"Kender du de der vingummiflagermus fra Haribo?" Sådan en kunne Maria spise et lille hjørne af og så lægge resten tilbage i skabet. I løbet af dagen blev det til en halv Haribo-flagermus, et stykke sukkerfri tyggegummi, en gulerod, et halvt æble og en halv kartoffel. Ikke andet.
"Det var alt, jeg undte mig selv," fortæller hun.
Maria er 24 år, læser psykologi på Københavns Universitet og har haft anoreksi i mere end 10 år. Det vil sige: nogle gange er det anoreksi, nogle gange går det bedre. Som da hun var ude at rejse sammen med en veninde, der havde et normalt forhold til mad. Der spiste Maria tre gange om dagen, men selvom hun efter egne mål øsede rigeligt op på tallerkenen, kunne hun godt se, at hun spiste meget mindre end veninden. Og det var vel at mærke i den gode periode.
Desværre fylder de dårlige mere i Marias liv. Nogle af dem har efterladt store huller i hukommelsen.
"Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg vælger at fortrænge det, eller fordi kroppen havde det så dårligt, at jeg simpelthen ikke kan huske det. Men der er nogle sorte perioder fra den tid," fortæller hun.
Men hun husker alligevel det meste. Også at det startede, da hun som 12-13-årig begyndte at skære ned på portionerne. Den sportsglade pige havde fået problemer med knæene og ville ikke være tyk. Først var det bare et tyndere lag smør på brødet og mindre sovs på kartoflerne. Det endte med den ene gulerod, det halve æble og den halve kartoffel.
"Jeg delte alt op i bitte bitte bitte små bidder. Alligevel havde jeg havde det ekstremt dårligt, når jeg havde spist. Det var ligegyldigt, hvad det var. Bare et tern æble var nok," fortæller hun.
Da hun var 15 år, vejede Maria 37 kilo.
Ædeflippene
Spiseforstyrrelser var ikke noget, man talte ret meget om dengang i Falster. Omgivelserne syntes, at "det var lidt uforståeligt", husker Maria.
I dag er der meget mere fokus på de ind i mellem livsfarlige sygdomme. Og den unge psykologistuderende er langt fra den eneste med et anstrengt forhold til mad. Mens mange kvinder kender til den dårlige samvittighed over det ekstra stykke kage, der lige gled ned, regner man med, at omtrent 60.ooo danske piger og kvinder har egentlige spiseforstyrrelser. Nogle af dem forsøger som Maria at undgå at spise. Men faktisk er der flere, der har bulimi, får ædeflip, men bagefter - tynget af skyldfølelse - kaster det hele op igen. Endnu flere lider af 'Binge Eating Disorder', hvor de tvangsspiser eller mister kontrollen over madmængderne, uden at de bagefter stikker en finger i halsen eller på anden måde forsøger at komme af med kalorierne.
Det med ædeflippene har Maria også prøvet.
"De værste to måneder, for der kan du edermagemig tale om skam," fortæller hun.
Det var i sommerferien mellem 1. og 2. g. Marias mor havde opgivet at få hende til at spise til aftenmåltiderne. Med et 'Maria, vil du ikke nok spise' ville slaget med sikkerhed være tabt. For så ville datteren slet ikke spise noget.
Men den afmagrede teenager var gået med til at gå i terapi inde i København. På vejen hjem spiste hun for første gang i lang tid en is og et helt æble.
I dagene derefter begyndte ædeflippene. Maria beskriver dem som "gedigne". Det startede med skorpen på rugbrødet. Så boller med smør. Boller med nutella. Ud i fryseren for at hente hele hvidløgsflütes, som blev kastet ind i mikroovnen og blev "tyret ned uden, at de overhovedet var optøet ordentligt". Så fulgte hele æsker med chokolade.
Bagefter havde Maria det forfærdeligt. Hun skar i sig selv. Løb. Eller lå bag nedrullede gardiner i et døgn.
"Jeg havde så dårlig samvittighed. Og jeg havde dårligt fysisk, for prøv at forestille dig at køre så meget ned, når du slet ikke er vant til at spise noget," siger hun.
Da Maria kom tilbage efter sommerferien, vejede hun næsten 60 kilo.
"Folk kom hen til mig og sagde: ih, hvor ser du godt ud. Men det kunne jeg jo slet ikke håndtere. Så jeg tabte mig igen."
Korstoget mod fedtet
Terapien i København var hos læge, psykiater og kønsforsker Birgit Petersson, der i mange år har forsøgt at hjælpe mennesker med spiseforstyrrelser. I den brede offentlighed er hun måske især kendt for at tale 1990'ernes fedtforskrækkede professorer imod. For mens autoriteter som Arne Astrup og Flemming Quaade anbefalede slankekure og motion, advarede Birgit Petersson imod korstoget mod fedtet, som hun mente var en total misforståelse.
Vrangforestillingerne om den sunde og naturlige krop fostres nemlig ikke bare i modebranchen og medierne, men i høj grad også hos sundhedsvæsnet, fortæller Birgit Petersson.
Ikke mindst kalder hun de ensidige og meget aggressive kampagner, der i årtier har dikteret, at alt fedt er forkert, "en kæmpe bommert". Folk tager kostrådene meget alvorligt, påpeger Birgit Petersson. Specielt de unge. Og konsekvensen er, at de unge kvinder, der indtager fedt, "føler, at de er forkerte". Også selvom de ikke er.
"Man kommer til at lave ulykker i folks måde at spise på," siger hun og nævner et slogan som 'Du er, hvad du spiser'. Altså: hvis du spiser fedt, er du fed.
"Man begynder sågar at udnævne også den naturlige fedt, mange kvinder har på kroppen, til noget usundt. Desuden glemmer man, at fedt er et meget mættende og i øvrigt livsnødvendigt stof," siger Birgit Petersson. Hun undrer sig. For mens fedtet er blevet udnævnt til den store skurk, er det det gået anderledes med sukkeret. På trods af, at det formentlig er mindst ligeså skadeligt.
"Derfor ser vi nu mange unge piger, der undgår fedt, men uden at tøve propper sig med vingummier og cola."
I dag har hun fået delvise indrømmelser fra de største modstandere fra dengang. Men i modebranchen og medierne har man stadig den anorektiske kvinde som skønhedsideal, siger Birgit Petersson. Faktisk er efterkrigstidens skønhedsdronninger gået fra at være slanke til at være magre. Fra 1951 til 1981 'tabte' Miss Sverige sig 19 kg, men voksede til gengæld fire cm i højden.
Og desværre er det forbillede ved at brede sig til mændene, der i dag nærmest skal træne sig ihjel, bemærker Birgit Petersson, der forklarer, at det dybtliggende kristne ideal om askese har kronede dage i det moderne samfund.
I forkøbet
Der står faktisk en Pepsi Max på bordet mellem os.
Maria er en af dem, der har hørt efter kampagnerne om at 'spare på fedtet'. I hvert tilfælde er det ikke kalorier, men fedtprocenter hun kigger på. Slik spiser hun gerne. Hverken det eller colaen giver dårlig samvittighed.
Men generelt mærker hun ikke skyldfølelsen længere, siger Maria.
Hun er blevet for god til at kontrollere det. Hvis hun sætter sig for ikke at spise, ja så spiser hun ikke. Hvis hun bestemmer sig for at gå fire timer om dagen, så gør hun det. Nogle gange fem timer. Derfor får hun jo ikke den dårlige samvittighed.
Maria ved godt, at hun ikke bliver rask på den her måde, og hun mærker allerede nu konsekvensen af sin mangeårige sult. Hverken maven, tænderne eller psyken har det godt. Hun er lige igen begyndt at tage antidepressiva, men pillerne giver kvalme og forstoppelse. Det, og alle de timer, der går med at motionere og planlægge dagen, ødelægger hendes liv. Jeg har jo ikke tid til andet, siger hun.
"Jeg burde jo bare sætte mig ned, lade være med at motionere og prøve at spise normalt. Men jeg tør simpelthen ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg er bange for. Jeg burde gøre det. Det har jeg fået at vide tusind gange, men der er bare et eller andet, der stopper mig," siger hun.
Maria leder stadig efter svaret på det vigtige 'hvorfor'. Der er en tomhed, som Maria føler, hun 'dræber' ved ikke at spise, fortæller hun. Det er ikke, fordi der ikke blev sagt 'jeg elsker dig' eller givet knus i familien. Maria var meget tæt på sin mor efter mange dødsfald i den nære familie. Allerede inden Maria blev et år, døde hendes far i en ulykke. Hun beskriver sig selv som morens sparringspartner, og hun var altid meget opmærksom på, om moren havde det godt. Men "de grimme ting" blev der ikke talt om. Sorgen blev til "vi er stærke", og "vi skal nok klare det".
Det har nok smittet af, siger Maria, der selv mener, at hun skubber konflikter og ubehagelige følelser bort. Vi skal jo fastholde billedet af den dygtige smilende pige.
"Jeg er bange for at bede om hjælp. Jeg vil ikke skræmme folk væk, det er jo ret uforståeligt det her. Men så bliver det bare inde i mit hoved og hober sig op," siger hun.
I dag står vægten på 52 kg, altså 15 kg tungere, end dengang Maria kun spiste hjørner af vingummiflagermus og en smule frugt og grønt.
Men der er stadig langt til et normalt forhold til mad. Sådan et hvor man godt kan spise rugbrød og tre måltider på en dag. Maria ved godt, at der kun er én person, der kan få hende videre.
"Det er som om, at jeg bare kan trykke på en knap, og så kan jeg sidde og lire alt det her af. Men det trænger ikke ind," siger hun.
Skyldfølelse over at spise er ikke noget, hun mærker, gentager hun, for den strenge diæt bliver jo overholdt. Og så alligevel. For hun ved, at hver et tabt kilo skærer i hjertet på hendes mor.
"Jeg har det dårligt over den smerte, jeg har forvoldt andre. Især min mor. Også mine veninder, men især min mor. For det er hende, der bliver ked af det, når hun kan se, at jeg har tabt mig."
Maria har bedt Information om at udelade hendes efternavn, som dog er redaktionen bekendt.
