Læsetid: 6 min.

Drengen fra Center Pub

Den højst placerede dansker i international fodbold er en 22-årig, tatoveret hip-hopper, der har brugt en del af sin formue på at købe den lokale pub i Hvidovre
3. marts 2007

Portræt.

"Når Daniel Agger har spillet ti kampe, taler ingen længere om Andreas Jakobsson." Sådan sagde Brøndbys daværende talenttræner - og nuværende førsteholdstræner - Tom Køhlert, da klubben i 2004 solgte sin svenske midterforsvarer, der nærmest ene mand havde drevet Brøndby frem til sejr i UEFA Cup'en mod Schalke 04, og som af mange blev betragtet som den bedste forsvarsspiller, der nogensinde havde optrådt i Superligaen. Mange fodbold-eksperter frygtede, at Brøndbys defensive stabilitet ville forsvinde med svenskerens farvel til klubben, men Køhlert var - som udtalelsen afslører - ikke bekymret. Som talentchef og andetholdstræner vidste han nemlig noget, som ingen uden for klubbens cirkler var klar over: At der var en endnu bedre spiller på vej op i førsteholdstruppen. En 19-årig Hvidovre-dreng med tatoveringer og hip hop-tøj. Da Agger debuterede for Brøndby i juli 2004, var Brøndby noget andet, end det er i dag. Dengang rådede de blå-gule fra Vestegnen faktisk over et rigtig godt forboldhold med mange profiler, blandt andet Johan Elmander, Morten Skoubo og Thomas Kahlenberg, og der gik derfor nogle måneder, før offentligheden blev opmærksom på det stortalent, der nærmest i al ubemærkethed havde sneget sig ind i midterforsvaret. Men internt i klubben vidste man udmærket, hvilket potentiale Agger rummede, og et af de første tegn på, hvor højt han blev vurderet af sine holdkammerater, fik man i optakten til Brøndbys kamp mod FCK i april 2005. I dagene op til kampen opsnappede pressen rygter om, at der herskede en bekymret stemning i de blå-gules trup, fordi klubbens vigtigste forsvarsspiller var tvivlsom. Alle antog, at det måtte betyde, at anfører Per Nielsen havde pådraget sig en skade, men det var forkert. Per Nielsen var fit for fight og spillede alle 90 minutter i kampen, der endte med et 3-0 nederlag til holdet fra Vestegnen. Den skadede spiller var Daniel Agger, der overværede nederlaget fra tribunerne. Allerede efter en halvsæson i klubben havde stortalentet markeret sig så stærkt, at ledelsen og holdkammeraterne betragtede ham som en vigtigere spiller end Per Nielsen, der havde været holdets anfører og defensive ankermand i en årrække.

Komet-karriere

Snart delte hele fodbold-Danmark - samt flere storklubber i Europa - den opfattelse, og efter blot halvandet år og 49 kampe i Superligaen blev Agger solgt til Liverpool FC for 63 millioner kroner - det største beløb, en dansk spiller fra Superligaen nogensinde er blevet handlet for, og en forbløffende udvikling for en spiller, der fodboldmæssigt må betegnes som en slow starter. Der gik nemlig lang tid, før det stod klart for trænere og ledelse i Brøndby, at det lige netop var den spinkle, generte og temperamentsfulde Daniel, der skulle blive den største af dem alle sammen. Da Agger som førsteårs drengespiller blev hentet til Brøndby fra barndomsklubben Rosenhøj, blev han i første omgang anbragt på 3. holdet, og selv om han siden spillede sig op på 1. holdet, stod han - og hele hans 1984-årgang - i skyggen af den umiddelbart betragtet langt stærkere 1985-generation, som man havde store forventninger til på Vestegnen, og som talte spillere som Dennis Cagara, Henrik Kildentoft og Kasper Lorentzen. Ydermere fik Agger som junior en alvorlig korsbåndsskade, der holdt ham ude i næsten halvandet år og satte ham spillemæssigt tilbage i forhold til sine jævnaldrende. Brøndbys junior-træner, John Ranum Jensen, har fortalt til B.T. om den periode i talentets karriere: "Agger havde en meget hård junior-tid. Han måtte hele tiden kæmpe for sin position, og han følte ikke, at han var god nok i forhold til de andre talenter. Desuden kan man slet ikke forestille sig, hvor lille han var. Lille, tynd og spinkel. Medspillerne var ret hårde ved ham, og han var meget træt af at træne." Derudover havde han store problemer med at styre sig på banen; så store, at de næsten kostede ham karrieren i Brøndby. Tom Køhlert har over for B.T. beskrevet sit første indtryk af den unge Agger, da han rykkede op på Brøndbys U/18-hold, som Køhlert var træner for: "Første gang jeg ser ham, tænker jeg: Ham dér smider jeg snart ud. Daniel spillede med nogle andre regler. Det betød mange gule og røde kort, hvilket Brøndby ikke kunne lægge navn til. Det gik så langt, at vi trænere var enige i, at han skulle stoppe i Brøndby. Jeg hev ham ind i et lille rum, vi har på stadion, hvor spillerne kun kommer én gang. Hvis de ikke retter sig efter det, der siges til dem derinde, så bliver der ikke flere samtaler." Agger rettede sig imidlertid, og han har senere fortalt, at det var Køhlert, der reddede hans karriere. Det var under samtalen med talenttræneren i det lille rum på stadion, at Agger forstod, at han måtte ændre opførsel, hvis han ville skabe sig en tilværelse som professionel fodboldspiller. Efterfølgende har han udviklet sig til prototypen på den moderne fodboldspiller: Boldsikker, muskuløs og disciplineret. Og kun et enkelt træk i hans personlighed bringer stadig mindelser om den generte dreng, der som eneste miniput på Rosenhøjs hold nægtede at løbe nøgen rundt om bussen efter at have vundet DM, og som senere i Brøndby følte sig underlegen i forhold til talenterne fra 85-generationen, nemlig Aggers fåmælte optræden, grænsende til muthed, når han bliver anbragt i offentlige situationer. Ved interviews og pressemøder er det tydeligt, at man har at gøre med et meget privat menneske, der nødig deler ud af sig selv, så hvis man vil vide, hvem Daniel Agger egentlig er - udover Danmarks bedste forsvarsspiller siden Morten Olsen - må man hæfte sig ved andre ting end hans udtalelser, der sjældent løfter sig over floskel-stadiet.

Vokset op på Center Pub

Hvis man gør det, så træder billedet frem af en 22-årig, der er vokset op i Hvidovre og stadig føler sig tæt knyttet til den Vestegn, han er rundet af. Der er således tale om en ung mand, der har fået en viking, manden med leen, kinesiske tegn, drager, årstallet 1984 samt sin brors og søsters navne tatoveret på kroppen, og som betegner indehaveren af Tattoo World i Glostrup som en af sine gode venner. Som brugte sine første penge på at købe en sort Audi TT og foretrækker at klæde sig i hip hop-tøj. Som efter eget udsagn har alle albums med Jokeren, L.O.C. og Niarn. Og som netop har købt halvdelen af Center Pub i Hvidovre og i den forbindelse udtalte: "Det er et sted, der betyder meget for mig. Min familie kommer der, og jeg er næsten vokset op på stedet. Da jeg boede i Danmark, var jeg der hver dag, fik en cola og spillede billard. Stemningen er afslappet og alle snakker med alle." Alle disse detaljer tegner billedet af en helt almindelig ung mand, der ikke adskiller sig fra alle andre unge mænd, man kan møde i Hundige-centeret hver lørdag formiddag. Hvis det ikke var for en enkelt ting. En særlig attitude. En udstråling af kontrolleret vrede - ja, nærmest indebrændthed - som enhver, der har set Agger i aktion, vil kunne bekræfte, men som er svær at definere. Så lad de sidste ord i denne artikel gå til Daniel Aggers mor, der engang gav denne beskrivelse til B.T. af sin oplevelse af at se sin søn i en kamp for barndomsklubben Rosenhøj: "Det kom jo bag på mig, at han havde fået ry for at være en hård spiller. Men på et tidspunkt, da Rosenhøj spillede stævne i Holland, skulle de møde et engelsk hold fyldt med store, skaldede fyre. Og da jeg så Daniel stille sig op med en attitude, der sagde: Kom bare an, tænkte jeg: Er det virkelig min dreng?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu