Læsetid: 11 min.

'Vi sælger et problem'

Dødskampen. Fra hver sin side af skyttegraven fortæller politikere, embedsmænd og unge historien om, hvordan Ungdomshuset blev solgt. Det er historien om '25 subkulturelle unge' som ender på gaden. Om at blive pisset op og ned af ryggen og om at blive omringet som enlig venstreløve af 300 autonome
3. marts 2007

Politiet står på taget af Ungdomshuset, og de første brosten har lagt sig til ro på Nørrebros Runddel efter de indledende gadekampe. En regnbue har rejst sig på himlen over Nørrebrogade ud mod Nordvest. Overalt ses grædende unge, og luften er tung og stille som før storm.

Men hvordan kom det dertil, at Ungdomshuset blev solgt, og de unge sat på gaden? Og hvad blev der af løftet om, at der "selvfølgelig" skal skaffes andre lokaler til de mange aktiviteter?

På Ungdomshusets 16 års fødselsdag sker der en ulykke i Göteborg, der får betydning for huset på Jagtvej. Den 29. oktober 1998 brænder et diskotek, og 63 svenske unge omkommer. I Danmark får det overborgmester Jens Kramer Mikkelsen til at se på hvilke ejendomme, der er i risikozonen, og Ungdomshuset får besked på, at standarden skal hæves.

Den manglende brandsikkerhed nævnes i dag af flere involverede politikere som en væsentlig årsag til, at huset senere blev solgt. Det virker påfaldende, for huset fik bevilget omkring 140.000 kr. til arbejdet, og aktivisterne bragte sikkerheden i orden på to uger. Brandvæsnet godkendte i slutningen af 1998 arbejdet. Alligevel lyder det i dag:

"Brandvæsnet sagde, det var uforsvarligt, at de unge var der, og det ville koste omkring otte millioner kr. at sætte huset i stand. Det ville vi ikke give", siger Jette Bergenholz Bautrup (S), som også dengang sad i den københavnske borgerrepræsentation.

Nutidens standard

Andre nævner også sikkerheden som et væsentligt element:

"Man valgte den lette løsning: At komme af med det problem, hvis der skulle ske en ulykke", forklarer Finn Rudaizky, daværende medlem af den socialdemokratiske gruppe.

Rune Larsen fra Ungdomshuset var også med dengang: "Det er jo fuldstændig sort, at de stadig snakker om sikkerheden. Hvis ikke vi var blevet godkendt af brandvæsnet, kunne vi slet ikke have kørt videre."

Uenigheden om virkeligheden illustrerer distancen mellem politikere og de unge gennem hele sagen.

Mogens Pedersen fra Ungdomshuset sidder på tilskuerrækken, da et flertal af politikerne på rådhuset beslutter at sætte huset på Jagtvej til salg. Han er rystet over politikernes diskussion: "Hvis bare de havde brugt syv minutter på at læse deres egne papirer, var der ikke blevet sagt så meget vrøvl".

Blandt de farverige eksempler hører sømandsbossen Preben Møller Hansens sarkastiske beretning om Jagtvej 69's historiske betydning: "Jeg var nemlig til bal der i november måned 1944, og der traf jeg en ung pige på 15, og jeg pillede bukserne af hende på en trappeopgang", siger sømanden fra talerstolen og stemmer derefter for at sælge huset.

Socialdemokraterne henviser ikke længere til brandsikkerheden som husets største problem. Nu handler det om prisen på at renovere huset. Ungdomshuset trænger til en kærlig hånd, og Socialdemokraterne nævner to beløb på omkring seks og 11 millioner kroner, alt efter hvor fint det skal være.

"I forhold til de aktiviteter, der er i huset, er det et urimeligt stort beløb", siger Karin Storgaard (S). Hun er ellers positivt indstillet over for de mange aktiviteter i huset - hun nævner folkekøkken, koncerter, filmklub og gøglere.

Modstanderne af salget bliver ved med at sige, at istandsættelsen kan gøres meget billigere. De nævner to millioner som Københavns Ungdomscentres (KUC) vurdering af omkostningerne ved at sætte et råhus i stand, hvis de unge selv hjælper med.

"Hvorfor er det ikke godt nok, når det er det, de selv gerne vil have?", spørger Mikkel Warming (Ø).

På tilskuerrækken har aktivisten Mogens Pedersen svært ved at forstå, hvorfor politikerne insisterer på et beløb, der ikke på noget tidspunkt har været et krav fra Ungdomshuset. Tværtimod har aktivisterne igen og igen sagt, at man ikke behøver penge til istandsættelse, hvis bare kommunen vil ændre den tre måneders kontrakt, som gør det umuligt at få ekstern financiering. Hvis man kan få lovning på ikke at blive sat ud lige foreløbig, vil Ungdomshuset selv finde pengene, ligesom de har gjort tidligere.

Men Socialdemokratiet synes, at kommunen skal bruge minimum seks millioner, hvis det skal "leve op til nutidens standard". Og så mange penge er de ikke interesseret i at give.

"Jeg synes faktisk ikke, vi kan byde de unge det her hus", siger Mona Heiberg (A).

'25 subkulturelle unge'

De borgerlige er mere principielle: "Vi er imod Ungdomshuset. Det var vi fra starten af, og det er vi også i dag. Så er den klaret", siger Leslie Arentoft (V). Også han nævner kun de 12 millioner. "Dybest set er det, vi får for de penge, et festberedskab for en lille snæver gruppe mennesker".

Samme holdning lufter Rudaizky: "Jeg betragter det i dag som et værested for 25 unge med helt egen subkultur", skriver han i Politiken to måneder tidligere.

I rådhussalen foran politikerne ligger kommunens egne tal fra KUC, der dels viser, at 75-100 mennesker bruger huset på dagligt plan, dels at op mod 700 kommer til koncertarrangementerne.

I dag siger Rudaizky, at han godt vidste, at "rigtig mange mennesker brugte stedet", og at læserbrevet, der opfordrede "Så luk dog Ungdomshuset", var skrevet på fejlagtigt grundlag. Det blev han opmærksom på, da han besøgte huset sammen med Kultur- og Fritidsudvalget. Besøget fandt sted 25. februar 1999. Altså omkring to uger før han skrev sit læserbrev.

For Louise Frevert (O) er sagen ikke så kompleks. Hun siger om Jagtvej 69: "Lad os hurtigst muligt få sagen afgjort og få det revet ned. Simpelthen jævnet med jorden".

En anden borgerlig indvending imod huset er, at dets brugere er kriminelle. Det er ifølge Mikkel Warming (Ø) ikke sandt. Han henviser til et notat fra Politidirektøren Hanne Bech Hansen, hvor hun 3. juli 1998 har skrevet: "Påståede kriminelle aktiviteter og kriminel adfærd med udspring i Ungdomshuset bygger oftere på antagelser og formodninger (rygter) end på facts."

Det imponerer ikke Leslie Arentoft (V) som siger: "Hver gang, der bliver lavet en demonstration, og den udgår fra Ungdomshuset, så er det mærkeligt nok sådan, at SevenEleven og McDonald's får smadret deres ruder."

Aktivisten Mogens Pedersen sidder på tilskuerrækken og kan ikke genkende det hus, politikerne taler om.

"Vi havde lavet så mange fede arrangementer fra børnepunk til cirkus, og vi havde gjort alt for at åbne huset. Men vi fik aldrig åbnet dialogen med politikerne", siger han.

I salen skrider man til afstemning. Et flertal udenom SF, Ø og SOL beslutter at sætte huset til salg.

Alene med 300 autonome

En mandag aften kort tid efter beslutningen om salget, står Leslie Arentoft (V) alene foran Ungdomshuset. Han er blevet inviteret til 'Ungerens mandagsmøde' for at forsvare lukningen.

"Jeg troede, jeg skulle mødes med ledelsen, men så var der 300 autonome", fortæller Arentoft:

"I kan jo selv købe og drive stedet videre som herre i eget hus. Men så er I også selv ansvarlige", siger han til forsamlingen og stemningen er ond. Nogle teenagepiger skriger og bliver dæmpet af nogle mere ansvarlige. Leslie ryster af skræk, og sveder helt vildt.

"Der må jeg nok sige, at min deodorant slap op".

Det er Mogens Pedersen, der følger Leslie Arentoft ud af døren. Før de skilles, siger Pedersen:

"Jeg er fuldstændig uenig med alt, hvad du står for, men jeg synes det er sejt, at du tør komme her".

Leslie Arentoft er ude på gaden. Han tænder en smøg og går hjem.

Vi sælger billigt

Der er gået over et år siden, at kommunen besluttede at sælge. I lang tid har et banner prydet facaden af Ungdomshuset med teksten: 'Til salg - inklusiv 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra Helvede'. Det tilbud afholder mange fra at byde på huset, men i løbet af perioden har tre forskellige alligevel meldt sig. Det er den 16. november 2000, og kommunen skal beslutte, hvem der skal have lov at købe.

"Vi sælger billigt, men vi sælger også et problem", siger den konservative Thustrup Hansen. Forud har Økonomiudvalget afvist Fonden for Blivende Økologisk Balance, som i samarbejde med Ungdomshuset har budt lidt over to millioner. Fonden tilbyder at overtage det juridiske ansvar fra kommunen, men ikke at betale for bygningen. Derfor kræver fonden, at kommunen betaler købssummen tilbage gennem en månedlig leje. Det vil Økonomiudvalget ikke være med til.

Det ender med, at fondens tilbud er faldet fra, da beslutningen om salget skal træffes. Det skyldes blandt andet, at det for en del af aktivisterne fra Ungdomshuset er det svært at acceptere, at huset skal på private hænder. Dette princip er et stridspunkt internt i huset - og det får betydning igen senere hen.

Den ukendte køber

Kommunen sælger endeligt til et foretagende ved navn HUMAN A/S ved advokat Inger Stokvad Loft. At dømme efter diskussionerne ved ingen, hvem hun er.

Peter Skaarup (O) er utryg:

"Det kunne jo være, at Enhedslisten påtaget er så voldsomt imod det her, og så er det i virkeligheden nogle af Enhedslistens sammensvorne, der har lavet det."

Det tror Hans Thustrup Hansen (C) ikke på, for Enhedslistens medlemmer har ikke "et sådant skuespillertalent", at de kan spille rasende uden grund.

Jens Kramer Mikkelsen (S) prøver at gyde olie på vandene, og siger om Inger Loft: "Det er mit indtryk, at det er et meget ideelt tænkende menneske, som står bag det her".

Og hans partifælle Karin Storgaard siger: "Så vidt jeg kan forstå, er det meningen, at det skal fortsætte som Ungdomshus."

Så selv om de borgerlige er bange for at HUMAN A/S viderfører Ungdomshuset, og Socialdemokraterne er glade for at det nok vil ske, så er de enige om at sælge til aktieselskabets repræsentant, Inger Loft.

Hun har selv udtalt, at det er for at hjælpe de unge, at hun køber huset. En hjælp, Mogens Pedersen sammen med andre aktivister har takket nej tak til på et møde med Inger Loft forud for salget.

"Vi havde selv en fond, der ville købe, og Thustrup Hansen havde sagt, at hvis der ikke var seriøse købere, ville huset få lov at fortsætte. Derfor forklarede vi hende, at den bedste hjælp var at trække tilbudet, men det ville hun ikke høre på", fortæller han.

Kommunens ansvar

Ved salget til HUMAN A/S indføjer kommunen en klausul, om at kunne købe huset tilbage, hvis Inger Loft skulle vælge at sælge det videre. Men det kommer hun uden om ved ikke at sælge huset, men aktieselskabet til Faderhuset i september 2001.

Leslie Arentoft sammenligner forløbet dengang med situationen i dag, hvor de unge har sagt, at de kun ville flytte til den nedlagte skole i Stevnsgade, hvis de fik bygningen for én krone: "Det er til grin, hvis man tror, at de nogensinde ville dialogen. De lever af konfrontationen", siger han.

Selv forklarer aktivisterne deres afvisning af at lade fon.den købe til markedspris, både dengang og i dag, med at kommunen skulle acceptere Ungdomshuset som et kommunalt ansvar.

"Det handler dybest set om respekt. Vi er det sted, som skaber mest kultur for unge lavet af unge. Og vi løfter nogle sociale opgaver, fordi vi har rigtig mange utilpassede unge."

Den vurdering bakkes op af Hans Grønberg, der i en årrække havde ansvaret for Ungdomshuset, som direktør i KUC.

"Jeg har mødt 12-13-årige unge, der har stået på gaden og er blevet samlet op i Ungdomshuset og er kommet på fode, fordi de har fået hjælp," forklarer han.

Løftet

Og det var ikke noget dyrt kulturhus, fortæller han:

"De fik mindre end intet. Vi tømte containere og de fik ikke noget kontant tilskud til aktiviteter. Det kostede os måske 10.000 kr. om året", fortæller Hans Grønberg.

"Det er det billigste kulturhus, kommunen nogensinde har haft, og som tak for at løfte en kæmpe social opgave fik vi et spark i røven", siger aktivisten Mogens Pedersen.

I Ungdomshuset er spørgsmålet om det kommunale ansvar noget, som har givet heftige diskussioner. Mogens Pedersen hører til den mere pragmatiske fløj: "Jeg tror det er noget, man har stirret sig blind på," siger han.

Tilbage i 1999 på mødet hvor politikerne beslutter at sætte Jagtvej 69 til salg, er et gennemgående tema, at de gode aktiviteter skal have lov at fortsætte.

"Kultur- og Fritidsforvaltningen pålægges at søge lignende aktivitetsmuligheder for Ungdomshusets brugere andetsteds i byen", står der i beslutningen, og Jette Bergenholz Bautrup (S) siger til mødet:

"...selvfølgelig skal der, når det her hus lukker, skaffes andre lokaler til mange af de aktiviteter. Det står vi fast ved".

"Det løfte glemte de alt om, da beslutningen om at sælge først var taget", siger Mogens Pedersen.

Det afvises af Jette Bergenholz Bautrup: "Jeg var selv sammen med Jens Kramer Mikkelsen ude og tilbyde de unge, at de kunne få Huset i Magstræde", siger hun i dag.

"Det er direkte løgn. Jeg har fulgt Jens Kramer hele vejen igennem og diskuteret sagen med ham. Det passer ikke, at han nogensinde har tilbudt Magstræde", siger tidligere KUC-direktør Hans Grønberg.

Heller ingen af de unge forhandlere fra den tid, har nogensinde hørt om, at Jens Kramer skulle have tilbudt Magstræde.

"Der blev snakket om muligheden, men alle tog det for en joke, og det var aldrig et seriøst tilbud", siger Mogens Pedersen.

Selv afviser den tidligere overborgmester Jens Kramer af princip at kommentere noget som helst fra sin embedsperiode.

Det sidste tilbud

Det er onsdag den 28. februar 2007, og på Københavns Rådhus er Jette Bautrup, som formand i børne og ungdoms-udvalget med til at lukke Stevnsgadeløsningen. Fristen er udløbet, og Ungdomshuset har ifølge Jette Bautrup ikke meldt tilbage.

Stevnsgade skole overdrages til dem, den oprindelig var tiltænkt.

"Vi havde jo tilbudt Stevnsgade, også for at holde, hvad vi havde lovet", siger Jette Bautrup og henviser til løftet om kommunen skulle søge alternativer.

Det forstår Mogens Pedersen ikke: "Så løftet betød, at vi godt måtte købe et hus til 12 millioner?"

Ingen ved endnu, at det skal blive sidste dag i Ungdomshusets 24-årige liv, og Mogens Pedersen spørger sig selv, om den forhandlingstrategi, han har stået for, har været frugtesløs: "Det er først efter den 16. december, at de er begyndt at komme med udspil. Måske er det os, der har fejlet. I al den tid, hvor vi har forsøgt at komme dem i møde, har de bare pisset os op og ned af ryggen."

"De her folk er ikke interesseret i noget konstruktivt. Det er fuckfingeren hele vejen igennem", siger Leslie Arentoft.

På Nørrebro er Ungdomshuset blevet til Faderhuset. Udenfor på gaden står politiet vagt, og her bliver de stående indtil huset er revet ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu