Dansk Folkeparti kommer ikke i regering i dette århundrede, lyder det fra gruppeformand Helge Adam Møller (K), efter at DF's ungdomsafdeling har opfordret statsministeren til fyre de konservative som regeringspartner.
Juleferien har ikke haft den tilsigtede forsonende effekt på forholdet mellem konservative og Dansk Folkeparti. De to partier fortsætter mudderkastningen efter den fyring af forbrugerminister Lars Barfoed (K), som reelt blev effektueret af DF.
Senest har DF's skatteordfører på forhånd afvist en invitation fra sin konservative kollega, der ønskede at samle regering og støtteparti for at drøfte skat. Men den eskalerende krise til trods, ser politisk ordfører for de konservative, ingen grund til, at formand Bendt Bendtsen gentager sidste års forsoningskaffe med Pia Kjærsgaard. Ifølge Pia Christmas-Møller er det op til Kjærsgaard at finde den gode tone frem. Men her går de konservative galt i byen, lyder vurderingen fra tidligere K-formand, Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell. Han peger på, at Bendt Bendtsen bør stække sig langt i forhold til DF, hvis ikke regeringen skal på i opløsning. "Når Bendt Bendtsen, Per Stig Møller og Connie Hedegaard er ministre, så skyldes det alene Pia Kjærsgaard og hendes mandater. Det virker som om, at den kendsgerning slet ikke er gået op for de konservative," siger han.
Stærk leder efterlyses
Om end de konservative fortsat er bitre over fyringen af Lars Barfoed, så er Bendt Bendtsen ifølge Hans Engell nødt til at træde i karakter og sætte sine partifæller på plads. Så længe meningsmålinger sender partiet ned på et mandattal, der er lavere end de sidste tyve år, nytter det ikke at hverken gruppeformanden eller den politiske ordfører skyder på støttepartiet.
"Bendt Bendtsen er nøglen, og hvis han ønsker at regeringen skal holde en periode mere, må han sige til sine partifæller, at de skal holde op med at slås med Pia Kjærsgaard. Det er de konservative, der taber på det her," siger han.
På spørgsmålet om, hvorfor Bendtsen ikke har forhindret sin gruppeformand i at bære ved til bålet, lyder Engells svar:
"Godt spørgsmål. Det er nok fordi det kræver en meget stærk partileder at gøre det."
Ifølge Hans Engell minder det fortsatte slagsmål om et langstrakt selvmordsforsøg, da enhver regering er afhængig af en god relation til støttepartiet.
"Igennem ti år var det Poul Schlüters styrke, at han formanede V og K-ministre til udstrakt loyalitet over for det radikale venstre, som hold regeringen i live. En tilsvarende loyalitet og sammenhængskraft er der ikke i forholdet til DF," siger han.
Også hos DF er man godt fortørnet over meldingen fra Helge Adam Møller, som ifølge DF's pressechef Søren Søndergaard overreagerer, når han på baggrund af DFU's angreb, svarer igen med at DF ikke er regeringsduelige.
"Det er ikke han, der bestemmer, hvornår vi skal i regering. Vi fastholder, at vi efter næste valg vil overveje muligheden, og hvorfor gider han i øvrigt bevæge sig ned på et ungdomspolitisk plan? Det ønsker vores ledelse ikke, så det virker ærlig talt over følsomt," siger Søndergaard.
Imens Pia Kjærsgaard ikke agter at sætte DFU's formand Kenneth Kristensen på plads, efter at han i sit ugebrev har kaldt Bendt Bendtsen for et 'forvorpent børnehavebarn', så forsøger Venstres politiske ordfører at gyde olie på vandede. Troels Lund Poulsen er helt uenig med DFU i, at K bør forlade regeringen.
"Men nu skal man ikke gøre det til mere uro, end det faktisk er. Der har været nogle meningsudvekslinger mellem DF og K, og sådan er der nu engang i politik," siger han.
Den udlægning køber Hans Engell ikke. Han peger på at det ekstremt dårlige forhold mellem DF og konservative er regeringens næststørste problem efter tabet af midtervælgerne.
"Hvis ikke det meget hurtigt lykkes at få en helt anden tone mellem de to partier, begynder regeringen at nærme sig sin afslutning," siger den tidligere konservative formand.