Læsetid: 4 min.

For børnenes skyld

Indignation. Det lyder som venstrefløjens gamle vrede, men ender det ikke som middelklassens moralisme?
Indland
10. februar 2007

Man skulle tro, det var første maj. Mandag morgen brændte en stemme igennem radioen med en indignation, som om taleren stod foran et værft i de store dage i 70'erne, hvor strejker kunne blive til revolution, og de røde af et godt socialt hjerte hadede de rige.

Socialdemokraten Mette Frederiksen lød virkeligt vred. En sportskommentator ville have kaldt det 'venstrefløj i verdensklasse'. Og ingen kan være uenig med Mette Frederiksen: For det handlede om børnene. Om de børn, der har det svært. Hvem vil ikke gerne gøre godt for dem? Kan vi acceptere, at så mange børn bor hos voksne, som ikke er "kompetente" forældre?

"Mange forældre i dag har simpelthen ikke forældreevnen," buldrede Frederiksen, og hendes sag var klar: Mange flere børn skulle tvangsfjernes. Lige nu har myndighederne ganske enkelt ikke muligheder for at fjerne alle de børn, som har inkompetente forældre.

Det er rigtigt set: Det er synd for børnene, og vi må gøre noget.

Nogle mener så, at tvangsfjernelser er yderst delikate operationer, fordi staten griber ind i det allermest private og således rejser spørgsmålet: Hvis er børnene? Er det samfundets eller forældrenes? Andre mener, at samfundet ikke skal tolerere den slags svineri, som fordrukne eller syge forældre udsætter deres børn for, og vi må fjerne så konsekvent som muligt. Det mener Mette Frederiksen, for hun er indigneret: Venstrefløjen må støtte de uskyldige børn mod de skyldige forældre.

Vreden kan man ikke være i tvivl om, men er den venstreorienteret? Den retter sig ikke mod de rige og de stærke, men mod de svage og udsatte. Det er en social kritik, der vender nedad. Egentlig er det en kritik, som ligner middelklassens fordømmelse af alle, der ikke lever op til middelklassens standarder for god opførsel og rigtig opdragelse. Det er normal-Danmark, der frakender det laveste niveau i under-Danmark retten til at opdrage børn. Denne sociale forargelse ligger ikke langt fra småborgerlig fordømmelse. De svage bliver ikke behandlet som borgere, der skal gøres stærke, men som en trussel mod den sociale orden. Socialpolitikken får et skær af humanitær bistand, når vreden bliver til medlidenhed, og alle kan være enige om, at vi skal være gode ved de udsatte børn. De er jo uskyldige. Er det ikke lige præcis den type social foragt, der kalder sig godhed og siger 'for børnenes skyld', men som sætter en modsætning mellem venstrefløjens middelklasseværdier og underklassens ubehag, som finder protest i Dansk Folkeparti?

Det er ikke kun Mette Frederiksen, som har et problem. Hun er i denne sammenhæng kun et symptom på en krise i venstreorienteringen, som ikke bare skyldes fantasiløshed og dårlig tænkning. Som den tyske samtidsanalytiker Peter Sloterdijk sagde i det tyske dagblad taz for nylig: Venstrefløjen er ikke længere en trussel. Den er selv truet. Det skyldes ikke mindst forskydninger i produktionsforholdene: For 30 år siden kunne venstrefløjen kombinere indignation over nogles rigdom med indignation over andres fattigdom. Vreden over nogles elendighed var samtidig vrede på andres rigdom. De svageste var udbyttede på arbejdsmarkedet, og de stærkeste var udbytterne.

De riges moralske ressourcer

Hvis man kunne udpege et 'rigt svin', kunne man således skabe vrede over, at han eller hun levede stort på andres arbejde. I dag er de svageste ikke længere udbyttede, men overflødige. Deres problem er, at ingen vil udbytte dem. De står udenfor arbejdsmarkedet, og selvom 'industrien skriger på arbejdskraft', synes stadig omkring en fjerdedel af arbejdsstyrken i Danmark af den ene eller den anden grund diskvalificeret fra arbejdsmarkedet. Det er ikke, fordi 'udbytterne' har for mange biler og drikker for dyr vin.

Og rigdommen er ikke længere noget, der skaber vrede. Tværtimod elsker vi virksomhedslederne og de store entreprenører: De skaber 'vækst' i Danmark, som er med til at 'fremtidssikre' velfærdssamfundet. Intet opsving uden Mærsk, Novo og Dansk Industri. Vi er afhængige af dem og frygter, at de vælger at flytte deres arbejdspladser og entrepriser til andre lande med lavere skatter og færre restriktioner. Det sociale Danmark er afhængig af det entreprenante Danmark. Hvem hader Asger Aamund og Suzanne Bjerrehus? De er vel nærmest vor tids svar på Matadors Maude og Hans ChristianVarnæs. Han er den elegante velplejede businessman, som blander sig i velfærdsdebatten til vores alle sammens bedste. Og Suzanne Bjerrehuus laver moderne hjælpearbejde: Hun har redigeret en brevkasse i Ekstra Bladet, og hun har skrevet en bog som sin kræftsygdom, hvor hun åbent fortæller om Aamunds svigt. De er mennesker som alle andre, men alligevel med særlige kompetencer, der gør dem til en 'moralsk ressource'.

Mens socialisten Røde i Matador foragter burgøjserne i Varnæshuset, ringer danskerne ind til Bjerrehuus, når hun er gæst i Mads og monopolet på p3. Hun giver gode råd om, hvordan lytterne skal håndtere konflikter med kæresten eller samspillet op til en forestående fødsel. Maude har en fortid, hvor hun forsøgte sig med kunst, men i Matadors nutid er hun vært for velgørenhedsbasarer og nervøs for alt, hvad man kan være nervøs for. Bjerrehus har en fortid i pornofilm, hvilket hendes søn Oliver, som også er berømt som fotomodel og selv har fortalt om sin daglige hashrygning, har gjort grin med på tv. Men den slags accepterer vi i dag. Når bare man altså som Oliver har succes som model, eller som Suzanne bliver til en af samfundets bærende moralske kræfter. Og hvis ikke man får succes efter det vilde og uansvarlige liv, skal Mette Frederiksen nok komme efter den med sin vrede, og det vil igen i radioen lyde som om, det er første maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her