Læsetid: 8 min.

Forræderi og alternativ

Indland
9. december 2005

Hvem svigtede Danmark i dets største krise? Efter den tyske besættelse søgte højreradikale kredse at undergrave den folkevalgte regering. En historie, som statsminister Anders Fogh Rasmussen genfortæller i fordrejet form Hvem er forræderne iblandt os? Regeringspartierne har givet efter for et krav fra Dansk Folkeparti om at bruge endnu et millionbeløb på en ny undersøgelse af, om der var danskere, som under Den Kolde Krig var villige til at spille den kommunistiske fjendes spil. Hidtil har forskningen ikke kunnet byde på prominente navne, sådan som nutidens højreradikale kredse gerne vil have. Ironisk er det, at de, der i Danmarks mørkeste stund - i tiden umiddelbart efter den tyske besættelse i 1940 - ville udnytte situationen til egen fordel, især kom fra datidens højreradikale kredse. De godt 14 måneder mellem den 9. april 1940 og Hitlers overfald på Sovjet den 22. juni 1941 bød på mange forsøg på at undergrave den demokratiske regering ledet af Thorvald Stauning. Forsøgene slog fejl, ofte med tab af prestige og ære for dem, der gravede. De fleste af regeringens kritikere vidste godt, at overgivelsen den 9. april var uundgåelig, men benyttede lejligheden til voldsomme angreb på Stauning og dermed det folkestyre, han stod for. De ville ikke se, at situationen var konsekvensen af geografi og historiens gang. Motiverne for intrigerne, der særligt stod på i efteråret 1940, var vekslende. Nogle ville for enhver pris af med Stauning og hans styre nu, hvor den tyske besættelse gav chancen. Andre følte skam over den 9. april; atter andre var opportunister og anede nye muligheder. Kaj Munk er den mest kendte enkeltperson, der med sin famøse tale i juli 1940 på Niels Bukhs idrætshøjskole i Ollerup slog fast, at han ikke havde "børn med demokratiet", og videre: "Er det gået nogen værre end os? Vi fik Hitler, men beholdt Stauning." Endnu i 1942 optrykte Kaj Munk taler med hyldest til diktatorerne: "Lad mig for ikke at misforstås bekende følgende: Ingen dansk kan ære Hitlers Dåd mere end jeg." Hvis Kaj Munk var død i 1942, havde han efterladt sig et blakket ry. Nogle fandt det heltemodigt af Munk, at han offentligt nævnte Hitler. Men det politisk væsentlige var dog det element af forræderi, der lå i på det tidspunkt at undsige landets statsminister. Munk såede tvivl om, hvad der var det rigtige. Kaj Munk blamerede sig også ved at foreslå Niels Bukh udnævnt til "ungdomsminister". Bukh havde allerede i 1933 udtrykt sig stærkt nazibegejstret, og i 1940 søgte Bukh at få sammenlagt alle danske ungdomsorganisationer - også de politiske - under sin egen ledelse; et initiativ, som Kaj Munk støttede. I 1942 kompromitterede Bukh sig, da han bag den danske regerings ryg rejste til Berlin og foreslog sig selv sat i spidsen for en dansk "arbejdstjeneste", der effektivt kunne levere mandekraft efter nazisternes behov. Den mest kendte gruppe af intrigemagere i 1940 var den såkaldte Højgaard-kreds, der virkede for, at kongen skulle gribe ind og danne en ny regering med sin fætter prins Axel som statsminister. Kredsen var navngivet efter entreprenør og ingeniør Knud Højgaard og blandt medlemmerne var skibsreder A.P. Møller. Kredsen forestillede sig, at Folketinget var så nedbøjet, at det ville acceptere en ændring af det hidtidige folkestyre. Christian X underrettede straks Stauning, som i Folketinget erklærede, at regeringen - lige som kongen - stod på folkestyrets grund. Og at regeringen kun kunne ændres efter danske regler og dansk sædvane. Den ene af denne artikels forfattere var ung student i 1940-41 og fandt det dengang interessant, hvordan ganske mange røbede sig i dette tidsrum - og ofte fik deres karriere skamferet. Men har disse gamle begivenheder i dag andet end historisk interesse? Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger, at det var godt, at alle dengang ikke gjorde som Staunings regering. Når Fogh nu udtrykker interesse for dansk politisk moral i fortiden - og tilmed fremfører undskyldninger på den daværende regerings vegne - er det til anvendelse i nutiden: Den situation, Fogh har bragt Danmark i, med landet som deltager i en angrebskrig mod Irak. Han vil ændre krigens begrundelse væk fra de uholdbare forklaringer om Iraks våbenbesiddelser. Nu vil han have os til at tro, at det gælder om at undgå en gentagelse af det svigt, det vil være, hvis vi ikke ser, at krigen først og fremmest er en krig mod terror. Men Foghs fremstilling forudsætter, at Danmark i 1940 havde den anden og rigtigere vej at gå. Forlanger Fogh, at Stauning den 9. april skulle have ladet landets hovedstad sønderbombe, som Warszawa allerede var blevet det, og som Antwerpen blev sidenhen, da den tyske krigsmaskine løb hele det vesteuropæiske fastland over ende? Eller forlanger Fogh, at Stauning-regeringen efter 9. april skulle have veget sædet for andre kræfter? Hvem er da disse kræfter? Hvem havde dengang ressourcer, der var kombineret med værdier, som landet kunne være bekendt? Hverken Kaj Munk og ligesindede eller Højgaard-kredsen havde rødder i samtidens realiteter: Først fra 1942-43 kunne en modstandsbevægelse, der indbefattede kommunisterne, være et supplement til regeringens politik. Et supplement, regeringen godt nok først påskønnede, da krigens ende nærmede sig, og Danmark skulle lempes over på de allieredes side. Der er kommet meget nyt materiale frem om besættelsesårene. Også om samarbejdspolitikkens skyggesider. Men antyder noget af det senest fremkomne, at der i Danmark 1940 var andre bæredygtige kræfter end samarbejdspartierne på Christiansborg? For nyligt udsendte historikeren Steen Andersen bogen Danske entreprenører i krise og krig. Den viser danske erhvervsvirksomheder som nazisternes aktive medspillere. Et andet væsentligt bidrag er Aarhus-professor Jens Evalds biografi af en af tidens fremtrædende jurister, professor Frederik Vinding Kruse (1880-1963). Det billede, den tegner, er heller ikke for kønt. Vinding Kruse var en meget kendt person; på grund af sit juridiske arbejde, men tillige som ivrig deltager i den offentlige debat. Han var bl.a. kendt for sin interesse for Slesvig. Han havde i 1920 været udpeget af regeringen som bistand for den såkaldte Flensborg-bevægelse, der ønskede at trække grænsen længere mod syd, således at Flensborg kom med til Danmark. Også efter 1945 var Vinding Kruse aktiv for en sydligere grænse end den nuværende. Han var i 1940 kendt for højreradikale synspunkter. Efter Besættelsen vandt Vinding Kruse en retssag mod bladet Frit Danmark, der havde beskyldt ham for at være pennefører for nazistisk ideologi. Han fik tilkendt 2.000 kr. i sagsomkostninger og 2.000 kr. for tort. Jens Evald fremdrager et manuskript, hvor Vinding Kruse fortæller om sine forhold under Besættelsen. Manuskriptet er klausuleret af familien i Rigsarkivet, men et uklausuleret manuskript er fundet på Det Kgl. Bibliotek. Vinding Kruse har skrevet teksten omkring 1953, og den bærer titlen Retsskændslen i Danmark 1940-1950, 159 maskinskrevne sider. I manuskriptet oplyses, at den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, i juli 1940 henvendte sig til Vinding Kruse med tilbud om, at han påtog sig som statsminister at danne "en saglig regering". Det var en kongstanke for Vinding Kruse, at det danske folkestyre ikke var heldigt: De styrende var ikke deres opgave voksen. I 1943 skrev han, at indgående folkepsykologiske undersøgelser havde vist, "at 70 procent af alle mennesker er middelbegavede eller undermålere". Og han konkluderede: "Ingen type er så udbredt i det politiske liv under demokratiet som de små stræbere". Vinding Kruse brugte især ordet "saglig" om et styre, der var elitært under en eller anden form. I manuskriptet fortæller han, at han afslog Renthe-Finks tilbud og straks gik til Stauning, som takkede ham. Om tilbudet henviser Vinding Kruse til, at han var et kendt navn i Tyskland. Hans hovedværk var oversat til tysk - og i øvrigt også til engelsk. Under injuriesagen forklarede Vinding Kruse, at tyske retsvidenskabsmænd, som besøgte ham, havde præsenteret ham for Renthe-Fink: "Derved kom jeg noget sammen med ham inden Verdenskrigen 1939." Man kan i dag tvivle på, om Vinding Kruses forklaringer fuldt ud kan begrunde den tyske henvendelse om statsministerposten. Som baggrund har utvivlsomt også været Vinding Kruses velkendte elitære og udemokratiske holdninger. Som forfatter tøver Jens Evald, når han skal sammenfatte Vinding Kruses rolle: På den ene side- og på den anden. Evald skriver: "Det kan dog ikke tilbagevises, at Vinding Kruses redegørelse, der er skrevet adskillige år efter begivenhederne, er udtryk for en redigering af de virkelige grunde til, at Vinding Kruse afstod fra at give sit tilsagn til Renthe-Fink. Det kan således ikke udelukkes, at Vinding-Kruse ved Renthe-Finks henvendelse for første gang så ned i afgrunden og trådte et skridt tilbage af angst for det, han så." Et andet sted skriver Evald: "Den omstændighed, at Vinding Kruse loyalt havde arbejdet for den danske regering, var dog ikke ensbetydende med, at Vinding Kruse brød sig om den, lige som det tilsyneladende heller ikke havde afholdt ham fra at bevæge sig i det politiske livs mørke korridorer, hvor de, der var fjendtligt indstillet over for parlamentarismen, opholdt sig." De højreradikale havde i 1940 ikke rod i kredse, der kunne bære en regering. Der var meget sandt i Socialdemokraternes slagord i 1930'erne og 40'erne: "Stauning eller kaos" og "Regeres skal der - de andre er kun en forvirret flok." Frihedsrådets Frode Jacobsen sagde, at det er vigtigere for et folk, at det opfører sig godt, end at det har det godt. Dette slagord lyder fint, men må gradbøjes. For hvad betyder "godt"? Der var i 1940'erne ikke bred basis for alternativer til de samarbejdende partier på Christiansborg. Da det kom til stykket - i 1945 - endte Frihedsrådet da også med at tilslutte sig parlamentarismen i dens hidtidige skikkelse. Vinding Kruse-bogens betydning i dag er at fremlægge endnu et eksempel på en person, der nok var fremtrædende og handlekraftig, men som - når det kom til stykket - ikke kunne bruges. Renthe-Fink var naiv. Og Anders Fogh Rasmussen skylder stadig svar. Både på, hvordan den danske politik i 1940 skulle have været anderledes. Og på, hvilken kreds der skulle have båret den anderledes politik igennem. Johan Garde, født 1917, blev i 1943 ansat som jurist i centraladministrationen, siden formand for Overfredningsnævnet og ankechef i Miljøankenævnet. Jens Evald: Frederik Vinding Kruse, en juridisk biografi. 492 s. 498 kr. Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her