Først var der sagen om Tårnfalken. Så fulgte sagen om de mere end 400 millioner kr., som forsvaret foreløbig har brugt på at udvikle it-systemet DACCIS. Nu kommer der så endnu en sag om forsvarets frådseri:
Nemlig radarsystemet Ocean Eye, som forsvaret har brugt op mod 100 millioner kr på -uden at radarsystemet på noget tidspunkt har levet op til behovene endsige forventes at gøre det i fremtiden.
Af en række dokumenter, som Forsvarsministeriet netop har delvist deklassificeret specielt til Information, fremgår det, at sagen om Ocean Eye indeholder akkurat samme kerne som DACCIS: Nemlig at forsvaret i stedet for at anskaffe velafprøvet materiel kaster sig ud i udviklingsprojekter, hvor udgifterne stiger og stiger, mens materiellets evne til at leve op til forsvarets behov som regel går den stik modsatte vej.
"Gentagne forsinkelser, fejl og mangler", "yderst kompleks og vanskeligere end oprindelig antaget", "problemer med billedkvaliteten og brugergrænsefladen", "ikke optimalt og præget af store forsinkelser"...
Det er nogle af de barske ord, som Forsvarskommandoen anvender i en klassificeret redegørelse om radarsystemet Ocean Eye til Forsvarsministeriet den 18. april 2007 om anskaffelsen af et splinternyt radarsystem. Oprindelig var det nye system tænkt som en besparelse for flyvevåbnet, når de foretager havovervågning på udkig efter bl.a. olieudslip eller flyver fiskeriinspektion.
Baggrunden for Forsvarskommandoens redegørelsen er en henvendelse fra Rigsrevisionen, der i flere breve i marts og april stiller spørgsmål til Forsvarsministeriet om Ocean Eye.
Danmarks enegang
I flere år har flyvevåbnet været nødt til at bruge mange kræfter og tid på at udskifte radarsystemerne, når flyvevåbnets to Challenger-fly skulle på vingerne enten på havovervågning eller fiskeriinspektion.
Derfor opstod for små 10 år siden tanken om at anskaffe et radarsystem, som kunne bruges til begge funktioner, så den arbejdskrævende omlastning kunne undgås.
Den amerikanske radarfabrikant Telephonics tilbød sig med Ocean Eye, og kontrakten blev underskrevet i december 2000.
Selv om andre lande dengang brugte - og i øvrigt fortsat bruger - forskellige systemer til de to meget forskellige slags overvågning, så stolede forsvaret på Telephonics forsikringer om, at Ocean Eye hurtigt ville kunne udvikles til at dække begge funktioner.
Sådan er det bare ikke gået. Selv om de seneste test af systemet i marts i år har vist, at Ocean Eye faktisk kan detektere olie på havoverfladen, så er pålideligheden langt fra i top.
Derfor anvendes Ocean Eye, der i alt har kostet omkring 130 millioner kr. (forsvaret vil ikke offentliggøre det eksakte beløb) i dag alene til fiskeriinspektion i farvandet ved Færøerne og Grønland, mens flyvevåbnet til de mindst 500 årlige flyvetimers havovervågning må anvende det gamle system (en såkaldt SLAR-radar), som Ocean Eye skulle erstatte. Ifølge de deklassificerede dokumenter har forsvaret heller ikke stor tiltro til, at det nogensinde vil lykkes for den amerikanske fabrikant at få Ocean Eye til at leve op til tilstrækkelig pålidelighed til begge funktioner.
Det spørgsmål vurderes i øjeblikket af forsvaret sammen med kammeradvokaten, bl.a. med hensyn til om forsvaret skal forlange erstatning eller bod i forbindelse med projektets generelle forsinkelse.
Flyv ikke højere...
I tiden efter, at den første del af hardwaren til Ocean Eye blev leveret i marts 2003, var systemet "præget af flere systemnedbrud", men fra maj 2006 har systemet fungeret "stabilt", men altså kun til fiskeriinspektion, og vel at mærke kun hvis Challengerflyet holder sig under en bestemt flyvehøjde!
Forsvaret er ikke blind for, at man som køber selv har pådraget sig noget af ansvaret, selv om det, som det hedder, "kun en mindre del af forsinkelsen (der) kan tilskrives købers forhold."
Ifølge Rigsrevisionen har der dog ind i mellem været lange perioder på helt op til halvandet år, hvor forsvaret ikke har gjort indsigelse mod, at projektet ikke rokkede sig ud af stedet.
I redegørelsen konkluderer Forsvarskommandoen, at man undervejs i den årelange proces har misinformeret Forsvarsministeriet ved for længe at give for positive udmeldinger om kapaciteten i Ocean Eye. Projektets reelle status som udviklingsprojekt har således "ikke klart" været "videreformidlet til Forsvarsministeriet" hedder det nu.
Forsvarskommandoen ønsker ikke - eller magter ikke - at sætte tal på det ekstra ressourceforbrug, som Ocean Eye's manglende funktionsduelighed har kostet. Men, som Forsvarskommandoen udtrykker det, så ville det "givetvis" have betydet "en operativ forøgelse i rådighed og operativ fleksibilitet" for flyvevåbnet, hvis Ocean Eye havde levet op til de lovede specifikationer.
Forsvarskommandoen understreger dog flere gange, at fiaskoen med radarsystemet ikke har medført, at flyvevåbnet ikke har levet op til de fastsatte krav om havovervågning og fiskeriinspektion, men det er altså sket på den gammeldags og besværlige facon med to forskellige sæt radarer, som hver gang skal bakses ind eller ud af Challenger-flyene.
Hvordan kan et sådant frådseri udvikle sig, tilsyneladende uden at nogen i forsvaret griber ind i tide?
Den slags overvejelser kommer Forsvarskommandoen ikke ind på, men redegørelsen noterer dog, at det indeværende forsvarsforlig har medført "organisatoriske og proceduremæssige ændringer", så "materielprojekter følges tættere" med større fokus på "risikostyring især på udviklingsprojekter".
Endelig fremgår det af de deklassificerede papirer, at Forsvarsministeriet arbejder på en snarlig orientering af Folketingets Forsvarsudvalg.
