"Hvornår forskriver Dr. Dante sin sjæl til Richard Wagner? Eller har det allerede gjort det - kunstnerisk, men måske især ideologisk, for ikke at sige politisk?... Vore dages Frederiksberg Runddel som et 30'ernes Bayreuth..." Jens Kistrup
NOGET HELT usædvanligt i dansk kulturjournalistik hændte forgangne weekend. En journalist fra ét dagblad interviewede teateranmelderen - er det overhovedet sket nogensinde før? - fra et andet. Sujettet var en ganske bestemt teateranmeldelse, som den pågældende havde begået, nemlig Jens Kistrup i Weekendavisen, som han skriver i, når han ikke skriver for Berlingske Tidende (eller osse er det omvendt). Kistrup er, skønt han vist egentlig er gået af, fordi han har skrevet i mindst et par menneskealdre, fortsat excellencen i dansk teaterkritik. Der lyttes med interesse, når han taler, der nærlæses, når han skriver. Politikens Lise Garsdal havde fået den ide at bede ham uddybe sin kritik af Dr. Dantes nyeste teaterkoncert med titlen "Ned på jorden". Journalistisk var det rigtigt set, for Jens Kistrup gik meget vidt, langt videre end andre kritikere gjorde eller overhovedet ville drømme om at gøre - og sandsynligvis var de ikke engang enige, fordi de ikke så det, Kistrup så.
En ideologisk diskussion er ikke hverdagskost i dansk teater- eller kunstkritik i det hele taget. Kistrup skrev, at kombinationen af "den elegiske Liebestod-tone i mange af sangene" og "fascistoide træk hos flere af personerne" - eller rettere i deres handlingsmønstre - leder tanken hen på Richard Wagner.
Hvis koncertstykket overhovedet har en filosofi er det noget med at foragte svagheden og dyrke styrken, mente Kistrup, idet han citerede Johs. V. Jensens herostraisk berømte sætning om at bekræfte de raske i retten til riget.
Ganske vist aflivede tidligere statsminister Poul Schlüter i sin regeringstid ideologierne som noget ubrugeligt bras med et par raske ord. Nu kommer altså kritikeren fra den forhenværendes yndlingsbladhus og genopvækker dem - eller allenfals den fascistiske ideologi.
MEN ER de talentfulde Dante'r pludselig blevet fascister? Nonsens. Selvfølgelig er de ikke det,
og Jens Kistrup gør da også meget ud af at nærme sig diskussionen med forsigtighed. Spektakulært meget! Men, enfin, der danner sig et "politisk-psykologisk verdens- og menneskebillede, som føles forkert, frastødende, oprørende", mener Kistrup, og da det inden for musikforestillingens ramme ikke bliver forklaret, ja, så er det, man kan begynde at tale om det fascistoide element i Dr. Dantes univers.
Dette er Kistrups konklusion, efter at have fulgte Danter'ne på nært hold fra starten i anmeldelser og kommentarer, hvor han ikke har undladt at gøre opmærksom på, at Dr. Dante leverer noget af det mest seværdige teater i disse år, at Dante'rne som omtrent de eneste er i stand til at få et nyt, ungt publikum i tale via teaterscenen, og at teatrets leder, Nikolaj Cederholm, om en halv snes år formentlig sidder som chef for Det Kgl. Teater, fordi han skaber et moderne teater, der forholder sig til de elektroniske og moderne medier, som teatrene er i konkurrence med.
Kistrup lader i sin anmeldelse tanken gå til tidligere forestillinger som bl.a. "I en kælder..." og "Paradis". Dér kunne gysereffekten endnu bruges til noget, mener han, men i "Ned på jorden" er det hele blevet banaliseret - og brutaliseret.
BRUTALISERINGEN er ikke et fænomen, der kun kendes fra teatret. Det stikker sit hovede frem i de elektroniske medier, i film, billedkunst, osv. Det var den som tidsfænomen, forfatteren Ulrich Horst Petersen tog op tidligere på året i en essay-samling, der med rette vakte nogen opsigt. Den bog udkom samtidig med, at Informations teateranmelder, Anne Flindt Christensen, fandt, at hun måtte lægge afstand til Dr. Dantes dengang nyeste forestilling, "Paradis", som indeholdt et sandt voldsorgie. Hun havde fået nok... for nu at sige det kort og klart. Der var ikke - naturligvis ikke - tale om et indlæg mod brugen af vold i teater og kunst. Så banalt er det ikke. Det er måden, det er sammenhængen, det er omfanget i forhold til indholdet, essensen, det samlede udsagn. De to begivenheder tilsammen gav anledning til en omfattende debat i vore spalter, hvorfor vi naturligvis her på bladet med interesse har bemærket Kistrups erkendelse.
WAGNER er kanoniseret som en af de store klassikere. Autonomt og kunstnerisk står værkerne - operaerne - sig, også i dag. Men Hitler elskede dem. Man skal kunne elske et teaterstykke, siger Jens Kistrup, men fra et helt andet verdenshjørne, og det er det, han ikke kan gøre fuldt og helt med Dantes seneste stykke. For der er en undertone. En undertone, der frastøder og minder om noget hos Wagner, om det, Hitler elskede. Man kan gå ud fra et stykke og føle sig godt underholdt og alligevel synes, at noget er helt, helt forkert. Kistrup har nu defineret det, og selvom andre anmeldere ser anderledes på det, og selvom det hos Dante'rne måske i virkeligheden allermest er udtryk for en forvirring og manglende evne til at samle trådene op, når de til dels improviserer deres stykker frem under prøveforløbet, så er katten nu sluppet af sækken, så den kan ses og røres ved.
"Et frit associationsfald i følelsernes vold" er et udsagn, Nikolaj Cederholm selv benytter om sin teaterkoncert, sin teori, sit arbejdsgrundlag.
Det er stort og fint, men slet, slet ikke nok at kunne trække et yngre publikum ind i teatersalen. For kunsten betyder for pokker noget - inde bagved. Den har en effekt, som rækker helt ud i samfundet. Den kræver derfor også omtanke.
