Læsetid: 3 min.

De kalder det globalisering

7. juli 2006

De offentlige kommunikationskanaler er ved at udvikle sig til noget, der kan tændes og slukkes for

Ak ja. Det er hårdt at være barn af globaliseringen. I et interview i Information for et par dage siden kunne man læse, at det konservative folketingsmedlem Charlotte Dyremose, skatteordfører, kirkeørdfører og meget andet, har haft en trist barndom. Plastikmøbler i stuen og knaphed var dagligdag i hjemmet, hvor arbejderklassefaderen arbejdede sig frem. Nu var hr. Dyremose ganske vist allerede direktør i Novo, da lille Charlotte blev født, og kort efter var han administrende direktør samme sted, senere folketingsmedlem og finansminister i Schlüter-regeringen. Men lad nu det ligge. Virkeligheden er som de øjne, der ser.

Brede smil

Men hvis det er lykkedes før, kan det ikke længere skjules, heller ikke for Charlotte Dyremose. For Henning Dyremose har netop oven på milliardsalget af TDC tidligere på året til en række udenlandske kapitalfonde og afståelsen af direktørposten for posten som bestyrelsesformand kunnet sætte i omegnen af små 100 millioner ind på kontoen. Det kan man så tænke på, næste gang man hænger i en TDC-kø og efter 17 minutter smækker røret på med uforrettet sag. Eller de ansatte i TDC kan tænke på det, når de næste gang får nej af ledelsen til at få gratis kaffe under overarbejde.

Men det må formodes, at der er andre, der smiler hele vejen til banken. Smilene er næppe helt så brede i det berlingske hus ved udsigten til et salg til den engelske finansmand David Montgomerys firma Mecom, der i forvejen ejer mediehuse i Tyskland og Holland og satser på at opbygge "en stor og stærk europæisk avisgruppe".

Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, og i modsætning til TDC-salget ser det umiddelbart ikke ud til, at investorerne i Mecom er såkaldte venture-kapitalister, som kun er med for at få et hurtigt afkast. Der er ifølge Montgomery tale om pensionsfonde og langtidsinvestorer.

Blik på bundlinjen

Men nu er det jo ikke kun størrelsen af Henning Dyremoses rigdom, der afhænger af øjnene, der ser. For selv om salget af berlingske ikke har samme karakter som salget af TDC, og selv om Montgomery bedyrer, at han først og fremmest er avismand, så er der alligevel flere ting til fælles. Der er for eksempel tale om udlændinge. Det må de selvfølgelig gerne være. Men hvor der i tilfældet TDC er tale om salg til udenlandske investerignsfonde og venture-kapitalister og i tilfældet berlingske om salg til en - ja, undskyld - kapitalist, der i sidste ende vil have mere blik for bundlinje end publisistiske idealer, er der overhængende fare for, at resultatet er opsplitninger, markante sparerunder og - i hvert fald i tilfældet TDC - videresalg.

Nu har business altid være business, men i den nye venture-økonomi, hvor profitten råder, er det ikke historiske hensyn eller etik, der ligger længst fremme i pandelappen. Det er Henning Dyremoses eksorbitante bonusordning et eksempel på, og det samme er de spor, som privatiseringsivrige investeringsfonde trækker over alt.

Der findes et ord for det. De kalder det globalisering. Det skal vi være verdensmestre i, har statsministeren sagt. Men man kan frygte, at de egentlige verdensmestre er de virksomheder, som opererer transnationalt og har vokset sig større og mere magtfulde end lokale regeringer og rundhåndet deler ud af bonusordninger. Under deres steppebrande er der ingen grund til at tro, at de har blik for, at der findes firmaer og virksomheder, der er væsentlige baser i civilsamfundet og har stor betydning for samfundets opretholdelse.

Tænd og sluk

Her er både TDC og berlingske i samme båd. Det drejer sig grundlæggende om kommunikation og om at sikre en offentlig og kommunikationskanaler, der fungere. Hvis det udelukkende bliver et spørgsmål om profit, er den debat ikke længere givet, for så er der ikke længere en nødvendighed offentlighed, men kun kanaler, der kan åbnes eller lukkes efter lyst. Venture-kapitalister kan være rejst nye steder hen i morgen, så de kan selvfølgelig være ligeglade. Og det samme kan tidligere konservative folketingspolitikere.

Åbenbart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu