Læsetid: 10 min.

Kampdag: Kvindehjemmet på Jagtvej er et af de få steder, hvor lektien fra 70’ernes kvindeoprør stadig gælder

På Kvindehjemmet i København giver begreber som kvindeundertrykkelse og søstersolidaritet fortsat mening, når kvinder fra hele verden skal på fode efter et liv med ydmygelse og tæsk
Kvindehjemmet i København er et et kvindekrisecenter i København og et botilbud for kvinder med og uden børn, som befinder sig i en krisepræget situation (arkivfoto)

Kvindehjemmet i København er et et kvindekrisecenter i København og et botilbud for kvinder med og uden børn, som befinder sig i en krisepræget situation (arkivfoto)

Lars Skaaning

8. marts 2006

Varme, venlighed, tillid, ro. Man mærker det så snart døren falder i med et beskyttende, elektronisk klik. Her er et helle, et fristed. En verden, hvor tæsk, brændemærkning, ydmygelse, voldtægt og mordforsøg ikke kan nå ind. En ø, hvor man kan være i fred, få styr på sit liv og møde andre kvinder, der har fået lige så mange bank som en selv. Kvinder, som er flygtet fra familie, ægtemand eller kæreste, men som stadig lever med frygten for, hvad de kan finde på.

Kvindehjemmet på Jagtvej er et af de få steder, hvor lektien fra 70’ernes kvindeoprør stadig gælder. Her er kvindeundertrykkelse og søstersolidaritet ikke lattervækkende begreber fra en svunden tid. Det er håndgribelig virkelighed, når kvinder fra hele verden hjælper hinanden på benene igen.

En stor familie

Klokken er næsten syv og ungerne er både sultne og knotne. En efter en dukker de 10 kvinder fra tredje sal op med dampende fade og skåle. Der er fællesspisning med både rispilav, kylling i kokossauce, stegte røde peberfrugter og store fade med salat.

Kim fra Vietnam bakser sin store gravide mave ned på plads med synligt besvær, mens souschef og socialrådgiver Mette Melby Bak hjælper med at få sønnen Dennis op i den høje stol. Hans mor stikker ham et par agurkestykker, som han kaster sig over.

Pludselig er rummet fyldt af kvinder i alle farver. Ud over Kim og Mette er der Linn fra Kina, Hudah og Aminah fra Irak, Dudije fra Kosovo, Ana fra Tyrkiet, Fatumata fra Gambia og integrationsmedarbejder Nilza Sacremento fra Brasilien. Der snakkes livligt henover bordet, der lyder latter og småsnak om dagen og børnenes seneste bedrifter.

Dudijes seks-årige søn fortæller begejstret om en fastelavnstur, han har været på sammen med nogle af de andre børn i huset. "Der var heste med blomster på!," fortæller han med et stort smil, der afslører hans manglende fortænder. Aminah øser kylling og ris op til ham. »Det er min storesøster,« siger han stolt og peger på den 22-årige irakiske pige, som ligner netop den gæve storesøster, en seksårig drømmer om.

»Vi leger, at vi er én stor familie i øjeblikket,« forklarer Aminah. »Vi kender og hjælper hinanden, selv om vi kommer fra forskellige lande.«

Og det er faktisk præcis den fornemmelse, man får som udenforstående. Her er en flok kvinder, der tydeligvis kender og kan lide hinanden på tværs af alle skel. På langsiden sidder Hudah med sin venindes datter på skødet. Hendes mor er ved at tage kørekort. Hudah kigger kærligt ned på hende og fortæller, at hendes egne to børn er i familiepleje.

»Det er så svært, min datter er også fem år og spørger hele tiden i telefonen, hvorfor hun ikke kan være her hos mig,« siger hun og ser pludelig meget trist ud. Hudah piller lidt ved sidemanden Nilzas brune afrokrøller. De to kvinder smiler til hinanden, og Nilza stryger hende blidt over håret, før hun rejser sig for at hjælpe lille Dennis ned fra den høje stol. Han er færdig med sine agurker og vil over i legekrogen til Fatumatas lille datter med de små afrikanske fletninger.

Goddag til Danmark

Mette fortæller, at det netop er erfaringen, at de venskaber og netværk, kvinderne opbygger, mens de bor i huset, er vigtigere end den professionelle hjælp, de får fra socialrådgivere og pædagoger.

»Mange af vores etniske kvinder har ikke noget netværk i Danmark. Derfor gør vi rigtig meget ud af at skabe samhørighed og fællesskab mellem kvinderne, mens de er her,« siger Mette, der er stolt af, at under 10 procent af ’hendes’ kvinder vender tilbage til en voldelig mand. Aminah har fået en idé og spørger, om det kan lade sig gøre at lave en udflugt til Kosmetikskolen, hvor kvinderne kan få ansigtsbehandling og massage for under 100 kroner.

Mette mener godt, det kan lade sig gøre.

»Vi har jo en pulje til den slags initiativer,« siger hun og fortæller, at mange af kvinderne fra tredje sal netop for første gang i deres liv har været i svømmehallen.

Opholdet på Jagtvej bliver både brugt til at hjælpe kvinderne og ikke mindst børnene med at bearbejde de ofte meget traumatiske oplevelser, de har med i bagagen, og til at introducere de etniske kvinder til det danske samfund. Det er bl.a. Nilzas job. Hun er selv indvandrer og har oplevet meget af det, de etniske kvinder kommer ud for, når de skal skabe sig et nyt liv i Danmark.

For mange er det første gang, de skal stå på egne ben, bo alene og måske første gang, de skal hæve penge i en bank. »I Danmark holder man afstand i en bank, afstand til kassen og afstand til de andre kunder. Det taler vi bl.a. om,« fortæller Nilza.

»Vi taler også om, hvad man kan gøre, hvis man bliver kaldt et ’sort svin’ i bussen. Man kan f.eks. sige, ’Ja, det er rigtigt, at jeg er sort, men et svin, det er jeg ihvertfald ikke!’ Så har man det i al fald bedre, end hvis man ikke får svaret igen.«

Nilza tager også kvinderne med i Den sorte Diamant, på Louisiana, til Davids Samling med mellemøstlig kunst, på Christiania og mange andre steder. »Jeg prøver at vise kvinderne, hvad de kan bruge den her by og det her land til,« siger hun.

Stadig på flugt

Mens bordet ryddes og børnene bæres op ad trappen, byder Mahnaz, Najma, Hanne og Natasha på aftenkaffe på fjerde sal, hvor de bor sammen med seks andre kvinder og en håndfuld børn. De vil gerne fortælle, hvorfor de har søgt tilflugt på Jagtvej 153 B. Ingen af dem tør stå frem med deres rigtige navn og nationalitet af frygt for, hvad deres tidligere ægtemænd, kærester og familie kan finde på. Det er ikke det rigtige tidspunkt til at provokere. De er stadig på flugt.

Mahnaz er gruppens alderspræsident og naturlige leder. Hun er flygtning og kom til Danmark for mange år siden. Nu er hun på flugt igen. Fra sin mand, der i årevis har mishandlet og banket hende. Han ved ikke, hvor hun og parrets teenagedatter gemmer sig, og det er bedst sådan, forklarer hun.

»Jeg er ellers en stærk kvinde, men jeg er bange for, hvad min mand kan finde på, når det går op for ham, at det er slut.«

At Mahnaz er stærk, illustreres af, at hun netop denne dag er blevet opereret i sit ben, alligevel har hun været på arbejde det meste af dagen - og her til aften har hun været på sit ugentlige strikkekursus.

»Men nu er jeg også ved at være træt,« erklærer hun og spørger om det er i orden, at hun lægger sit nyopererede ben med den knæhøje bandage på sofaen et øjeblik.

At leve med frygten

Mahnaz og hendes datter har været på Kvindehjemmet i et halvt år og vil meget gerne videre.

»Min datter trænger til at få et normalt teenageliv, så jeg vil meget gerne have min egen lejlighed, hvor vi kan starte forfra, helst i nærheden af mit arbejde og min datters skole,« siger Mahnaz.

Hun er helt på det rene med, at hun dermed også kommer til at bo i nærheden af sin voldelige eksmand.

»Lige nu er jeg ikke bange for ham. Han forsøger at få mig tilbage, og så er han ikke farlig, men hvor længe det varer ved, aner jeg ikke. Derfor ser jeg mig altid tilbage over skulderen, når jeg går ud. Men det skal nok gå, bare jeg ikke kommer til at bo i stuen. Så kan han jo kigge ind og kaste sten ind ad mine vinduer eller skaffe sig adgang til lejligheden. Det kan han ikke, hvis vi bor højere oppe og har en dørtelefon.«

Mahnaz er ikke meget for at vise sine to bittesmå værelser frem, men hun gør det alligevel. På døren står der blot et nummer. Indenfor er der to senge og et skab, i det andet værelse et lille bord, to stole og en kommode. På bordet står en buket friske, røde blomster.

»Vi prøver at gøre det lidt hyggeligt, men vi har ingen af vores egne ting her. Vi har heller ikke meget privatliv, som I kan se,« siger hun og lægger armen om datteren, der er blevet færdig med sine lektier.

»Det er svært at bo så tæt sammen, det er ikke alle, der gør rent på samme måde. Jeg synes f.eks. det er ulækkert, at der ligger hår i brusebadet, men det må man jo lære at leve med.«

Usikker fremtid

Vel tilbage i opholdstuen kommer Mahnaz i tanke om, at hun har lovet at lære en af de andre kvinder at strikke.

»Najma, du ville gerne lære at strikke, ikke? Jeg vil godt hjælpe dig i gang, og når du så kan lidt, kan du komme med på mit strikkekursus,« smiler hun til en genert somalisk kvinde, der ser ud, som om hun ikke er en dag over 15. Najma nikker. »Jo, det vil jeg gerne. Det er en god idé,« siger hun forsigtigt og nipper til kaffekruset, som hun holder med begge hænder.

Najma er 26 og bor her sammen med sine to små børn, fordi hun og hendes mand ikke kan finde et sted at bo.

»Vi blev smidt ud af vores lejlighed, som vi havde fremlejet af min kusine, der er flyttet til Jylland. Og nu siger kommunen, at de ikke kan finde nogen bolig til os,« siger hun.

Najma har boet på Kvindehjemmet i over et år, mens hendes mand må sove på en sofa i den nærliggende somaliske klub. På Kvindehjemmet må selv venlige ægtemænd ikke overnatte. Til gengæld er Najmas mand der ofte om dagen for at være sammen med sin familie. Selv er hun i gang med at lære dansk, og når hun har bestået de nødvendige prøver, vil hun gerne læse til pædagog.

Hvor længe, hun og børnene skal være på Kvindehjemmet, aner hun ikke. »Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre for at slippe herfra,« siger hun opgivende.

Et lulleliv

Det ved etagens eneste danske kvinde, Hanne til gengæld. Hun uddannet lærer og bor her med sin lille datter, mens hun venter på at føde sit andet barn. Hun har netop skrevet et langt brev til Københavns Kommune for at overbevise boliganvisningen om, at de skal give hende en nyt boligtilbud. Det første hun fik, var alt for langt fra sønnens vuggestue.

»Der er så lidt i mit liv, jeg har indflydelse på i øjeblikket, men jeg kan da i det mindste være med til at bestemme, hvor vi skal bo,« siger hun og ligner i det hele taget ikke en person, nogen kan koste rundt med.

Selv havde Hanne aldrig forestillet sig, at hun skulle få brug for at flygte i sikkerhed på et center for voldsramte kvinder. Og derfor vil hun også gerne være anonym.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at skulle føde mit barn på et krisecenter. Det er en meget mærkelig situation, og jeg vil meget gerne væk herfra, inden det sker. Men det haster, for der er kun seks uger tilbage,« siger hun.

»Det er et mærkeligt lulleliv at bo her. På en måde sker der ingenting her. Vi venter bare. Det er et liv i limbo.«

Hanne er ikke flygtet fra en voldelig ægtemand, sådan som Mahnaz og mange af de andre kvinder i huset.

»I mit tilfælde var det psykisk vold, der fik mig til at flygte. Det kunne ikke blive ved,« siger hun og lægger hånden på toppen af sin store mave.

»Jeg ved jo, hvor meget det påvirker børnene at op i sådan en familie.«

På flugt fra far

Benjamin blandt kvinderne på fjerde er den krølhårede Natasha, der efter 10 års ophold i udlandet, har haft held til at flygte fra sin voldelige og tyranniske far.

De andre kvinder ser opmuntrende på hende, da hun yderst tøvende beretter en smule af sin historie.

»Jeg har kun været her ganske kort. Det hele er så nyt, så jeg ved slet ingenting endnu,« siger hun nervøst. Hverken Natasjas far eller hendes mange søskende ved, hvor hun er, så hun vil heller ikke ud med sit navn eller fortælle hvilket land, hendes far indtil for nylig tvang hende til at opholde sig i.

»Jeg er født i Danmark, men har boet i et andet land i 10 år: jeg er den sidste af en stor søskendeflok. Alle mine søskende er flygtet ligesom mig, men vi har ikke rigtig noget med hinanden at gøre,« siger hun på fejlfrit dansk.

»Vi har ikke samme mor og kender derfor ikke rigtig hinanden.«

Natasha fortæller, at hendes far bl.a. har tvunget hende til at gå på en streng religiøs skole, hvor eleverne fik smæk med et gammeldags spanskrør.

»Jeg hadede at være der, men min far sagde, at jeg skulle. Det var ligesom i Danmark for 100 år siden,« siger hun og sukker lettet over at være sluppet væk fra skolen, faderens tæsk og en endeløs række af stedmødre.

»Jeg er meget glad for at være tilbage i Danmark, også selv om jeg må bo her. Her har jeg meget mere frihed. I det land, jeg boede i før, er det faderen, der bestemmer alt, og jeg havde absolut ingen indflydelse på mit eget liv. Det håber jeg, at jeg får nu,« siger Natasja med et usikkert smil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu