Læsetid: 9 min.

Et døgn - et liv

19. august 2006

24 timer og otte minutter. Det er alt, hvad Brith Ankjær Jensen og Lars Vinther-Jensen fik sammen med deres datter Mie – i live. Hvad der skulle have været begyndelsen på en kernefamilie, endte brat en forårsdag

Brith Ankjær Jensen sover i en hospitalsseng på Skejby Sygehus. Hun har næsten ikke lukket et øje de seneste par døgn, men nu bliver den nybagte mor vækket fra sin dybe søvn på barselsgangen. Det er tidligt om morgenen torsdag den 3. maj 2001. En sygeplejerske beder Brith om at følge med til børneafdelingen. Hun vakler ud på badeværelset for at børste tænder og skifte bind, men sygeplejersken banker på døren og skynder på hende.

"Nu skal vi vist afsted."

På vejen gennem gangene over til børneafdelingen går det op for Brith, at noget må være helt galt. Hendes bange anelser holder stik. Kort efter står Brith i et rum og kigger på et lægehold, der står bøjet over hendes lille pige, der ligger i en kuvøse. Apparater bipper, og alskens slanger og nåle hænger ud fra den lille krop. Brith retter sig mod den ansvarshavende læge.

" Skal hun dø?"

Idet hun spørger, er hun ikke i tvivl om, at hun skal have fat i sin kæreste, Lars Vinther-Jensen. I en fart.

"Jeg ved det ikke, men hun har det ikke ret godt lige nu," lyder svaret fra den ansvarshavende børnelæge, Jennifer Vikre-Jørgensen.

En sygeplejerske fra børneafdelingen følger Brith ind i et andet rum, hvor der står en telefon, så hun kan ringe til Lars.

Topkarakterer til den lille

Knap et døgn tidligere. Det er første gang, den 28-årige ejendomsmægler skal være mor. Hun glæder sig til at tage hul på den kernefamilie, hun længe har drømt om. Graviditeten kommer som en naturlig følge af to år og 11 måneders kæresteri med den et år ældre Lars, som er overmontør i et internetfirma.

06.52 er tidspunktet deres førstefødte kommer til verden. 3.060 gram og 50 centimeter er hendes mål. Lars klipper navlestrengen. Hans datter får derefter topkarakterer af jordemoder Rosa Careres Perez. Der bliver lyttet til hjerte og puls og studeret ansigtskulør. Men fordi den lille er lidt bleg umiddelbart efter en anstrengende fødsel, får hun 9 ud af 10 mulige på Apgar-skalaen, som alle nyfødte karaktergives efter. Fem minutter efter opnår Brith og Lars' førstefødte 10-tallet - så kommer der for alvor liv i kinder og skrigeorgan. Et fuldt ud levedygtigt lille menneske.

Den nyfødte bliver lagt i mors arme. Der går ikke længe, før Lars' arme overtager 'den lille', som hun indtil videre hedder. Han giver hende tøj på for første gang, mens Briths forfængelighed byder hende at tage et brusebad efter de mange timers anstrengelser.

Det er egentlig meningen, at de skal over på patienthotellet, hvor de kan være i fred. Men Brith har lidt feber, så derfor mener sygehuspersonalet, at det er bedst, de bliver på barselsgangen et døgns tid.

Tæppet

'Tillykke, mormor', lyder beskeden fra Lars til svigermor Jette Ankjær Jensen. Den stolte førstegangsmormor kører få timer efter med sin mand og Briths far, Poul Ankjær Jensen, fra Kolding til Århus. De gør først et stop i Briths og Lars' lejlighed for at sætte den nymalede vugge ind i børneværelset. Poul er lidt overtroisk, når det gælder nyfødte. Vuggen måtte i hvert fald ikke være i lejligheden før fødslen, og Jette måtte ikke købe et sæt tøj til den lille ny en måned forinden.

Jette ænser knap nok sit nye barnebarn, da hun kommer ind i opholdsstuen. Hun er mere fokuseret på, hvordan hendes egen datter har det. Inderst inde er Jette klar over, at hendes datter har kontrol over situationen. For det har hun altid. Da hun har sikret sig, at Brith har det fint, tager Jette den lille op og nusser hende.

Lars' forældre overvejer, om de skal tage turen fra Skibby på Sjælland samme dag eller vente til dagen efter. Som nyslåede bedsteforældre kan de ikke vente. De er med til at skifte deres nye barnebarn, som ligger på det blødeste tæppe, Brith kunne opstøve på afdelingen. Et hvidt tæppe med tern i sart lyseblå, lyserød og lysegul. Tæppet bliver det eneste, Brith og Lars tager med hjem fra hospitalet.

Kold og klynkende

Midt mellem gæster og amning når Lars hjem i lejligheden og får sig et bad. Han henter samtidig de mange postkort, han og Brith sammen har skrevet forinden. Det eneste, de mangler, er nu at udfylde vægt, længde og køn. Så er postkortene ellers klar med adresser og frimærker. De er hurtigt udfyldt på hospitalet, og Lars smider dem i postkassen, så nyheden om familieforøgelsen når frem til den resterende del af omgangskredsen allerede dagen efter. Nyheden om den lille rammer også et fjernt kontinent. Briths bror, Erik Ankjær Jensen, befinder sig på skibet Maersk Blazer ud for Brasiliens kyst, da han får besked fra Jette via satellittelefon.

Søvnen trænger sig på efter en begivenhedsrig dag, og Brith kryber i seng på barselsgangen. Lars er igen sendt hjem i lejligheden, hvor også hans forældre overnatter. Inden Brith lægger sig til at sove ved midnatstid, vil hun lige sikre sig, at den lille er okay. Hun klynker lidt.

" Jeg synes, hun er lidt kold," siger Brith til en sygeplejerske, hun netop har ringet efter.

"Det er ikke usædvanligt. Jeg ved, du er træt og har brug for at sove, så nu tager vi hende med ud til os. Vi skal nok passe på hende," beroliger hun den nybagte mor.

Uvirkelig virkelighed

Hjemme på Gustav Wieds Vej 29 i Århus sover Lars tungt, da telefonen ringer i det fjerne ved halv seks-tiden. Han ligger i stuen på et par madrasser, fordi hans forældre sover i soveværelset. Den når at ringe nogle gange, inden Lars kommer til bevidsthed og tager den.

Det er jo nok nogen, der vil ringe og ønske mig tillykke med min førstefødte, tænker han. Måske er det onklen i Madrid. Muligheden for, at det kunne være Brith i den anden ende, foreligger slet ikke. Men det er det.

"Lars, jeg tror ikke, at den lille har det så godt. Gider du at komme med det samme, og du kommer bare, som du er."

Han skynder sig at tage tøj på og når ikke at børste tænder, inden han kører de få kilometer til Skejby Sygehus' børneafdeling. Tanken om, at det er alvorligt, strejfer ham ikke. Han skynder sig bare, fordi han kan høre, at Brith har brug for ham med det samme.

Mens Lars sidder i bilen, er hans datter ved at blive flyttet til en ny afdeling: Intensiv Børneafdeling. Brith venter ude på gangen i en stor lænestol, da hun hører en lyd, hun kun har hørt i lægeserier på tv. En eller anden form for alarm bipper hidsigt, og ud farer et lægehold med en kuvøse. Brith når ikke at opfatte, at det er hendes datter, de løber med, før hun genkender lægen Jennifer.

"Var det hende, de løb med? Hvor skal de hen?" spørger Brith sygeplejersken, som hele tiden har været ved hendes side.

"De skal på intensiv."

Når Lars kommer, så kommer der styr på det. Han kan få mig tilbage til virkeligheden. De redder hende, tænker Brith.

Det er som om, hun står uden for det hele og kigger ind på en hændelse, der intet har med hende at gøre. Det må være nogle andre, det her sker for, tænker hun. Men det er det ikke.

Brith følger med sygeplejersken til intensivafdelingen.

Nøddåben

Der går godt 10 minutter, før Lars kommer. Han skynder sig op på den afdeling, hvor han efterlod Brith. Der er tomt. Da han når over til afdeling A5, er det første, han får øje på, Brith. Hun sidder på en stol, opløst af gråd. Sygeplejersken forklarer, at det ikke står så godt til med den lille. Hun fortæller dem, at de egentlig ikke ved, præcis hvad der foregår, fordi udviklingen sker så hurtigt, at de forsøger at behandle for både en infektion og en hjertesygdom. Et rør forsyner deres datters lunger med ilt, mens væske med salt, sukker, antibiotika og hjerte- og blodtryksmedicin bliver sprøjtet ind i den lille krop. Lige meget nytter det.

10 minutter går i uvished. Jennifer kommer målrettet hen mod dem.

"I skal med herind," siger Jennifer.

Alle tre går ind i rummet overfor.

"Skal jeres barn døbes? Skal hun have et navn?" spørger Jennifer, som er også er dybt berørt af situationen.

"Det ved vi ikke, det er vi ikke blevet enige om endnu," fremstammer Brith.

"Hvor lang tid har vi," spørger Lars fattet.

"I har et minut til at beslutte jer, for jeres barn står ikke til at redde."

De har tidligere talt om navnet Marie, men et eller andet sted passer det bare ikke. Lars kommer hurtigt op med navnet Mie. Mie! Det er da det, hun skal hedde.

Jennifer forklarer forældrene, at Mie lige nu bliver holdt kunstigt i live.

I det øjeblik er det for Lars og Brith som om, et maskineri har taget over. De parerer bare ordrer uden egentlig at forstå, hvad der sker.

Hvis Mie skal døbes, hvor er så præsten, tænker Brith.

De kommer ind i rummet, hvor deres datter ligger med slanger overalt. Jennifer forsikrer dem, at lille Mie ikke kan mærke noget. En sort maske holder gang i hendes åndedræt, mens Jennifer læser op fra en hvid fotokopi, hvorpå nøddåben står.

"Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn -"

Nøddåben afsluttes med Fadervor, mens maskiner og slanger nænsomt bliver koblet fra af nogle sygeplejersker. Lars svøber hende ind i det ternede tæppe, som har fulgt Mie fra barselsgangen.

"Brith, sæt dig her i stolen. Lars, du sætter dig her ved siden af. Nu får I Mie over, for I skal sidde med hende, når hun dør," lyder en følsom ordre fra den ene sygeplejerske.

$SUBT_ON$Jeg skal videre

De nybagte forældre sidder så tæt, de kan. De kan stadig mærke Mies kropsvarme, da hun ligger lige så stille i Briths arme, mens hun dør.

Nu dør hun. Nu er hun død, tænker Brith. Alligevel er hun i tvivl, fordi hun synes, at brystkassen bevæger sig.

Her sidder Brith med sit døde barn i armene og har mest af alt lyst til at smide Mie ud af vinduet til venstre for hende.

Lars forstår slet ikke, hvorfor en sygeplejerske render rundt og knipser billeder af dem.

"Jeg lægger dem i Mies journal, så kan I selv vælge, hvad I gør med dem senere," siger sygeplejersken.

Jennifer kommer hen og sætter sig i vindueskarmen og tager sit stetoskop frem.

Metallet på stetoskopet er jo koldt, når Brith at tænke, men det er jo ligemeget, for Mie er død. Jennifer konstaterer, at Mie er død.

Brith rejser sig og strækker armene ud i retning af en sygeplejerske.

"Værsgo," siger hun.

I må da tage hende så. Jeg vil helst ikke have hende mere. Jeg må videre på arbejde, tænker Brith.

Men det er ikke det sidste, de ser til deres datter. Hvad de ikke ved, er, at de skal tilbringe de næste syv dage på Skejby Sygehus med Mie. De skal lære deres barn at kende for at kunne tage ordentlig afsked.

Andet kapitel af 'Et døgn, et liv - historien om Mie' bringes på lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu