Ydmyghed er ikke just en af de dyder, man forbinder med Danmarks udenrigsminister. Og straks man træder ind i ministerkontoret er enhver tanke om dansk beskedenhed da også fejet af bordet; udsigten over Københavns Havn og Operaen er ret beset storslået. Nu venter han bare på det nye skuespilhus. Per Stig Møller, fremviser stolt sin daglige arbejdsplads, der også rummer stort spisebord.
"Det har tilhørt Peter von Scholten," beretter ministeren med et bredt smil. Og kombinationen af fortid og nutid er sigende for ministeren og de konservative idealer, som vi senere skal vende tilbage til. Per Stig Møller både taler og tænker hurtigt og forklarer gerne i billeder. Således også når han skal beskrive sit virke som udenrigsminister.
"Jeg har ofte fornemmelsen af at styre et rumskib. Du kender det fra film, hvor alle disse ting kommer flyvende imod dig," siger han og illustrerer med fægtende arme de stjerner, meteorer og asteroider, der truer med at ramme luftfartøjet.
"Sådan er det både med medierne og verdensbegivenhederne," konstaterer han.
Trods kravet om hurtige og velvalgte meldinger på Irak-krig, tolkesag og den hastigt skiftende situation i Mellemøsten, har Per Stig Møller bevidst fravalgt at have en pressechef.
Ingen skal spinne for mig
Bistanden til at håndtere medierne henter han hos sin kontorchef i ministersekretariatet.
"Hvorfor i al verden skal der være et mellemled ind over? Der er ikke nogen, der skal sidde og spinne mine historier," siger Per Stig Møller, der selv har beskrevet magtens væsen i den medieskabte virkelighed i sin bog Magt og Afmagt.
Ifølge udenrigsministeren har spin og taktik altid præget dansk politik, men de stadig flere nye medier stiller krav om prioritering.
"Man kan jo gå ind i alle historier, men så får man aldrig skabt noget. Så kan man flyve rundt som et andet mælkebøttefrø," siger Per Stig Møller, der selv har årelang erfaring som journalist i både den skrevne og elektronisk presse.
Men erfaringen fra den anden side af bordet fortæller også Per Stig Møller, at den politiske journalistik til stadighed præges af journalister og kommentatorer, der vil pådutte politikerne bestemte holdninger.
"Hvis du synger, som journalisten vil have, kommer du i avisen, ellers ikke. Det er dårlig journalistik og at svigte læserne," siger han.
- Hvad betyder det for dig som politiker?
"At det er sværere at trænge igennem med det, man gerne vil sige, hvis ikke det passer de journalistiske krav," siger han og afbryder sig selv og hæver stemmen:
"Men det gælder jo ikke alle journalister for pokker. Man kan heller ikke skære politikere over en kam, men der er altså en journalistisk tendens i den retning."
'Good idea-minister'
Trods pres fra pressen og kampen om midtervælgerne er der stadig plads til idealerne i det store kontor på Asiatisk Plads.
"En pragmatisk idealisme," som ministeren formulerer det:
"Idealisme, som ikke er pragmatisk bliver totalitær, mens pragmatisme uden idealer bare er som at køre i rundkreds."
Per Stig Møller medgiver dog, at der skal en god portion idealisme til at fremsætte en fredsplan for Mellemøsten, som han gjorde det under det danske EU-formandskab i 2002.
Ideen til en Køreplan for Fred fik den danske udenrigsminister, da han hjemme på tv så præsident Bush tale om en to-statsløsning for Israel-Palæstina.
"Så tænke jeg, ja, det er godt med dig, men hvordan når du derhen? Så satte vi arbejdet i gang herinde, hvor dygtige medarbejdere lavede brainstorm på det."
Planen blev efter drøftelser med EU og USA vedtaget i september.
- Hvad fik dig til at tro, at du som dansk minister kunne komme med en løsning på en årtier lang konflikt?
"Fordi den danske minister tilfældigvis var formand for EU. Nu skulle jeg så glemme småstatsmentaliteten, for jeg skulle repræsentere Europa i det spil. Så det var en forpligtelse for Danmark at være klar over, at vi ved skæbnens tilskikkelser var på verdensscenen, og det kan vi ikke bare skulke fra."
Kirkegård fuld af planer
- Men der skal en vis selvtillid til?
"Ja, men der var jeg nødt til at glemme, at jeg var den lille dreng fra Smallegade. Hvis man render rundt og tænker, at 'jeg er jo bare den lille dreng', så får man ikke leveret noget, og så svigter du alle dem, der har stolet på dig. Vi er jo alle sammen små drenge fra den gade, vi er vokset op i. Colin Powel er fra Bronx, og jeg er fra Smallegade - men hvis vi render rundt med den lille dreng i os og er benovede, så kan vi ikke levere, det vi skal."
I dag - fem år senere - er man ifølge ophavsmanden ikke nået længere end til side et i den plan, der skulle sikre fred i den uroplagede region.
"Man er ikke engang kommet i bunden af side et. Men så længe, man ikke har en anden plan, skal den ikke smides ud. Den er et sæt pejlemærker, men den har ikke virket. Det har Osloplanen heller ikke. Så kan man sige, at intet virker og give op. Det kan man da være fristet til. Men det bliver ingenting bedre af. Så på trods af, at kirkegården er fuld af fejlslagne fredsplaner..."
