Anerkendelse kræver anerkendelse. Længere er den ikke.
"Anerkendelse handler om gensidighed. Det er anerkendelsens logik, at den anerkendelse, der betyder noget, får man fra én, man selv anerkender. Man kan ikke bruge anerkendelse fra nogen, man ikke selv synes, er noget værd," sagde Jonas Jakobsen, der er cand. merc. i filosofi, historie og tysk litteratur, da Information var til konference med overskriften Anerkendelse og integration på Syddansk Universitet i Odense. Arrangørerne var Pigernes Aktivitetsforening (PAF) i Vollsmose med Asmaa Abdol-Hamid i spidsen og som ordstyrer.
Konferencen har været på tegnebrættet i et halvt år, fordi PAF mener, at der er behov for debat om, hvordan vi i praksis skal tale integration. Fokus var lagt på etniske minoriteter og spørgsmålet om anerkendelsen i det danske samfund: "Det betyder på den ene side, at det danske samfund ikke bare kan stå og kræve anerkendelse fra en masse grupper, hvis de ikke aktivt selv går ind og prøver at give de grupper lidt anerkendelse," indledte Jonas Jakobsen konferencen. Han har udgivet flere bøger om anerkendelse, med den tyske socialfilosof Axel Honneth som forbillede.
Med henvisning til Honneths tre anerkendelsesprincipper forklarede Jakobsen, at vores identitet ikke er monologisk, men dialogisk. Man kan ikke opretholde en opfattelse af mig selv som respektabel og værdig, hvis man hele tiden får at vide, at man ikke er det.
"Den opfattelse man har af sig selv, er man nødt til at få bekræftet af andre - både af mennesker man møder, men også af det institutionaliserede samfund og den offentlige tone. Hvis møderne med den institutionaliserede verden er negativ, får man en negativ selvopfattelse," sagde Jonas Jakobsen.
Det handler om, hvad man kan gøre for at få muslimer eller personer med anden etnisk baggrund til at føle sig hjemme i samfundet, forklarede samfundsdebattør Mona Sheikh, der er cand.scient.pol. med speciale i radikal islamisme og international sikkerhedspolitik.
"Det handler om hjemmefølelse på det sted, man lever. Vi skal se på, hvad man kan gøre politisk for at vores 'nye' borgere føler sig hjemme og tilpas. Det kan initiativer som at bygge en moske eller en gravplads. Det er sådan noget, der ville få muslimer til at føle sig hjemme og få en loyalitetsfølelse i Danmark."
Muslimer nutidens jøder
Hun bebrejdede den danske integrationsindsats for kun at være fysisk, eksempelvis når der altid bliver talt op i, hvor mange, der er i arbejde.
Hvis en stor gruppe i samfundet får en negativ opfattelse af en anden gruppe, så smitter det hurtigt af på mange andre grupper i samfundet.
Georg Metz påpegede, at han selv tilhører en minoritet, idet han er ud af en jødisk familie. Han ser nogle paralleller med det, der er sket for jøderne i førkrigstiden, og hvordan vi i dag behandler herboende muslimer.
"Der var præster dengang, der havde foreninger, der bekæmpede jøderne. De sagde, at hvis de ikke makkede ret - eller helst forsvandt - så ville det være meget ubehageligt for dem i det danske samfund. Jeg kan ikke lade være med at se det, vores muslimske medborgere oplever i dag, som noget af det, jøderne er sluppet for," sagde journalist og kommentator ved herværende dagblad i sit oplæg på konferencen.
"Man kan jo få en fornemmelse af, at der er et fast behov i befolkningerne for at have et objekt, de kan fastholde som truende for den såkaldte sammenhængskraft," fortsatte han.
Der er en fare for radikalisering i visse grupper, der ikke opnår anerkendelse. De definerer så sig selv som en modkultur og ikke som en del af samfundet.
"Honneth bruger eksemplet med de nynazistiske grupper i Tyskland. Det kan også være muslimer, der føler, at samfundet ikke har givet dem en mulighed for at blive en del af det," forklarede Jonas Jakobsen. Dette har vi allerede set eksempler på i Danmark med 'utilpassede' unge, der laver ballade i Gellerup, Vollsmose og Nivå. Men spørgsmålet er, hvor langt vi skal gå i håndsrækkelsen til ekstremistiske grupper som Hiz-but-Tahrir. Det kom der ikke noget svar på til konferencen andet end, at der var enighed om, at det er en svær balancegang. Problemerne ligger også i, at vi ikke helt har vænnet os til det samfund, vi lever i.
"Vi er gået fra et unikulturelt til et multikulturelt samfund. Vi er blevet meget individorienterede, så kontrasten mellem det muslimske samfund og 'vores' er blev skarpere," sagde Mette Bock, prorektor på Aarhus Universitet og tidligere chefredaktør og administrerende direktør på Syddanske Medier.
På den politiske scene
Endnu en samfundsdebattør, Zubair Butt Hussain, kom på banen og harcelerede over den generelle tone i samfundet:
"I indvandredebatten er vi så gode til at snakke forbi hinanden. Henriette Kjær (K) udtalte i Kristeligt Dagblad den 27. februar 2006: 'Det er ikke os, der skal vænne os til indvandrere, det er dem, der skal vænne sig til os'. Det er noget med ikke at se denne her gruppe af mennesker som individer, men som én stor flok," sagde Zubair Butt Hussain, der arbejder som projektleder i Sundhedsstyrelsen.
Manglen på anerkendelse ses ikke kun i de udstødte minoritetsgrupper, lød kritikken. For selv anerkendte politikere med muslimsk baggrund bliver i samfundet ikke behandlet på lige fod med etnisk danske kolleger. Asmaa Abdol-Hamids tørklædesag blev der da også refereret til adskillige gange under konferencen.
Vi fokuserer på, hvordan religiøsitet bliver brugt i det politiske liv. I omtalen om Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat for Enhedslisten, irriteres Sheikh over, at der hele tiden har været fokus på Abdol-Hamids tørklæde.
"Medierne har hele tiden tolket, hvad der ligger i Asmaas tørklæde. De har været ligeglade med, hvad Asmaa egentlig selv lægger i det. Hvad tror vi, der ligger i Asmaas tørklæde - er det kvindeundertrykkelse, eller hvad ligger der i begreber som sharia," spurgte hun retorisk:
"Der er mange, der sidestiller sharia med håndsafhuggelse, dødsstraf og kønsulighed, men sharia er meget mere; det er blandt andet kæ0rlighed til andre og naturen. Det drejer sig hele tiden om, hvad man tror, der ligger i det, og ikke hvad den enkelte muslim siger, vedkommende står for," fortsatte Sheikh, der i sin tid måtte forlade Det Radikale Venstre, fordi hun ikke tog afstand fra shariaen.
Hun er utilfreds med, at der ligger en misforstået forståelse af, at islam repræsenterer politik, og at religion i muslimers forstand er mere absolut i sin reference end så mange andre ting.
"Det er en fuldstændig misforståelse af, hvordan politik fungerer i dagens Danmark. Se bare på udtalelser fra nærmest hvem som helst af de toneangivende politikere, så har de ofte begrundet deres holdninger med 'en eller anden følelse eller fornemmelse', de har. Det er fuldstændigt ikke-rationelle argumenter, de kommer med. Det samme som de anklager religion for at være; irrationelt og ubegrundet," sagde Sheikh.
Jørgen Bæk Simonsen, historiker med speciale i arabisk og islamisk historie, mindede os om noget så banalt - og alligevel relevant - som, at muslimer er ligeså forskellige i deres overbevisninger, holdninger og værdier som etniske danskere:
"Man beder tit muslimerne om at tage samme stemme. Men hvornår er det lige, danskerne har været enige om alt. Det er vist aldrig sket."
