hvor enhver borger er en potentiel terrorist. Borgerne er ikke utrygge ved politiet. Det er den borgerlige regering, som er utryg ved borgerne. De udgør ikke længere en homogen gruppe ('demografi' hedder det) og er dårligt opdraget ('svækket autoritetstro' hedder det). Politiet skal nu ikke længere beskytte borgerne, opklare indbrud og hjælpe anden med sine ællinger over gaden. Politiet er blevet en homogen indsatsstyrke.

Man kan med fordel sammenligne politireformen med politiaktionen 19. september 1944. Formålet med den var ikke at opløse politiet, men at reorganisere det til en mere kontrollerbar størrelse, som centralmagten (besættelsesmagten) kunne sætte ind mod befolkningen. Dengang nægtede det danske politi dog at medvirke og gik under jorden. Perioden efter politiaktionen blev kaldt den politiløse tid. Men der var masser af politi. De tog sig bare ikke af at beskytte borgerne, men terroriserede dem i stedet.

Borgerne måtte så oprette private vagtværn. Dem vil der blive rigtig mange af i fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu