Læsetid: 3 min.

En gang til for Prins Knud og Sherin Khankan

9. januar 2007

I kommentaren "Islams pseudospecialister" (Information den 30.-31. december) sætter Sherin Khankan direkte spørgsmålstegn ved min 'faglige kompetence', hvilket tvinger mig til et genmæle. Khankan vil tydeligvis ikke have, jeg kommer i Deadline - efter den debat vi havde i samme program den 13. december 2006.

Når jeg i den udsendelse udtaler, at et samfund baseret på religiøs lovgivning aldrig har givet individet samme rettigheder og ligheder som verdslige samfund, så er det naturligvis baseret på seriøs juridisk research (For eksempel Tyrkiet - et sekulært land eller hvad?, nettidsskriftet Turbulens nr. 7).

Min ph.d.-vejleder fra Sorbonne er dr. jur., og inden jeg publicerer noget, diskuterer jeg altid min juridiske research med en eller flere specialister. Hvor meget jura har Khankan mon studeret?

Faktisk er jeg glad for, at Khankan åbner for diskussionen om faglighed. I den skoling, jeg har modtaget, er det et grundlæggende krav, at forskning hviler på et veldefineret, empirisk grundlag. Hvordan det ellers kan gå, ses i følgende udsagn fra to islamforskere, hvis faglighed Khankan beundrer:

Jørgen Bæk Simonsen skriver i bogen Hvad er islam, at "I FLN's sprogbrug blev uafhængighedskampen altid omtalt som en jihad."

Rasmus Boserup skriver i Krig i Algeriet - korstog eller borgerkrig?, at "I løbet af de 8 år, som den algeriske uafhængighedskrig varede, udsendte den skiftende politiske ledelse praktisk talt aldrig en opfordring til jihad." Ud fra hvilket empirisk grundlag hævder de to forskere, at jihad-begrebet bruges henholdsvis "altid" eller "praktisk taget aldrig"? Det oplyses ikke.

Tilbage står to udsagn, hvor det ene ophæver det andet. Inden man diskuterer, hvad man skal mene om jihad-begrebet, kan det altså være nyttigt først at definere, om og hvor det bruges og i hvilken kontekst.

Det har jeg bl.a. beskæftiget mig systematisk med i forhold til de islamiske grundtekster (se bogen Totalitarisme. Venskab og fjendskab, Aarhus Universitetsforlag. Udkommer maj 2007), baseret på en metode udviklet i min ph.d.-afhandling, hvor jeg bruger tekstanalyse som instrument til at belyse essentielle idéhistoriske problematikker. Khankan har det generelt ikke let med definitioner, og hun har tydeligvis ikke begrebet min skelnen mellem 'islam' og 'islamisme'. Vi tager den én gang til for Prins Knud og Prinsesse Khankan.

Absurd etikette

'Islam' henviser til et uendelig mangfoldigt fænomen, over 1.400 års religion, civilisation, statsmodel, krig, kunst og kultur.

'Islamisme' definerer jeg som en totalitær politisk strømning opstået i mellemkrigstiden.

På den baggrund kan man præcist afgrænse sit studieobjekt: Et tekstmateriale og et antal politiske grupperinger og aktiviteter. Jeg beskæftiger mig især med med euro-islam(ismen). (Se for eksempel Tariq Ramadans tvetungethed i tidsskriftet Kritik, no. 180, eller "Euro-islam og europæisk udenrigspolitik" i bogen Europas værdier og rolle i verden, som udkommer i januar 2007, Peter Lacours forlag).

Hvordan er jeg så landet på statskundskab, når jeg oprindeligt kommer fra humaniora? Fordi jeg i mine overvejelser om islamisme ikke mente, humanistiske discipliner som islamforskning og religionssociologi gav tilfredsstillende teoretiske og metodiske redskaber. Bl.a. derfor understreger jeg, at jeg ikke er islamforsker, men islamismeforsker. Islamforskningens store svaghed er i mine øjne, at den ikke har løsrevet sig fra den postkoloniale ideologi (se for eksempel "Reformér islamforskningen" i Information den 29. november 2006).

I stedet for at forholde sig til de facts, jeg lægger frem til diskussion, giver Khankan mig den absurde etikette 'islamkritiker'. Hvis hun havde sat sig ind i min forskning eller bare spurgt mig selv, ville hun vide, at mit grundlæggende studieobjekt er religionskritik som vej mod erkendelse i Europa, den islamiske verden og Indien.

Når jeg i min anmeldelse i Berlingske Tidende af Khankans sidste bog (den 16. december 2006) nævner de katastrofale konsekvenser af overtros-kritiske strømningers marginalisering i den islamiske kultur, så er det et emne, jeg har beskæftiget mig med på akademisk niveau de sidste 10 år - dvs. dobbelt så lang tid, som Khankans cand. mag. i religionssociologi er normeret til.

Den islamiske kulturkamp mellem fundamentalister og overtros-kritikere vil jeg behandle til en konference om religionskritik på Københavns Universitet i foråret. Jeg bærer ikke nag, så jeg håber, Khankan møder op til en lødig diskussion ud fra et konkret grundlag. Hvad angår min forskning generelt, har jeg fuldt ud tillid til Informations læseres evne til selv at bedømme dens kvalitet.

Tina Magaard er ph.d. fra Sorbonne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu