Læsetid: 3 min.

Krig på kniven i Køge

Kommunerne bøjer reglerne på dagtilbuds-området for at svække de selvejende dag-institutioner, lyder anklagen fra de selvejende institutioners paraplyorganisationer. I Køge blev alle selvejende institutioner forsøgt tvangslukket
16. juli 2007

Den 1. juni 2005 skulle have været en lovgivningsmæssig milepæl for de selvejende institutioner.

Den dag trådte en ny lov i kraft, som gav institutionerne retskrav på at stå for deres egen administration.

Hidtil havde kommunerne, blot ved at hævde, at det ville spare penge, kunnet kræve at overtage institutionernes administrationer.

"Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil sammenligne tal, og jeg er overbevist om, at vi er billigere. Men kommunerne vil ikke vise os tallene," siger Charlotte Biil, generalsekretær for Menighedernes Daginstitutioner, og talsperson for Daginstitutionernes Landsorganisation, DLO.

Den nye lov skulle give de selvejende institutioner mere selvstændighed på dagtilbudsområdet. Men ifølge Charlotte Biil virker loven ikke hensigten:

"Der er ingen, der fører tilsyn med, om kommunerne følger reglerne," siger hun.

Chikane i Køge

I maj 2006 søgte 11 af de selvejende institutioner i Køge kommune med henvisning til den nye lov om overtage deres egen administration pr. 1. januar 2007.

Det burde være en formalitet, men kommunens svar kom prompte i form af en opsigelse af samtlige driftsaftaler med de selvejende institutioner i Køge. Opsigelsen gjaldt også de institutioner, som ikke havde krævet egen administration. En sådan opsigelse betyder reelt enten lukning eller kommunens totale overtagelse.

Institutionerne klagede deres nød, og efter et langt tovtrækkeri endte det i 2007 med et forlig om, at institutionerne pr. 1. januar 2008 kan overtage deres egen administration. Det er et år efter den dato, hvor institutionerne havde ønskede det.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Køge Kommune eller Kommunernes Landsforening (KL).

Men Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisationsteori og forvaltning på Syddansk Universitet siger:

"Det er ren krig. Køge Kommune sætter hårdt mod hårdt og straffer også dem, som ikke har søgt om at overtage deres egen administration," siger han og påpeger, at det er udtryk for en bevidst strategi fra kommunen.

"Det er fuldstændig ude af trit med, hvad der i øvrigt foregår på det kommunale område i øjeblikket," siger han

Aftalen kan altid opsiges

Sagen fra Køge er ikke det eneste eksempel på, at en kommune har forsøgt at tage livet af selvejende institutioner ved at opsige driftsoverenskomsten.

Ifølge Charlotte Biil har der været tilsvarende sager af større eller mindre omfang i en lang række kommuner, men det er vanskeligt at vurdere, hvornår der er tale om en berettiget opsigelse, og hvornår der er tale om chikane.

Da kommunerne er købere af en ydelse hos institutionerne, kan de til enhver tid opsige aftalen, hvis de anfører en rimelig grund til det.

"Sådan skal det jo være. Kommunerne køber en vare for skattekroner, og derfor skal de på borgernes vegne gøre det, de vurderer er bedst," forklarer Kurt Klaudi Klausen

De selvejende institutioner har mulighed for at klage til tilsynsrådet, hvis de mener, at der ikke er en gyldig grund til at opsige en aftale.

Men en klage har ikke opsættende virkning på kommunens opsigelse, så pengekassen bliver smækket i. Og da behandlingen af en sådan klagesag kan tage mere end et år, er institutionen typisk tvunget til at lukke, før der kommer en afgørelse.

"Det er jo meget ubehageligt, for når først en institution på den måde er splittet, kan man ikke bare etablere den igen," siger Kurt Klaudi Klausen.

"De kan ikke bare overvintre, imens klagesagen står på, og så starte op igen. Der er ingen tvivl om, at det er kommunerne, der har fat i den lange ende," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu