Typisk for Erik Haaest jublede han: "Nu skal der nok blive rav i frikadellen!"
Det gjorde han sidste uge på dkdebat.dk, fordi der i Informations kronik blev skrevet vredt om, at Kunstrådets Litteraturudvalg har tildelt Haaest to gange 100.000 kr. til bøger om nazisternes danske håndlangere under Besættelsen.
Kritikken går på, at Haaest har afsløret sig som agitator mere end faghistoriker, derved at han i en af sine publikationer i 1977 skrev artikler under overskrifter som "Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre" og "Anne Franks dagbog er løgn og svindel".
Claes Kastholm var formand for det Litteraturudvalg, der slap skillingerne til Haaest, og Kastholm erklærer nu, at det ville udvalget ikke have gjort, hvis udvalget havde vidst mere om Haaest.
Til Information sagde Kastholm i lørdags:
"Hvis det var kommet frem i processen, at Erik Haaest så groft negligerer Holocaust, ville han ikke have fået pengene. (...) En mand, der kan sige noget så snotdumt, må have en meget lemfældig omgang med kilder og historiske fakta."
Hvis Claes Kastholm og hans udvalg havde ulejliget sig med lidt mere udredning, ville de have opdaget, at Haaests speciale faktisk er omgang med kilder og historiske fakta.
Sensation i Børge
Den nu 72-årige Haaest, der er født Hansen, blev uddannet som journalist ved Skjern Dagblad 1958-59. I 1960'erne gjorde han sig bemærket som redaktør af tidens popbla-de Beat og Børge, hvor han leverede historier, der var så sensationelle, at læserne tabte deres ungdommeligt bebumsede kæber af overraskelse.
I 1970'erne kastede Haaest sig over Anden Verdenskrigs danske tabere. Ud fra samtaler med overlevende frivillige fra den tyske østfront skrev han en række beretninger, der dels offentliggjordes i Ugens Rapport, dels udkom i 1975 som trebindsværk under titlerne Frontsvin, Frostknuder og Forrædere. Faghisto-rikere har kritiseret bøgerne for, at man ikke kan se, hvornår frontkæmpernes fortælling hører op, og Haaests betydelige forestillingskraft sætter ind.
Til Politiken har Haaest vedgået:
"Jeg bruger aldrig båndoptager, når jeg taler med folk. Hvis noget er værd at huske, så husker jeg det."
Sin fascination af Besættelsen dyrkede Haaest videre i 1976 i en bog om 1948-dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Han gav den undertitlen Århundredets kriminalgåde og gjorde den til noget, der kunne ligne alle konspirationsteoriers moder. Nær ved enhver af Besættelsens og efterkrigsårenes løse kriminelle ender fik Haaest bundet op på Peter Bangsvej, som han i følgende bøger er vendt tilbage til - også med udførlige bud på gådernes opklaring. Samtidig er Haaest gerådet ud i årelange fejder med andre, der har skrevet om samme dunkle begivenheder.
Fabulerende højrefløj
Sin tilknytning til en fabulerende højrefløj bekræftede Haaest ved i 1978-81 at virke som redaktør for Danske Tidende, der havde en tilknytning til Mogens Glistrups Fremskridtsparti.
Den historikervirksomhed, som Litteraturudvalget nu har begunstiget med 200.000 kr., knytter sig til Haaests planlagte serie om det berygtede danske Hipo-korps, der i nazismens tjeneste gennemførte mord, tortur og bortførelser. Værket Lorenzen-gruppen er anmeldt af cand. mag. Martin Jensen på Dansk Historisk Fællesråds hjemmeside historie-online.dk.
Anmelderen undrer sig over nogle af overskrifterne på bogens kapitler, f.eks. "Hipo's største præservativ-forbruger" og "Kussetyvens sidste elskerinde passer hans grav" og finder dem svært forenelige med seriøs histo-rieskrivning.
Det hedder videre:
"Haaests irrelevante og lettere konspiratoriske lommefilosoferen om f.eks. terrorisme-begrebet og krigen mod terror kunne man også godt have været foruden."
Det er en historiker med sin egen særlige historie, som Kastholm og hans udvalg har ydet kontant opmuntring.
Selv har Haaest kommenteret med ordvalget:
"At sådan en politisk ukorrekt provokatør som mig fik støtte, gjorde det klart, at der var kommet andre boller på suppen."
