Læsetid: 2 min.

EL forundret over SF's afstand til irakisk ret til modstand

Det hænger ikke sammen, når SF betegner Irak-krigen som en besættelse og samtidig undsiger irakernes ret til forsvar, lyder det fra Enhedslisten. Søvndal afviser kritikken
Det hænger ikke sammen, når SF betegner Irak-krigen som en besættelse og samtidig undsiger irakernes ret til forsvar, lyder det fra Enhedslisten. Søvndal afviser kritikken
26. juli 2007

En ulovlig udenlandsk besættelse. Sådan har SF's formand Villy Søvndal gentagne gange betegnet krigen i Irak. Samtidig har han lagt kraftig afstand til Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamids udtalelser om, at det irakiske folk har ret til at yde modstand mod besættelsen. Og det vækker forundring hos Enhedslistens udenrigsordfører Rune Lund.

"Jeg kan konstatere, at SF indtil nu har ment, at der er tale om en besættelse i Irak, og så må man vel også have ret til at gøre modstand," siger han med henvisning til FN-charter.

"Eksperterne er uenige, men det irakiske folk opfatter koalitionens tilstedeværelse som en besættelse. Vi har stået sammen med SF i krigsmodstanden, og derfor er jeg forundret over Villy Søvndals udmeldinger,"siger Rune Lund.

Men hos SF fastholder formand Villy Søvndal, at både Enhedslisten og i særdeleshed Asmaa Abdol-Hamid er galt afmarcheret.

"Man kan altid docere ved at finde et charter og ukritisk overføre det til situationen i et givent land. Men der må al-tid været tale om en blanding af Folkeretten og konkrete vurderinger," siger han og understreger, at krigen i Irak har udviklet sig fra at være en kamp mod besættelsen til at minde om en egentlig borgerkrig.

"Jeg synes, man bliver fanget af krigens og voldens logik, når man tror, at man løser konflikten ved at slå igen," siger Søvndal.

SF-formanden mener, at Asmaa Abdol-Hamids betoning af irakernes ret til at yde modstand giver støtte til religiøse fundamentalister og al-Qaeda-inspirererede grupper.

"Det er ekstremt unuanceret og uigennemtænkt," siger han.

-Men hvis du kalder krigen i Irak for en ulovlig udenlandsk besættelse, må du også fastholde det besatte folks ret til at yde modstand?

"Jo, det er teoretisk rigtigt, men det har dramatisk lidt at gøre med situationen i Irak."

"Og der handler det om at holde politikere fast på deres ansvar for det vanvid, der sker i dag. Hvis man tager soldaterne som gidsler i debatten, fjerner man fokus fra regeringen og Dansk Folkepartis ansvar."

Meldt for landsforræderi

I går anmeldte den konservative folketingskandidat Rasmus Jarlov Asmaa Abdol-Hamid til politiet for landsforræderi. Det skete med henvisning til straffelovens § 100, stk. 1., som fastslår, at "den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtligeforholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år".

Men set fra Villy Søvndals stol handler sagen ikke om jura, men om politik.

"Det er ikke en juridisk kamp, men en politisk kamp mod dumheder på venstrefløjen," siger han.

Asmaa Abdol-Hamid tager anmeldelsen med ro.

"Politianmeldelsen viser klart, at det er en politisk diskussion om krigen, der er på dagsordenen, og skulle den komme, så vil det være oplagt at få alle de dokumenter om grundlaget for krigen frem, som regeringen indtil nu har forsøgt at holde hemmelige for befolkningen," skriver hun i en pressemeddelelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu