Læsetid: 2 min.

Balladen i DF fortsætter

Pia Kjærsgaard har ikke meget held med at sætte sine partifæller i Dansk Folkeparti på plads. Senest har Morten Messerschmidt hyldet Hitler ved en druktur i Tivoli
Indland
28. april 2007

Føljetonen om ekstreme udtalelser fra medlemmer af Dansk Folkeparti ser ikke ud til at slutte foreløbig.

Knapt havde Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, nemlig forsøgt at lægge låg på sine partifællers rabiate presseoptrædener, før den var gal igen.

I gårdsdagens udgave af dagbladet BT kunne man nemlig læse, hvordan partiets Morten Messershcmidt ved Tivolis åbning i forrige uge havde hyldet Adolf Hitler ved at råbe Sieg Heil og synge tyske nazi-sange efter indtagelse af adskillige fadøl.

Messerschmidt reagerede med at kræve et dementi fra avisen. Men på BT afviser nyhedschef Peder Nederland, at BT vil bringe et dementi. De to parter kan nu se frem til at mødes i retten, da Messerschmidt vil lægge sag an mod avisen for bagvaskelse og injurier.

Den nye sag kom ganske kort tid efter, at partiformand Pia Kjærsgaard ellers havde forsøgt at tøjle sine partifæller på et gruppemøde torsdag aften.

"Det er noget møg og helt uacceptabelt. Jeg tager på det skarpeste afstand fra det," sagde partiformand Pia Kjærsgaard om Søren Krarups udtalelser efter gruppemødet.

Her havde hun fortalt de andre DF'ere, at det kan få partimæssige konsekvenser, hvis de fortsætter med at komme med ekstreme udtalelser til medierne.

Stakkels Messerschmidt

Hvor det i går ikke var muligt at få en kommenter fra Morten Messerschmidt selv, så tager Søren Krarup sin partifælle i forsvar.

"Det er så synd for ham. Han er en højt begavet og lødig fyr. Han har dummet sig, som unge mennesker dummer sig. Det er jo utroligt letsindigt, for man skal ikke drikke sig fuld på offentlige steder, når man er politiker," siger Søren Krarup, der er overbevist om, at Morten Messer-schmidt ikke har hyldet Hitler under drukturen i Grøften i Tivoli.

Når det kommer til sine egne udtalelser, mener Søren Krarup ikke, at han har fået mundkurv på af sin formand.

"Pia Kjærsgaard var da lidt knotten, og jeg har også været knotten på mig selv. Jeg har været naiv, når jeg har udtalt mig til journalister. Men jeg kommer fra en teologisk sammenhæng, hvor man interesserer sig for, hvad der er sandt. I en politisk sammenhæng er det ikke sandheden, det kommer an på, men magten," siger Søren Krarup.

Han beklager dog sine udtalelser til Nyhedsavisen, om at homoseksuelle er handicappede:

"Jeg fortryder, at jeg brugte ordet handicap. Det er alt for nemt at misforstå," siger Søren Krarup.

Ingen konsekvenser

Ledelsen i både Venstre og Konservative lægger luft til de nyeste udtalelser fra DF'erne.

"Jeg tager klart afstand fra det, som Morten Messer-schmidt og Søren Krarup har sagt og gjort," siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

En lignende udmelding kommer fra De Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller:

"Vi er lodret imod de meningsløse grovheder, der bliver fyret af af en lang række DF'ere. Og jeg kan garantere, at det ikke kommer til at præge de beslutninger, som vi er en del af," siger hun.

Men både fra V og K lyder der fortsat opbakning til samarbejdet med DF:

"Over for vores vælgere ville det ikke være en rimelig udnyttelse af vores indflydelse, hvis vi skulle afbryde samarbejdet med Dansk Folkeparti," siger hun.

Og fra Troels Lund Poulsen lyder det: "Det er jo ikke atomfysik, dette her. Der er ét parti, som ønsker at vi skal fortsætte. Resten ønsker at vælte regeringen."

Dansk Folkepartis ledelse ville i går ikke kommentre sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her