Læsetid: 2 min.

Den bedst egnede: Fem portrætter

1. juli bliver stillingen som direktør for Det Danske Filminstitut ledig. Hvis navn kommer til at stå på døren til et af de mest magtfulde kontorer i dansk filmlandskab? Vi kridter banen op og tegner fem portrætter af de bedst egnede
Indland
19. marts 2007

Robust og stærk

Vibeke Windeløv
Alder: 56 år
Nuværende job:
Filmproducent og executive producer i Zentropa.

Uddannelse: HD i organisation og management og har læst psykologi.

Tidligere poster: Siden 1976 produktionsleder og producer på en lang række spillefilm, herunder film af Lars von Trier, Gabriel Axel, Bille August, Jørgen Leth og Susanne Bier. Tidligere bestyrelsesmedlem i The European Film Academy og i Radio og tv-nævnet og jurymedlem i Venedig Film Festival.

Styrke: Kendt som en af dansk films dygtigste kreative chefer og har som producent for Zentropa vist sig som en god forhandler og en robust og stærk leder. Uforligneligt kendskab til det danske filmmiljø og har et stærkt internationalt netværk.

Svaghed: Har ikke ledet en kulturpolitisk institution og mangler cheferfaring på den kant. Kunne tænkes at være for stærkt knyttet til Zentropa. Og vil hun?

Respekteret

Jørgen Ramskov
Alder: 50 år
Nuværende job:
Administrerende direktør i Nimbus Film.

Uddannelse: Journalist.

Tidligere poster: Havnearbejder og rørlægger på værft i Århus. Fra 1988 journalist ved radio og TV, udlandsredaktør på Radioavisen, redaktionschef i TV Fakta, chef for DR's Dokumentargruppe og programchef i DR. Tv-direktør i DR 2001-2004, direktør for udvikling og produktion, DFI 2004-2006.

Styrke: Solid cheferfaring. Godt kendskab til og nyder stor respekt i både film- og tv-miljøet. Kendt for åben og dialogisk ledelsesstil, men også for at kunne skære igennem, når det kræves.

Svaghed: Kunne med sit politiske engagement bl.a. som medlem af hedengangne KAP, Kommunistisk Arbejderparti, ideologisk set være en kontroversiel kandidat.

Uafhængig

Anders Geertsen
Alder: 50 år
Nuværende job:
Område-direktør for Distribution og Formidling ved Det Danske Filminstitut.

Uddannelse: Uddannet i fransk og økonomi fra Københavns Universitet.

Tidligere poster: Fra 1991 forlagsredaktør og senere administrerende direktør (1999-2002) i Munksgaards Forlag og medlem af koncerndirektionen for Blackwell i Oxford.

Styrke: Gjort det godt som Områdedirektør for Distribution og Formidling. Forholdsvis uafhængig i forhold til branchen, så han ikke kan beskyldes for at favorisere 'gamle venner'.

Svaghed: Med baggrund i forlagsbranchen er Anders Geertsen kommet sent ind i filmbranchen og er derfor heller ikke så alsidigt funderet inden for film og tv. Sympatisk, men måske heller ikke en så markant leder.

Erfaringstung

Poul Nesgaard
Alder: 54 år
Nuværende job:
Rektor for Den Danske Filmskole siden 1992 og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

Uddannelse: Udlært i DR (angiveligt smidt ud af gymnasiet i 1.g, fordi han brugte mere tid hos Mogens Vemmer i Danmarks Radio).

Tidligere poster: Programmedarbejder, manuskriptforfatter, redaktør og instruktør for DR 1968-1992, bl.a. på Ungdomsredaktionen og Børneradioen. Stod i 1970'erne og 80'erne bag tv-programmer som 'I sandhedens tjeneste', 'Op på Ørerne, vi er kørende', 'Baggårdsredaktionen' og julekalenderen 'Jul og grønne skove'. Bestyrelsesmedlem o DFI 1993-1997, for TV2/Danmark 1999-2002 og medlem af Det Kunstneriske Råd for Dr. Dante. Hædret med adskillige priser.

Styrke: Kender både film- og tv-miljøet indefra og har vist sit værd som kreativ chef på Den Danske Filmskole.

Svaghed: Mindre erfaring som administrativ chef.

Dygtig leder

Vinca Wiedemann
Alder: 47 år
Uddannelse:
Filmklipper

Nuværende job: Kunstnerisk leder af Talentudviklingspuljen på filminstitutet.

Tidligere poster: Spillefilmkonsulent 1999-2003. Filmklipper siden 1986, lærer på Den Danske Filmskole 1990-95 samt underviser på filmskoler i England, Sverige og Norge. Har desuden arbejdet som filmproducer, manuskriptforfatter og assisterende instruktør. Medlem af filmudvalget i Kulturministeriets kanonudvalg.

Styrke: Kendt som en dygtig filmkonsulent på filminstituttet og ditto leder af Talentudviklingspuljen.

Svaghed: Forholdsvis ung og grøn som leder og administrativ chef.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her