Læsetid: 9 min.

Kampen om det åbne land

Danmarks landskab er lige nu rammen om en æstetisk magtkamp. Dagligt lukker tre landbrug, og millioner af kvdratmeter overflødige landbrugsbygninger forfalder, mens storbønder bygger nyt - og tudegrimt, mener mange. Men hvad skal vi med det åbne land - frilandsmuseum med klappekøer eller industrilandbrug?
Indland
19. maj 2007

Den trelængede gård er en uddøende race, Morten Korch er for længst drevet på flugt og Danmarks åbne land undergår lige nu en rivende forandring. Spredt i det åbne land står 60 millioner kvadratmeter overflødige stalde, lader og andre produktionsbygninger og synker sammen. Hver dag lukker tre landbrug, når en landmand stiller træskoene eller bare giver op, og en storbonde overtager jorden for at dyrke den eller sprede sine grises gylle på den. I løbet af de næste 10 år vil 60.000 gårdes stuehuse derfor blive ledige, så byboere kan flytte ind. Og i samme periode vil der blive opført mellem 10 og 20 millioner kvadratmeter nye landbrugsbygninger. Sådan lyder vurderingerne fra Miljøministeriet og landbrugets egne folk; der sker ting og sager derude på det åbne land. Arkitekt og Landsbyforsker Jørgen Møller, Aalborg Universitet, er bekymret:

"Princippet om, at forureneren betaler, gælder ikke de spøgelsesbygninger, landbruget efterlader sig, og som jeg synes virkelig skæmmer det åbne land - som i øvrigt er utroligt smukt lige nu, med sol og gule rapsmarker," siger han og efterlyser en form for nedrivningsstøtte: "Landbruget har ingen interesse i at betale for nedrivning - landmændene gør jo ikke noget, de ikke får støtte til."

Men hvad skal vi stille op med den enorme, æstetiske udfordring, fremtiden byder på? Skal landet gennemtrevles af naturstier til turister og tilflyttere, gårdene omdannes til økologiske ishuse og markerne befolkes af lykkeligt drøvtyggende klappekøer og små søde føl? Eller skal vi bare finde os i, at landet altså lugter, og at fremtidens landbrug minder mere om sværindustri end om den bondebarndom, de fleste bedsteforældre kan fortælle om?

"Landbruget taber på sigt. Vi kan lige så godt rette ind med det samme," siger Torben Knudsen, landmand og tidligere borgmester i den hedengangne Nr. Aaby Kommune på Vestfyn. Han råder over 100 hektar, 500 svin og tre gårde, og bor i minilandsbyen Gadstrup, gemt bag en lærkebesunget gul rapsmark. Her er vitaminer i luften, og der ligger en død gris i naboens indkørsel. Der skal være plads til alle på landet fremover, mener Torben Knudsen - så det er ikke for at forhindre rekreativt brug af landet, at han kører en sag mod kommunen, som vil ekspropriere noget af hans jord til en natursti. Det er mere, fordi stien ligger et tåbeligt sted. Torben Knudsen er skam også meget glad for den naturgenoprettede sø, stien skal føre ned til, siger han og tilføjer:

"Jeg har sådan en lille helikopter, og søen ser da mægtig fin ud, når jeg flyver hen over."

Tre meninger (mindst)

Seniorrådgiver ved Center for Skov og Landskab, Københavns Universitet, Hanne Tanvig er lidt mindre kategorisk end Torben Knudsen, adspurgt om landmændene har tabt kampen om det åbne land:

"Jeg ville nok ikke sige det sådan. Måske er det mere noget udviklingsmæssigt, det er ikke længere en enkelt sektor, som styrer et områdes udvikling," siger hun.

"Hovederhvervene i landdistrikterne er fremstillingsvirksomhed og service - selv hvis man undersøgte den mest landbrugsagtige kommune, ville man finde ud af, at højst 20 procent af arbejdspladserne kunne relateres til landbrug, resten er byerhverv på et eller andet plan," siger hun.

Der er tre fremherskende synspunkter på, hvordan udviklingen bør gå, forklarer Hanne Tanvig: For det første 'Københavnersynspunktet', som hylder den skarpe grænse mellem land og by - land skal være land, og det skal være pænt at kigge på. Sådan lyder det fra blandt andet miljøministeren.

For det andet er der det synspunkt, at æstetiske hensyn ikke skal have lov at bremse udviklingen på landet - hvad enten det drejer sig om industrilandbrug eller om fabrikshaller langs motorveje og i udkanten af byer, skal der gives los.

Og så er der den tredje mulighed, som Hanne Tanvig selv er fortaler for: Det ene behøver ikke at udelukke det andet. Man kan godt få økonomisk udvikling til landdistrikterne, uden at der bliver hylegrimt, hvis bare man tænker sig om.

Den ny landadel

Jørgen Møller fra Aalborg Universitet har tit diskuteret den udvikling med Hanne Tanvig, og han er mindre optimistisk. Han forudser, at landet deles i to: De fjerneste landdistrikter (altså fjernest fra byerne) vil forfalde, blive præget af fraflytning og industrilandbrug og alt i alt blive grimmere og grimmere.

De landdistrikter, der ligger tættere på byerne, er derimod ifølge Jørgen Møller hastigt på vej mod en helt anden fremtid:

"Der er en zone omkring de større byer, som jeg kalder Dallas-bæltet, efter de Dallas-hegn, tilflytterne sætter op om deres huse. Det er folk med gode indkomster, som driver lyst-landbrug. Jeg kalder dem 'den nye landadel' - det er sådan nogle med en stor firhjulstrækker og en rigtig flot hestetrailer bagpå," siger han.

Den nye landadel bliver for det meste modtaget ganske godt på landet, hvor Jørgen Møller også selv bor, mener han:

"Det er jo ordentlige mennesker, som vi siger herude på landet."

"Det eneste problem, når en bybo har købt en landejendom, er, at man kan være stensikker på, hvad han gør: som det første sætter han et hegn op om sin grund. Som det næste begynder han at plante læhegn, og det tager jo de andres udsigt. Og hegnene kan spærre for nogle århundrede gamle stier."

Samtidig er tilflytterne ikke altid lige glade for de rekreative tiltag på landet, mener Jørgen Møller.

"Der bliver jo mere og mere Disneyland over det derude - med vandrestier, cykelstier, naturstier og hvad ved jeg. Dem, der ønsker Morten Korch-idyl, er pressede: de vil jo gerne være i fred og ikke have en masse folk til at kigge ind ad deres vinduer. Det er en kulturkamp, som foregår hver eneste dag," siger han.

Den samme advarsel lyder fra Kræn Ole Birkkjær, der rådgiver landmænd i forbindelse med nybyggeri som landskonsulent ved Dansk Landbrugsrådgivning:

"Vi skal passe på, at det ikke bliver det rene Laredo-land, hvor vi skal sælge is og sætte forsamlingshuse i stand. Der skal også være noget, som trækker en udvikling i gang," siger han. Løsningen er at kombinere landbrugets ønsker med resten af samfundets, mener han - og det samme mener seniorrådgiver Hanne Tanvig. Hun forudser dog problemer, hvis landmændene fortsætter i den industrielle (og ildelugtende) udviklingsretning, og der samtidig kommer mere gang i de fraflytningsramte landdistrikter:

"Hvis man bruger de nye rum og muligheder, så kommer man på konfliktkurs med de store og klodsede landbrug, specielt hvis de også stinker," siger hun.

Naturen er for alle

Sådan en konflikt er den 34 år unge landmand Lars Hansen fra Dømmestrup mellem Odense og Ringe havnet i. Han er en driftig mand - så driftig, at han med beklagelse (på mobil fra stalden) må afvise at tage imod, da Information kommer forbi. Han har også tre gårde, en masse grise og et formandshverv i den lokale landboforening at tage sig af. Men en af hans naboer, skolelærer Carsten Døssing, tager imod.

Han har klaget til Naturklagenævnet over Lars Hansens seneste planer om en kraftig forøgelse af grisebestanden, hvis gylle bliver spredt ud på de omkringliggende marker. Der er rigeligt at skulle lugte til den nuværende mængde gylle, mener Carsten Døssing. Han og konen Anne i det gule hus ved den blinde vej udlejer en stor del af deres seks tønder land til en lokal gartner, som dyrker økologisk rabarber.

"Vi kunne ikke drømme om, at nogen skulle få lov at sprøjte vores jord eller bygge noget grimt. Vi synes jo, at husene og landskabet skal klæde hinanden," siger Carsten Døssing, som har boet ved Dømmestrup med familien i 12 år. Han kan se udviklingen omkring sig:

"Når de gamle landmænd dør, springer de lokale bønder til, køber gården, beholder jorden og sælger huset fra med lidt jord, så der er nok til et par heste. Det er jo opskriften ..."

Den udvikling brænder broer, frygter Carsten Døssing, så udviklingen mod stadig flere af de store industrilandbrug aldrig kan vendes. Selv går han ind for små, økologiske brug og mener, at den moderne produktionsmetode er forkert: "Altså ... En gris, der ikke får lov at komme ud og se himlen, mærke vinden og rode med snuden i jorden," forklarer han og erkender:

"Det er jo interessemodsætninger; nogen vil jo nok sige, at vi er luksusforbrugere af jorden - at vi bare vil have solskin."

"Vi synes jo, at naturen skal bruges af os alle - vi ville for eksempel godt have et stistystem, så man kunne komme rundt og se landskabet indefra i stedet for fra bilen, som jo også forurener," siger han, og viser rundt i haven med det lange græs og frugttræerne.

Barndommens land

Ifølge professor Jørgen Primdahl, Center for Skov og Landskab, Københavns Universitet, bunder en stor del af striden om landdistrikternes fremtid i vidt forskellige opfattelser hos landmændene og resten af befolkningen om, hvad 'landet' er.

"Den almindelige forestilling, knyttet til byen, handler om fremgang, risiko, udvikling og teknologi, mens forestillingen om landet kredser om barndommen, om stabilitet, tryghed og gamle dage," siger han med et citat fra den engelske litteraturhistoriker Raymond Williams.

Det paradoksale er blot, at den allerbedste repræsentant for bymentaliteten er en moderne landmand - han vil forandre, ikke bevare, og sådan kommer den fremskridtstroende landmand altså i konflikt med den romantiserende bybefolkning. Modsætningerne gør, at vi lever i "en udefineret nutid", vi kan ikke koble forestillingerne om fremtiden med fortidens værdier, pointerer Jørgen Primdahl. Derfor er det så svært at tale sig frem til en fornuftig plan for det åbne lands fremtid, mener han.

Selv har han et par bud på, hvad fremtiden kan byde på: først og fremmest mener han, at den store satsning på industrilandbrug i længden er en tvivlsom strategi: "Jeg ville ikke investere i det," siger han.

"Hvis man ser på det i relation til alle de øvrige interesser i det åbne land - boliger, besøgsområder, rekreation, turisme og natur - så vil der næppe være bred accept af en industriel udviklingsstrategi."

Med en ny afgørelse fra EU-domstolen er der ellers åbnet for, at industrilandbrug kan blive drevet af selskaber og ikke kun af selvstændige landmænd, som det er tilfældet i dag - og dermed kan man lave en forretningsmodel med meget store, industrielle brug, som er udbredt i eksempelvis USA. Og i debatten cirkulerer flere bud på, hvordan industrilandbrugets fremtid kan blive lys, men Jørgen Primdahl er skeptisk over for, hvor realistiske de er:

"Der trives måske en forestilling om, at der ligger et nyt vindmølleeventyr i energimæssig udnyttelse af gylle, med en kombination af biogasanlæg og koncentrerede landbrugsindustrianlæg - uden tilknytning til landbrugsjorden. Jeg tror bare ikke på det - ikke med den modstand, der allerede i dag er mod de store svinebrug," siger han.

Ligeledes er idéen om at udpege særlige 'industrilandbrugszoner', hvor landbruget kan bygge store svinefabrikker, ifølge Jørgen Primdahl, næppe realistisk:

"Hvilken kommunalbestyrelse får man til at udpege særlige industrilandbrugszoner?" spørger han retorisk. Han tror heller ikke på, at eventuelle zoner vil blive udpeget fra centralt hold.

Ifølge Jørgen Primdahl ligger landbrugets (og dermed landskabets) fremtid et helt andet sted - i en satsning på kvalitet i stedet for kvantitet i fødevareproduktionen:

"Man kan forestille sig, at man i stedet for at satse på industrielt landbrug satser på kvalitetsprodukter, som man så kan kræve en højere pris for - at man eksempelvis opgiver at konkurrere med industrikød fra Østeuropa og USA. Det ville være i tråd med dansk landbrugs lange tradition for fornyelse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her