Læsetid: 9 min.

Et døgn - et liv

Brith Ankjær Jensen og Lars Vinther-Jensen har begravet deres datter Mie. Hun fik et døgn at leve i. Parret tilbragte en uge inden begravelsen på sygehuset med deres døde datter, for at lære hende at kende og tage afsked. Nu står de midt i en ny hverdag. En hverdag fyldt med sorg og frustration, som sender parret i hver sin retning
2. september 2006

Brith og Lars er hjemme på Gustav Wieds Vej for første gang efter Mies begravelse. Fra sofaen i stuen kan den skjules for en kort stund, men et flygtigt blik ind i børneværelset cementerer virkeligheden. Der skal ikke skiftes bleer på det nye puslebord, tøjet i skufferne skal ikke på en lille krop, og der skal ikke leges på gulvet. Der kom ikke en familie hjem fra sygehuset.

De første dage flyder sammen i en tåge af besøg, opringninger og tårer.

Når de er alene, samler de minderne om Mie i en hvid A4-mappe af plastik. Her klistrer de sirligt den dyrebare tid med Mie ind på de mange sider. Billederne fra hospitalet af en velskabt nyfødt pige, de lykkelige og stolte forældre og lykønskningskort fra nær og fjern. Et par sider længere fremme har Mie nu mørke læber og negle, hun er bleg. Stoltheden i Brith og Lars' ansigter er forsvundet. Lykønskningerne er brat blevet til kondolencer.

Parret opdager efter begravelsen, at mange har svært ved at håndtere Mies død. Et familiemedlem lader ikke høre fra sig i ugevis, mens en ven bruger timer på at formulere fire flade linjer, der ender med at støde parret i stedet for at trøste. De husker en opfordring fra sygehuset og forfatter sammen et brev, som skal fortælle, hvordan de har det, og hvad man kan gøre for dem. Det sender de til familie, venner, bekendte og kolleger:

"Vi vil gerne have, at I viser, I ved, at Mie er død. Vi ved godt, det er svært at skulle spørge til det, men i den første tid har vi brug for det (...) Der vil gå længe endnu, inden vi har lært at leve med sorgen og acceptere, at vi ikke er de samme som før (...) Vi er meget stolte af vores datter og kan godt lide at snakke om hende (...) Mie har ikke levet forgæves, hun har frem for alt givet os den lykkeligste dag i vores liv, skriver de blandt andet i brevet.

Brevet er noget af det eneste, de kan blive enige om. "Husk, at mænd og kvinder er forskellige. I sørger ikke på samme måde, men der er ikke noget, der er rigtigt, og der er ikke noget, der er forkert," lyder rådet fra personalet på afdeling Y5.

Verden stopper ikke

Hvor Lars som far kun har ret til to ugers barsel, skal Brith først tilbage til kontoret om seks måneder. Da Lars vender tilbage til jobbet og foldboldklubben, holder Brith sig helst indedøre. Hun slæber sig hen til indkøbscentret Storcenter Nord, for der skal jo mad på bordet.

Hvordan kan verden bare køre videre her, når mit barn lige er dødt? Kan I ikke se, hvordan jeg lider, hvor ondt det gør, tænker Brith.

Det virker som om, der er barnevogne, små børn, som råber 'moar' og yndige småpiger i lyserøde kjoler overalt. Nogle dage er der noget, der stikker i hende, når hun ser højgravide kvinder og barnevogne: "I sku' bare vide, sku' I. Det kan også ske for jer i morgen. I skal ikke gå dér og være så lykkelige," tænker hun.

Hjemme er det svært for Brith at acceptere, at Lars håndterer sorgen anderledes. De er indstillet på at kæmpe for forholdet og er enige om, at de ikke vil ende som endnu et par, der går fra hinanden.

Usynlig sorg

Når de endelig siger noget til hinanden, bliver det til misforståelser og skænderier. I tiden lige efter Mies død besøger Brith ofte gravstedet på Vestre Kirkegård. Nogle gange hver dag. Ofte er Lars også med. De vander blomster, nipper ukrudt, snakker eller folder bare deres jakker ud og sidder i stilhed og kigger på den lille sten. Her kan Brith se Lars' sorg. Det kan godt være, han mener, jeg overreagerer, men han underreagerer da, tænker hun ofte.

Lars' fortrolige ven Thøger oplever hans sorg på nært hold. Thøger lytter velvilligt til Lars' frustrationer. Han har tydeligvis brug for et sted, hvor han kan snakke åbent om de ting, han føler og ikke forstår. Blandt andet i forholdet til Brith.

Parret er allerede langt fra hinanden. Lars mærker det også. Han vil Brith og deres forhold, og han har lovet Mie i den sidste hilsen, at de nok skal klare det.

"Jeg flytter. Jeg gider ikke kæmpe mere. Jeg har ikke flere kræfter, og det er så hårdt. Hver eneste dag er der et skænderi," skriver Brith i sin dagbog.

Brith flytter ikke. Det unge par kan heller ikke længere finde ud af at mødes intimt. Eftervirkningerne af fødslen sidder dybt i Brith også mentalt. Når hendes krop har forrådt hende, hvordan skal man tro på, at den krop, der lige har lavet et barn, som døde, nu pludselig igen kan bruges til noget godt? Sex bliver automatisk forbundet med Mie i Briths hoved.

Det er svært for hende at forklare Lars det, og han føler sig afvist igen og igen.

Stenene i vandet

De svære dage tager hårdt på Brith. Hun læser en novelle i et ugeblad om en, der ikke vil leve mere og derfor går ud i vandet og bare bliver ved med at gå.

Det er jo mig.

Brith har altid ment, at det kun er hyklere, der tager deres eget liv, men i det øjeblik, hvor hun selv er længst nede, forstår hun det.

Nogle måneder efter Mies død kontakter hun en psykolog, fordi hun mener, at hun må videre i sin sorg. Psykologen spørger, om Brith nogensinde skældt Mie ud over, hvordan hun kunne være bekendt at dø.

"Det kan da aldrig være hendes skyld," er Briths første reaktion, men hun husker alligevel det efterfølgende råd om at skælde ud, slå i en pude eller kaste med sten for en gang i mellem at få løsnet op for frustrationerne.

Kort tid efter står Brith ved stranden i Moesgård syd for Århus. Hun har parkeret stationcaren, hun kan dårligt huske hvor. Tårene får frit løb. Det gjorde de allerede i bilen, og det var svært at se vejen. Hun er rasende. Endnu et skænderi med Lars har sendt hende ned i bilen og bare væk. Barndommen i huset ved Kolding Fjord har ubevidst guidet hende til stranden. Et par håndfulde sten finder hendes hånd, og hun løber, tager tilløb. Fanden tage det hele. Hun hæfter al sin vrede på småstenene og kaster dem langt ud i vandet. Hun ved ikke, hvor længe hun har været i gang, da hun bliver træt. Hun sætter sig og finder en cigaret. Det er svært at ryge, hun er forpustet. Men lettet for en stund.

Svær forståelse

"Du har to børn. Det ene er 9 år, det andet 12 år. Et af dem skal dø, hvem vil du miste? Det på 9 år, fordi det er yngst? Ville det være lettere at komme over den sorg, fordi det har levet i kortest tid?" Det bliver Briths standardsvar, når hun i tiden efter Mie møder folk, der ikke kan forstå hendes vedblivende sorg.

Mens Lars' venner oplever en meget udadvendt Lars, som af sig selv snakker løs om Mie og livet derhjemme, ser Briths veninder en mere indelukket Brith.

Men de får snakket, når de spørger hende direkte. De ved også, at forholdet mellem Brith og Lars skranter. Det skyldes ikke kun tabet af Mie, og de nærmeste spår dem ikke mange chancer. Brith har følelsen at, at ingen af dem forstår hende.

Men der er også folk i omgangskredsen, som overrasker Brith. Enkelte prøver at finde ud af, hvad de kan gøre, og hvis det ikke virker, spørger de ligeud. Men i stedet for kun at bruge venner og familie søger Brith ligesindede. Hun får hurtigt kontakt til Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, hvor hun får etableret et helt netværk, hun kan tale med. Møderne i Landsforeningen bliver hendes frirum, som hjælper hende et langt stykke ad vejen.

Hvor er det befriende, at jeg kan fortælle om alle mine mærkelige tanker uden omsvøb, tænker hun efter en snak med en ligemand.

I en ideel verden er det for Brith måden, familie, venner og kolleger skal håndtere deres situation på. Det kan da ikke være hendes opgave at skulle rumme deres sorg og deres berøringsangst. Det er da deres opgave at være der for mig, tænker hun.

Men Brith er ikke god til at bede om hjælp. Det kan få de nærmeste til at tro, at hun er længere med sin sorg, end hun egentlig er.

Efter halvandet års tid føler de sig ikke så tynget af deres sorg.

Parret holder fri fra arbejde på Mies fødsels- og dødsdag og også den 9. maj hvert år. Årsdagen for Mies begravelse. De nyder at have friheden til at mindes Mie i de dage. Brith føler, at hun er kommet langt i sin sorgbearbejdelse og har fundet det rette sted til sin datter. Men en gang imellem krakelerer facaden også.

Julegudstjenesten er et tilløbsstykke. Brith og Lars fejrer julen hos hendes forældre i Kolding. Det er året efter Mies død. Der er så mange i kirken, at Brith kun kan finde plads helt fremme, næsten oppe, hvor præsten står. En lille lyshåret pige i en yndig nisserød kjole med strutskørt fanger hendes opmærksomhed.

"Det kunne have været Mie. Hun ville have gået sådan der nu og set nogenlunde sådan ud," tænker hun. Tårerne er uundgåelige, og Brith græder sig lydløst gennem prædikenen og de salmer, hun normalt elsker at synge. Resten af den juleaften er tynget af Brith, som igen bliver mindet om, hvad hun har mistet.

Mies lillebror

Det går stadig skidt til hjemme, men de kæmper begge stædigt for at genoplive det, de engang havde sammen. De har jo stadig Mie tilfælles. En gensidig kærlighed holder dem alligevel sammen, og parret bliver gift knap to år efter Mies død. Selv på deres bryllupsnat er der stadig ikke plads til seksuelle undtagelser.

Lars vil gerne bo i hus, men huspriserne i Århus får dem til at søge sydpå. De køber hus med udsigt over fjorden i Kolding. Valget er oplagt, da drømmejobbet som ejendomsmægler i byen ligger for Briths fødder. Det er også hendes hjemby. Nyt hus, nyt job, nyt liv måske? Brith og Lars snakker også om at få et barn mere, for de er trods modgang ikke i tvivl om, at det er hinanden, de vil have. Selv om der stadig er langt mellem, at parret har sex, bliver Brith gravid i 2004. Parret har det bedre sammen på det tidspunkt, men nervøsitet og usikkerhed rammer Brith. Hun nyder ikke graviditeten og er bange. Det skal bare overstås. Skanninger, omsorg og forståelse fra personalet på Skejby Sygehus hjælper, men Brith tør ikke føde naturligt denne gang. Hun vender tilbage på fødegangen den 6. oktober, hvor Simon Ankjær Vinther-Jensen kommer til verden ved et kejsersnit. En sund og rask dreng.

"Nu skal vi til at leve som en lille familie, skal vi ikke," spørger Brith sin mand, inden de igen forlader Skejby Sygehus og kører hjem til Kolding. Mie har fået en lillebror.

--

Efterskrift, foråret 2006: Brith og Lars er flyttet fra hinanden og har indledt skilsmisse. Trods ihærdige forsøg lykkes det ikke de to at finde fælles fodfæste efter Mies død. Hun bliver den indirekte årsag til bruddet. Simon bor hos Brith, men er hos Lars hver uge, og de to forældre taler godt sammen. De bliver begge glade, når man nævner Mie. Mappen, der rummer Mies liv, ligger for øjeblikket hos Brith, men de har en fast aftale om, at den skal udleveres efter behov og senere overdrages til Simon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu