Olga Porotnikoff er ikke som de fleste 84-årige kvinder. Der er småkager, the i skrøbelige kopper, billeder af børn, børnebørn og lidt gangbesvær, men bag det korte, hvide hår er en hjerne, der har studeret de kemiske sammensætninger af vitaminer, været med til at opbygge de to største danske bibliotekers databaser over magasiner og bøger. Hun har hjulpet forskere med ansøgninger til EU og undersøgt brugen af elektronisk information i Europa. Og så er Olga Porotnikoff mønsterbryder - af alle mulige mønstre.
"Der var ingen, der fortalte mig, at jeg ikke kunne blive, hvad jeg ville. Far ville gerne have været lærer, men som immigrant fra Sibirien endte han som cementstøber. Mor var ordblind og ufaglært, så der var ikke noget i nærheden af mit barndomshjem, der lignede en student," siger Olga Porotnikoff.
Men det gik godt i skolen. Specielt i matematik, fysik og kemi.
"Min fysiklærer i mellemskolen inspirerede mig. Egentlig var han kendt for ikke at gide undervise piger, men han opmuntrede mig med sine historier om universets udvidelse eller nye teknologiske påfund. Det var helt nyt dengang, og han åbnede verden - og dermed bøgerne - for os," siger hun.
Det var ikke hjemme, hun skulle finde bøgerne. Den eneste bog hun husker fra barndomshjemmet er en russisk udgave af Pushkins digte.
"Derfor kom jeg tidligt til at bruge biblioteket. For 10 øre om året havde jeg adgang til viden, og det står stadig for mig som demokratiets grundsten," siger Olga Porotnikoff og korser sig over, at man i nutidens overskudsdanmark lukker lokale folkebiblioteker.
Hvad hun ikke vidste var, at biblioteket skulle blive hendes levevej mange år senere. dengang var det stjernehimlen over Bellahøj, der fascinerede.
"Det var så fantastisk når jeg havde held til at se Andromedatågen. Dengang vidste jeg ikke, at den var over to millioner lysår fra jorden, men det gav sådan et sug i maven at kigge på stjernerne," siger Olga Porotnikoff, der som 12-årig besluttede sig til, at hun ville være astronom.
Maskin-Agnes
Efter en kort visit på astronomi, blev det dog kemien og det lidt mere nære studiemiljø på Danmarks Polytekniske Læreanstalt (i dag Danmarks Teknisk Universitet), som hun gik i gang med.
"Ganske få af drengene og så godt som ingen af pigerne var fra arbejderhjem på læreanstalten, men jeg tænkte aldrig så meget over det, fordi der var mange unge fra små kår. Det, der var et kulturchok for mig, var, at piger var anderledes. Det var et meget mandsdomineret sted - ikke så meget på kemi, hvor jeg gik- men på de andre studier gik de få piger under navne som maskin-Agnes og bygnings-Else. Der var sågar et dameværelse, hvor os fra den anden planet kunne gå ind og få lidt fred," fortæller Olga.
Fred fik de ikke. De fleste af pigerne fandt kærester på læreranstalten, blev gift og fik børn. Også Olga. Efter fem år på Statens Vitaminlaboratorium stod valget mellem karrieren eller børnene
"Jeg kan huske, at jeg spurgte min mand, som det naturligste i verden, om han ikke havde lyst til at gå hjemme sammen med børnene. Han svarede, at tiden ikke var moden til det, og det var den på sin vis heller ikke - nok kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, men det var stadig ikke indrettet til kvinder med børn. Jeg synes ikke, at jeg kunne have både karriere og tre børn inden for fire år og gøre begge dele tilfredsstillende, men hvis jeg havde vidst, at der skulle gå så lang tid, før jeg kom tilbage på arbejdsmarkedet, så kan det godt være, at jeg ikke havde fået børn med så få års mellemrum," siger Olga Porotnikoff.
Ukuelig kurs
Efter 14 år som hjemmegående husmor i Grenå, hvor hendes mand fik arbejde, gik hun en dag ind på Statsbiblioteket ved Aarhus Universitet og spurgte overbibliotekaren om de ikke havde brug for en, der havde forstand på det tekniske.
"Dengang var de fleste bibliotekarer ikke så venligt stemt overfor teknologien. De fleste ansatte var humanister og teologer og synes, at det der med teknikken var ganske overflødigt," husker Olga Porotnikoff, der under sine besøg på Statsbiblioteket havde lagt mærke til, at det ikke gik så godt med at finde bøger. Og det var nok noget, hun kunne ordne.
"Der skete det interessante, at da katalogerne blev elektronisk tilgængelige, og brugerne kunne søge i en database, så steg udlånstallet dramatisk. Jeg fandt på navnet SOL-systemet, som søgesystemet på Statsbibilioteket hedder, på grund af min interesse for astronomien," fortæller Olga.
Siden gik karrieren derud af på Det Kongelige Bibliotek, i Statens Bibliotekstjeneste og i EU-Kommissionen inden hun gik på pension for 17 år siden. Universitetsverdenen er langt fra gledet i baggrunden. I Akademiet for Den Tredje Alder diskuterer hun ivrigt kosmologi med andre ældre akademikere. Hun kan blive godt gammeldags forarget over, at forskerne i dag skal målrette forskning og bruge så meget af deres intelligens og tid på at søge penge.
"Forskningen er jo blevet politiseret, når det handler om at forske i noget, der er oppe i tiden i stedet for at prøve at finde en sandhed. Det er jo ikke nødvendigvis de bedste forskere, der er de bedste til at skrive ansøgninger," mener Olga Porotnikoff.
Og så kan hun godt undre sig over, at der på universiteterne i dag ikke er mere bevidsthed omkring ligestilling.
"Der var jo så mange gode tiltag under studenteroprøret i 60'erne, så jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor man stadig ikke har lavet en ligelig kønsfordeling i ansættelses- og bedømmelsesudvalg på universiteterne, men også i mange andre offentlige institutioner. Det er jo helt afgørende for, at kvinderne kan komme med," lyder det oprørt fra Olga Porotnikoff, der i stedet har taget sine små skridt for ligestillingen ved blandt andet at fortælle sin datter og børnebørn om Marie Curie og lært sønnerne at lave mad.
