Det borgerlige momentum

De hedder Ny Alliance, CEPOS, Velstandens Kilder, Punditokraterne og 180grader. Partier, tænketanke, debatbøger, blogs og netaviser, som sammen har formået at få de borgerligt-liberale tanker til at snurre i folks hoveder. Så meget, at endda De Konservative igen tør mumle noget om skattelettelser, mens det efterhånden er længe siden, Socialdemokraterne råbte op om en ophævelse af skattestoppet. Strategisk dygtigt, kalder forskere og politiske kommentatorer de liberales og borgerliges evne til at sætte sig på dagsorden i den seneste tid. Især fordi de stadig kun udgør en yderligtgående minoritet og langt fra omfavner den brede befolkning.

For hvad har tænketanken CEPOS? Ikke mange medlemmer i hvert fald, mener Henrik Bang, der er lektor på Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk identitetsdannelse og politisk kommunikation. Utroligt nok har CEPOS alligevel stor indflydelse på debatten, og sidste år lå en CEPOS-økonom på en tredjeplads over de mest citerede i medierne.

"Mens venstrefløjen stadig diskuterer input, det vil sige, hvad demokrati er, hvordan magten er skruet sammen, og hvordan man bliver anerkendt i politiske beslutningsprocesser, er hele den politiske kommunikation rykket et helt andet sted hen. Nu handler det om at levere varen, om hvem der har de bedste værdier, den bedste flygtningepolitik, den bedste politik for sundhedssystemet. Det handler om produktivitet, og hvad kommer ud af det politiske system, ikke hvad der kommer ind," siger Henrik Bang, der mener, at venstrefløjen - desværre - er sat fuldstændig af på det punkt.

Også tidligere spindoktor for Det Konservative Folkeparti, Niels Krause-Kjær, mener, at den borgerlige fløj har fået banehalvdelen for sig selv: "Den ene forklaring er, at det er her politikudviklingen sker for tiden. Det ser man ikke kun i Danmark, men også i Storbritannien og i USA. Det har gjort, at alle har taget et skridt til højre, og det kan ikke engang Villy Søvndal sige sig fri for. For første gang i Danmarkshistorien er der ingen af partierne på Christiansborg, der ønsker en radikalt anden samfundsmodel."

Partikapring

Den anden forklaring på den borgerligt-liberale opposition, som er marginal, men højlydt og som vi ser i blogs, i debatbøger, i netaviser, er udtryk for et oprør mod den nye borgerlighed, der udspiller sig i Folketinget.

"På en lang række punkter opfatter de sig som værende i opposition til den etablerede borgerlighed eksempelvis i spørgsmålet om, hvor stor staten skal være, og hvor høj skatten skal være. De vil ikke acceptere, at eksempelvis skattespørgsmålet er blevet så voldsomt afpolitiseret," siger Niels Krause-Kjær og peger på, hvor travlt erhvervslivet har haft med at omfavne Ny Alliance og dermed gøre det til erhvervslivets 'eget' parti.

"Man kan næsten tale om en slags partikapring for ved at støtte dem, har de etableret et kraftigt link mellem dem selv og partiet, og dermed har de givet Ny Alliance en anden drejning i offentligheden, end Naser Khader måske oprindeligt havde forestillet sig," siger Niels Krause-Kjær.

Men Lars Seier Christensen, der er administrerende direktør for Saxo Bank, som donerede en million kroner til det nye parti, mener absolut ikke, der er tale om en partikapring.

"Vi har da ikke blandet os i, hvad de gør med pengene, andet end at de er del af den debat, vi gerne vil støtte. Vi har hverken forpligtet dem eller os til at gøre noget som helst. Men vi støtter dem, fordi vi selvfølgelig håber, at Ny Alliance vil føre til konkrete resultater," siger Lars Seier Christensen, der absolut ikke lægger skjul på sin borgerlighed, lige som han ikke søger at skjule, at 'konkrete resultater' betyder skattelettelser. Og selv om de borgerlige har formået at gøre mere opmærksomme på sig selv på det seneste, er det ikke blevet nemmere at være borgerlig.

"Vi har endnu ikke set konkrete resultater, og debatten om eksempelvis det høje, danske skattetryk har ikke været i gang i mainstream borgerlig debat. For os er det et helt praktisk problem, når vi forsøger at tiltrække højt kvalificerede medarbejdere, for på det punkt er Danmark ikke konkurrencedygtigt, og regeringen har ikke villet tage det op," siger Lars Seier Christensen.

Stendød liberalisme

Men at de yderligtgående borgerlige kredse ser sig som en opposition, er en del af drivkraften bag den heftige borgerlige debataktivitet, mener Niels Krause-Kjær:

"Hvis Venstre og De Konservative havde været i opposition på Christiansborg, havde vi ikke set samme energi og samme indædthed i de liberale og borgerlige kredse, for så havde partierne selv kunnet opsuge utilfredsheden."

Men nu må de som regeringspartier omfavne den brede midte. Derfor er det netop i oppositionen og i utilfredsheden med regeringens midtsøgende politik og ønsket om at genpolitisere de områder, den borgerligt-liberale regering har fået afpolitiseret, der har fået det til at boble og syde i de borgerligt-liberale kredse uden for Christiansborg.

"Men der skal ikke herske tvivl om, at det er en borgerlig elite, der på det seneste har formået at råbe lidt højere. Det er en marginalgruppe, der indtil videre ikke ser ud til at ramle ind i noget folkedyb."

Faktisk så lidt, at Lars Bo Kaspersen, der er lektor ved Copenhagen Business School, kalder liberalismen for stendød. For i de seneste 100 år har der stort set været konsensus om velfærdsstaten, der er blevet stadigt mere udbygget; især efter Anden Verdenskrig. Og når vi diskuterer, så handler det om vi skal have en lille smule mindre stat, eller om vi skal betale en lille smule mindre i marginalskat.

"Det er virkelig langt fra rigtig liberalisme," siger Lars Bo Kaspersen, som forsker i forholdet mellem stat og marked og kalder den nye liberalisme for socialliberalisme med frihed til den enkelte kombineret med kollektiv solidaritet. Alligevel ser han det ironiske i, at Venstre kalder sig for et liberalt parti, samtidig med at regeringen Fogh er den mest interventionistiske, vi har set i mange år.

"De seneste 10 år har statsapparatet udvidet sig som en respons på terror og internationalisering. Det har vi ikke kun set i Danmark, men også i resten af den vestlige verden. Og her er der bare ikke plads til ægte liberalistisk frihed."

Men diskussionerne er der stadig. Og selv om de bliver ført på yderfløjene og i de lukkede miljøer, er det også her, mange nye ideer og tanker begynder, mener Niels Krause-Kjær.

"Dem kan man så forholde sig til eller tage afstand fra. Men alene, at man forholder sig til det, kan være en halv sejr og en halv begyndelse på en ny dagsorden."