Læsetid: 3 min.

Rapport: Miljøgevinst ved mere vind gavner økonomien

Rapport fra institut for miljøvurdering giver bedre billede af samfundsøkonomien ved vindkraftudbygning end finansministeriets regnedrenge
Indland
27. juni 2007

Mens forhandlingerne om en grønnere dansk energistrategi er gået i stå på Christiansborg, fortæller en ny rapport om klare samfundsøkonomiske gevinster knyttet til vindkraftens gunstige miljøvirkning.

Rapporten, der ventes offentliggjort i dag, men er kendt af Information, er udarbejdet af Institut for Miljøvurdering (IMV). Den siger, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved en udbygning med vindkraft, så vedvarende energi kommer til at dække 30 pct. af energibehovet i 2025 - regeringens mål - vil give miljøfordele, der forbedrer samfundsøkonomien i forhold til de beregninger, Finansministeriet har lagt frem.

Finansminister Thor Pedersens fagfolk har i oplægget til de igangværende energiforhandlinger sagt, at det vil koste samfundet 5,2 mia. kr. årligt i 2025 at udbygge den vedvarende energi til 30 pct. Bl.a. Ingeniørforeningen har anfægtet beregningen og præsenteret et væsentlig mere positivt billede af samfundsøkonomien ved satsning på de vedvarende energikilder.

IMV-rapporten har regnet på 30 pct. vedvarende energi-dækning af det samlede energiforbrug opnået ved at udbygge vindkraften, så den dækker halvdelen af elektricitetsforbruget i Danmark. Uden at se på miljøfordelene når IMV frem til en samfundsøkonomisk pris på 5,9 mia. kr. for denne udbygning. Det svarer til en fordobling af dagens vindkraftandel. Men når instituttet medtager vindkraftens miljøfordele - ingen udledning af CO2, SO2 og NOx - falder de samlede omkostninger til 3-4,9 mia. kr. i 2025.

Nordisk gevinst

Opsigtsvækkende er det, at rapporten antager, at en stor del af vindmøllestrømmen eksporteres til de nordiske nabolande, som dermed også høster mange af miljøfordelene og den ledsagende samfundsøkonomiske gevinst. IMV beregner denne miljøgevinst til at have en samfundsøkonomisk værdi på seks-17 mia. kr., mens omkostningerne ved udbygningen kun udgør seks mia.

"Det vil sige, at miljøfordelene overstiger omkostningerne i en nordisk afgrænsning af samfundsøkonomien," fastslår rapporten.

Hvis den megen vindmøllestrøm ikke eksporteres i stort omfang, men i stedet f.eks. ledes over i den danske transportsektor via satsning på bl.a. elbiler, vil en større del af den miljøbestemte samfundsgevinst formentlig kunne fastholdes i Danmark.

IMV peger på, at vindkraftens vilkår skal forbedres, hvis man skal kunne nå den dækning, regeringen foreslår, og som oppositionen ønsker mærkbart øget.

"Den aktuelle stagnering i udbygning med vindkraft i Danmark kan ikke kun forklares med manglende støtte (udover de nuværende ca. 12 øre pr. kilowatt-timer) men skyldes måske i højere grad bedre alternative investeringsmuligheder i vore nabolande med bedre støtteordninger, midlertidigt høje priser på vindmøller, administrative barrierer og evt. strategisk investor-adfærd," hedder det.

Imens smelter isen

Regeringen forhandlede i går med S, SF og de radikale om den ny energistrategi, der er lovet klar inden 1. juli, og parterne mødes igen i dag.

Oppositionen forlanger bl.a. kraftigere energibesparelser, en større støtte til vindmøllestrøm og en kraftigere udbygning med havmøller end den møllepark på 200 megawatt ved Djursland, som regeringens foreslår opført inden 2012. Samtidig har oppositionen indvendinger mod regeringens forslag om at give DONG Energy frihed til at skifte brændsel på Avedøre 2- og Skærbæk-værkerne fra henholdsvis naturgas og biomasse plus olie til kul.

"Regeringen har ikke givet sig, men det kan man også sige, at vi heller ikke har. Så vi skal bruge de næste par dage til at forhandle videre," siger Socialdemokraternes energiordfører Kim Mortensen til Ritzau.

Mens forhandlingerne står i stampe om det, der ifølge statsministeren skal blive det første, vigtige skridt mod dansk uafhængighed af fossile brændsler, har Anders Fogh Rasmussen selv været i Grønland for sammen med EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso at se, hvordan den globale opvarmning har accelereret afsmeltningen af den grønlandske indlandsis.

"Indlandsisen har trukket sig 15 kilometer tilbage bare de seneste fire år. Det er et betydningsfuldt bevis for klimaændringerne," sagde Anders Fogh mandag aften i Jakobshavn.

Et ledende medlem af FN's klimapanel, hollænderen Bert Metz, sagde mandag til Reuters, at den grønlandske indlandsis risikerer at smelte hurtigere end forudsagt af klimapanelet.

"Det er muligt, at det hele vil disintegrere i løbet af nogle hundrede år, en størrelsesorden hurtigere" end hidtidig forudsagt af klimapanelets modelberegninger, sagde Bert Metz.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her