Læsetid: 7 min.

Drengs vilje genfundet

10. juni 2006

"Drenge og piger i øst og vest - synes at Hasselbalchs bøger er bedst".

Sådan stod derpå omslaget af Torry Gredsteds utallige bøger for unge, som jeg læste - nej slugte - i 12-13 års alderen, for læseren blev hevet - vupti! - ind i meget levende beskrivelser af eksotiske steder som Surinams urskov (Paw), Indiens slangetæmmere (Den grønne ring), Afrikas jungle (Slavedrengen), Amerikas store vidder (Præriens søn) og ikke mindst Korsikas maki (Drengs vilje og Fredløs). Ikke mindst de meget dramtiske forsider med farveblyantsillustrationer fik fremmanet læsehesten i mig, som derfor ikke kom, når der blev kaldt til aftensmad.

Min rejse til Korsika - der har stået på rejsemåls-listen i 25 år, siden jeg var på fedtet rygsæk-interrail første gang til Côte d'Azur - blev nu til virkelighed - og det endda med direkte fly med det kendte flyselskab Malmö Aviation til Bastia. Ned til øens legendariske maki - som jeg husker levende beskrevet af Gredsted om bogens 14-årige danske dreng, Glenn Ulmann, der rejser med sin dyrlægefar til Skønhedens Ø i 1930'erne - jeg glædede mig til at se og dufte.

Makien er øens stedsegrønne krat på de tætbevoksede skråninger, der består af alt fra kaktus, eucalyptus, vildroser, laurbær, rosmarin, vild timian, myrte, lavendel til gyvel og andet velduftende. Og i slutningen af maj er makien grøn, grøn, blomstrende og meget kraftigere duftende end Provences blomstrende haver, kan jeg bekræfte.

Finner, rumænere, korsikanere...

Korsika beskrives i begyndelsen af Drengs Vilje fra 1937 på en måde, som i dag er helt på højde med den om at finnerne har let til kniven og at rumænere er tyvagtige som skader.

Der står: "Til Frankrig hører den i Middelhavet beliggende ø Korsika. Det er en bjergrig uvejsom ø, hvis beboere taler italiensk. De er meget kamplystne, og lige til den nyeste tid har der hersket blodhævn (vendetta). Drabsmændene tog deres tilflugt til de med krat (maki) bevoksede skråninger på øen".

Bjergrig og uvejsom - det bekræftes, når man med Malmö Aviations jetfly svinger rundt og lægger an til landing i Bastia på østkysten. Øens silhouet er savtakkede bjergtinder i flere lag bag hinanden som lilla og blå sæt-stykker til et dukketeater. Fra oven ser det ud, som om Alperne har fået hofteskred og er gledet 170 km ud i Middelhavet (hvilket ifølge geologien faktisk skete ca. 30 mio f. Kr.). I fugleperspektiv gør Korsika en god figur og lokker: Kystegnene er grønne, byerne er i italienske jord-, sienna- og okkernuancer med barokkirkespir og -kupler og St. Tropez-agtige maleriske havnebyer med lystbåde og bordeaux markiser ud fra cafeernes facader. Havet er ikke azurblåt, men caraibisk turkis hele vejen rundt langs øens 1.000 km kystlinje.

Det med vendetta og blodtørsten måtte vente, til jeg var kommet i karambolage med en lokal tjener eller byens rødder på torvet under platanerne, over at de gasser deres hvepse-vrælende knallerter op.

Men som dyrlæge Ulmann forsikrer sin lidt ængstelige søn Glenn om, da denne i Drengs Vilje spørger om vendetta findes endnu, (fuldstændigt ulogisk, at en dansk dyrlæge fra Ringkøbing-egnen skulle bosætte sig på Korsikas vestkyst og begynde at opdyrke jorden og rydde krat i 1936, men lad nu det ligge). Faderen svarer: "De er jo ikke røvere og mordere i den forstand - de er drabsmænd for ærens skyld. Det er ældgammel korsikansk skik og brug(!), og ja vendettaen eksisterer endnu. Den er ikke sådan at komme til livs. Men vær ikke bange, de lokale er uhyre elskværdige overfor fremmede".

Det må jeg give Ulmann ret i. 80 år senere og med et rykind af turister, der firedobler øens befolkning (dvs. til over en million) i sommerhalvåret, er de flinke, høflige og ret uformelle - hvilket er ret usædvanligt i Frankrig, som ellers holder på formerne, hvor man siger De til svigermor - selv efter kobberbrylluppet.

Stor selvbevidsthed

Men korsikanerne føler sig absolut ikke franske, de er meget selvbevidste og stolte. Alt, hvad der ligger nord for havets brænding i rullestenene på Promenade des Anglais i Nice, benævner korsikanerne med foragt 'kontinentet'.

Til denne holdning bemærkede min parisiske rejsefælle tørt: "Det er ligesom Grønland - begge steder modtager de milliarder - og de laver ikke en skid andet end at brokke sig over, hvor oversete de er af politikerne i Paris og København".

Man taler fransk og korsikansk (corsu), der er en afart af italiensk - mikset i en og samme sætning. Alle skilte og offentlig information er to-sproget: Sortie/Uscita - byen Belgodere/Belgodú. De siger boun' giornata og ikke bon jour til hinanden på torvet over de friskfangede hummere, maki-honningen og auberginerne. Den italienske indflydelse skyldes, at øen hørte under republikken Genova i 400 år indtil 1755, hvor franskmændene tog over efter bare glorværdige 14 års selvstændighed.

Torry Gredsted har denne noget bastante beskrivelse af øboerne anno 1937:

"Han var fuldblodskorsikaner - ikke alene at se til med det kulsorte hår og de mørke øjne, men også af sind og tanke. Det vil sige letbevægelig og opfarende, til tider utrolig hidsig og klar til hævn, men også udholdende og trofast - kort sagt, sine venners ven, sine fjenders fjende".

Denne karakteristik kunne passe på øens herostratisk berømte søn: Napoleon Bonaparte, der blev født (i 1769) i Ajaccio, hvor man gør alt for at udnytte hans barneskjortetid i byen.

Det afhuggede hoved

Korsikanerne er som katten, sin egen. Deres nationalsymbol er et sort hoved i profil med en hvid bandanna-agtig klud om panden. Det er faktisk en halshugget araber (tte de maure), en pirat, som man skar knoppen af, der som trofæ blev sendt øen rundt i korstogenes gudfrygtige tid.

Dette araberhoved ses over alt som flag og grafitti og er symbol på øens befrielseskamp og -hær (FLNC). Disse separatister er berygtede for nu og da at likvidere den franske stats prefekt eller dommere på åben gade på øen.

Udover indbyggernes egenart har øen også, som Gredsted fint forklarer, sin helt egen fauna. Blandt andet alle fårs stamfader, muflonen (ovis musimon) - et brunt glathåret(!) får med hvid mave og spiraldrejede kraftige horn. Under en biltur i bjergene så vi både bjerggeder, råvildt, blå gekkoer og en familie vilde brunhårede grise (ikke at forveksle med de større vildsvin) gryntende i grøften.

Naturen er storslået og varierer enormt fra middelhavskystflora med eucalyptus, palmer, cyklamen bourgainvillea til fyrreskove, sågar birkeskove og smeltevandssøer oppe på bjergplateauerne - (højeste punkt er Monte Cinto 2.700 m).

En anden ting er de spektakulære sten og stenformationer, der er som smidt ud af en kæmpehånd over landskabet og strandene. Og mange klippestykker er eroderede og fyldt med huller - store som huler. I Drengs Vilje står der helt rigtigt: "Herhjemme går man i hus og ly under et træ, når det øsregner - på Korsika går man ind i en sten".

Endelig er der er maden, som er baseret på, hvad den lokale natur byder til i overmål: Kraftigt smagende krydderurter i alle retter fra makien og cremede honninger af de mange kraftigt duftende blomster. Fire meget udbredte lokale planter: myrte, sukat (ligner en citron, der har fået cellulitis), kastanier og jordbærtræet (der ikke smager af jordbær, men har røde frugter med lige så mange små irriterende kerner, der sætter sig i alle tænder), der alle opfindsomt ender i marmelade, (kastaniecreme med vanilje), gelé, is, saft og likør.

Desuden har Korsika som alle øer en overflod af alt godt fra havet og derfor sin egen bouillabaisse, der kaldes Ziminu, der har mere gnist og rock'n roll, da den er tilsat chili. Kastaniemel bruges i brød og i polenta. Skinker og lufttørrede pølser er gode og rustikke, mens ostene af gede- og fåremælk er et himmerige for de osteelskere, der synes, at Malthe og Mellemlagret kun er for små børn.

Makien er gået ind i det franske sprog som synonym med modstandsbevægelsen mod nazisterne under krigen og prendre le maquis - at gemme sig i makien - for at øve væbnet modstand mod tyskerne.

Drengs Vilje ender med, at dyrlæge Ulmann tragisk bliver dræbt, da traktoren vælter ned over ham, da han vil forcere en stejl skråning. Glenn stikker af ud i makien, da hans postmesteronkel fra Ringkøbing kommer for at hente ham og faderens lig hjem. Korsika er gået Glenn i blodet, og han slutter han sig til de lokale banditter og fredløse i makien. Fortsættelsen hedder Fredløs.

Jeg husker, hvordan jeg sommeren 1975 sad i liggestolen i aftensolen bag garagen og læste og med bogstavernes magi blev knipset ind i Korsikas bjerge. Nu sad jeg igen i en liggestol og genlæste dem, men under lyserøde nerier og plataner ved poolen på Hotel Napoleon Bonaparte - 50 meter fra havet.

Tak til min kollega Marie-Louise Kjølbye for genopdagelsen af Torry Gredsted

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu