Læsetid: 3 min.

DKP mellem Lindas Rejser og Elisas Fodterapi

Danmarks Kommunistiske Parti leder stadig efter årsagerne til kommunismens fald i 1989-90. I går indviede partiets trofaste et nyt, beskedent hovedsæde
Indland
11. juli 2006

Fremover er adressen et butikslokale i Københavns Nordvest-kvarter, Frederikssundsvej 64, ved siden af Linda Rejser og Elisa Nielsens Fodterapi.

Beskedne forhold for et politisk parti, der tidligere har tronet i Dronningens Tværgade, et stenkast fra Amalienborg Slotsplads.

Men sådan har skæbnen formet sig for Danmarks Kommunistiske Parti, der i går holdt housewarming i sit nye hovedkvarter.

På hylderne er sovjetiske soldaterhuer til salg for 100 kr, og på væggen hænger hammer og segl og stjerner syet som et strandkostume.

Indbydelsen er sendt ud af Birgit Unnerup, der er DKP's sekretariatsleder "og jævnt hen passer kontoret og sådan", som hun selv udtrykker det. Hun oplyser partiets nuværende medlemstal til "omkring 30o".

Om sig selv forklarer Birgit Unnerup:

"Jeg er tredjegenerations kommunist og blev meldt ind i 1966, da jeg vist nok var 18 år."

"Min far var i 1944 med til at organisere folkestrejken i Odense og blev kort tid senere snuppet af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen. Han vejede 35 kilo, da han kom hjem. Men hjem kom han. Ellers var jeg ikke blevet født."

"Min bedstefar Martin var med at stifte partiet i Frederica i 1919 og var folketingskandidat i Nakskov i hungerårene i 1930'erne."

Gode venner med Cuba

- I butikken her markedsfører I jer med også at sælge t-shirts med billeder af Che Guevara?

"Vi har altid været gode venner med Cuba. Modsat de dér VS-agtige tendenser - eller lad os hellere sige venstresocialistiske, for det gælder også Enhedslisten - der har det svært med den virkeliggjorte socialisme."

- I har også en buste stående af Lenin?

"Ja, han har slået det ene øre lidt. Det er derfor, jeg har drejet ham, indtil han kan blive repareret."

- Det er altså ikke fra jer, der kommer noget opgør med den kommunistiske fortid?

"Ikke på den måde, at vi siger 'Uh, det var en stor fejl altsammen.' Vi står ikke frem og bekender vores synder."

- Men?

"Men vi er optaget af de store spørgsmål: Hvad var det, der skete, og hvorfor skete det? Og her snakker vi om 1989-90."

- I går ikke længere tilbage?

"Joe, men 1989-90 er det aktuelle. Og det første svar er, at det var en kontrarevolution, den europæiske kontrarevolution. Læg mærke til, at de socialistiske lande uden for Europa ikke blev berørt."

- Hvem var det, der iværksatte kontrarevolutionen?

"Hvorfor det skete, har vi ikke noget klart svar på endnu. Men de imperialistiske lande har lige siden 1917 søgt at undergrave socialismen, først i Sovjet og siden i de andre lande. 'At fremkalde et regimeskift' kalder man det nu om stunder. Jeg har netop læst i det udmærkede dagblad Arbejderen, at USA gør klar til at vælte kommunismen på Cuba, når Castro er borte. Så det er ikke en sammensværgelsesteori - ikke noget, der foregår inde i vores hoveder. Det er virkelighed."

"Men hvorfor det lykkedes med kontrarevolutionen i 1989-90, når det ikke lykkedes tidligere, har vi ikke noget klart svar på - endnu."

Overså folks problem

"Min egen teori er, at det har at gøre med den udviklede socialismes problemer. Altså, at socialismen indtil videre har sejret i de underudviklede lande, hvor man har brugt 30-40 år på at få dem op på mærkerne. Og det har der været succes med. Men når landene var kommet op på et højere velfærdsniveau, gik man i stå. Man vidste ikke, hvad man ville satse på efter den materielle opbygning. Man har ikke kunnet finde på andet end at forsyne folk med flere køleskabe og mere ferie. Det er det samme problem som i de udviklede kapitalistiske lande. Man fokuserer på det, der ikke er folks egentlige problem."

- Hvad skal man i stedet satse på?

"Det sociale. De sociale relationer. Hvordan vi omgås. Hvordan vi har det med hinanden. Jeg har set en tv-portrætudsendelse med vores tidligere formand Knud Jespersen, der i 1970'erne sagde det samme: I et klassesamfund kan man ikke have ligeværdige relationer. Jeg synes, det er tankevækkende, at han allerede den gang kunne se det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her