Reformdebatten er nede med politisk syge

Velfærdskommissionens længe ventede rapport med 43 forslag til reformer nåede dårligt nok at lande på de christiansborgske skriveborde, inden de fleste forslag var skudt i sænk. Brugerbetaling, reformer og fleksible skatter ser ud til at være fy-fy ord for regeringens politikere Det står fast, at Danmark er et demokrati. Folk stemmer, politikerne afgiver løfter, og det hele bliver vist fjernsynet. Men det, der ikke står fast, er, hvilken type demokrati vi har. Nogle kalder det et 'gallupokrati', andre taler meningsmålingsdiktatur. Det er i hvert fald sikkert, at der er svært at gå imod det, man tror, folket vil have. Statsministeren vil ikke reformere, Socialdemokraterne vil ikke reformere. Mens hele erhvervslivet skriger efter omstillingsparathed, er det politiske Danmark ramt af omstillingsangst. Eric Ryllberg, administrerende direktør for ISS, mener, at politikerne fuldstændig underminerer deres egne beslutninger, for hvis alting skal dreje sig om, hvordan man ligger i meningsmålingerne, så kunne vi ligeså godt lægge alt ud til folkeafstemning. "De politiske partier må indse, at de her spørgsmål ikke egner sig til en valgkamp. Man har udpeget en velfærdskommission, der har gjort et hæderligt stykke arbejde - og selv om jeg ikke er enig i alt - så mener jeg ikke, man bare kan skyde det ned to sekunder efter arbejdet er fremlagt. Vi betaler jo politikere for at have overblik," siger Ryllberg. Det er sørgeligt, at politikerne i højere grad tænker på meningsmålinger og arbejder med en horisont, der kun rækker frem til næste valg. Substansen forsvinder helt fra det politiske landskab, og de egentlige politiske budskaber forsvinder, mener Jørn Loftager, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet. "Det handler ikke blot om at sælge sin politik bedst, men om at finde på en politik, der kan tiltrække nogle stemmer. Dermed kommer der fokus på spillet frem for på substansen." "Det er en undervurdering af borgernes evner og vilje til at forstå, hvorfor man reformerer. Den alvorligt mente dialog ser der ikke ud til at være baggrund for i det politiske system," siger Loftager. Han mener, at det hænger sammen med, at politikkerne ikke længere har en politik, de selv tror på. "Socialdemokraterne besluttede i sidste uge at opruste på spinsiden for at kunne matche regeringen. Det gør de fordi, at de gamle selvfølgelige skillelinjer ikke længere definerer de politiske identiteter, som de tidligere gjorde, at svarene var substantielt defineret i forhold til bestemte befolkningsgrupper. Det handler ikke blot om at sælge sin politik bedst, men om at finde på en politik, der kan tiltrække nogle stemmer." Han undrer sig over, at de enorme formuegevinster på en del af ejendomsmarkedet, ikke er gjort til en socialdemokratisk hjertesag, når det skaber en kolossal omfordeling i samfundet, der langt overstiger overenskomstforhandlinger o.l. "Det er fordi, at man så ikke vil have nogen som helst mulighed for at slå Fogh næste gang. Selv om de fleste boligejere slet ikke har oplevet de formuestigninger," siger Loftager. Det er en stor risiko for vores demokrati, at folk uden den store indsigt får indflydelse, men fordelen er, at der er en vis form for harmoni mellem leder og de ledte, og at man på den måde kan komme af med ledere, mener han: "Men risikoen er, at en leder ikke kan handle langsigtet." Han er i det hele taget skeptisk over for, at man vil reformere alt mellem himmel og jord efter en bestemt økonomisk model og dermed reducere kompleksiteten i samfundet til et forsimplet økonomisk regnestykke. Palle Simonsen, tidligere konservativ finans- og socialminister, kalder det "meget nedslående", at politikerne - med undtagelse af de radikale - nedgør rapporten. "Det er også pinligt, idet det i grundtrækkene er en spændende og grundig rapport, og for mig at se er det udtryk for stigende populisme. Et eksempel er, at statsminister Anders Fogh Rasmussen kører den såkaldte kontraktpolitik, der gør, at man ikke kan gennemføre noget, som ikke er kendt på forhånd." "Men det er regeringens opgave at gå foran og forklare befolkningen, at der er behov for reformer. Når regeringen ikke gør det, så -- -- kommer man ikke ud af stedet," siger han og slår fast, at Danmark i dag har en utrolig gunstig økonomisk situation, og at man desværre i ly af den skyder fremtidens problemer væk fra sig. Filosoffen, Ole Thyssen er enig med Simonsen i, at politikken er blevet for passiv i dag. Han kalder det for "en politisk syge", som er blevet et implicit træk i vores samfund, der stammer tilbage fra 1600-tallet, hvor det, at der ikke var nogen sandhed, var et meget stort fremskridt: "Fogh har der været meget strategisk ved at undgå at handle ved at nedsætte kommissioner, og så straks den kommer med noget begynde at tænke politisk og skære fra og finde sin egen dagsorden. Det er også et retorisk greb, at bestemme, hvad det er, vi skal diskutere. Meget politisk retorik handler om at gøre indtryk på befolkningen på den ønskede måde." Nedsættelsen af Globaliseringsrådet er også et udtryk for, at man får en stødpude, for at finde ud af, hvad er populært, og hvad kan man komme igennem med. Og hvad skal man kun sige til embedsmændene, mener Thyssen. Skattestoppet spiller ifølge forfatter Ulrich Horst Petersen en hel central rolle i Venstres og de konservatives manglende handlinger i hele velfærdsdebatten. Det har bragt landet i en situation, hvor det er tvivlsomt, om nogen ny statsminister kan holde til at hæve skatterne: "Som det er nu, er der lukket for virkelige reformer på det indenrigspolitiske område, og når så den ideologiske krig i Irak kommer oven i, har statsministeren i en vis forstand bragt sig i en ønskeposition, hvor han behøver ikke at gøre noget," siger Horst Petersen. Han mener, at det er en undergravelse af at være borger i et samfund, fordi dertil hører, at man indser og anerkender, at staten har ret til at opkræve skat af borgerne. "Hvis det anerkendelse forsvinder, fremmer man en forestilling om, at hvis vi kan bevare skatterne uændret, så går det hele af sig selv," siger Horst Petersen. Men regeringen undervurderer befolkningen, for meningsmålingerne viser, at knap halvdelen af danskerne - i modsætning til, hvad politikerne tror - er klar til at lave de fornødne velfærdsreformer. "Jeg tror, at store dele af befolkningen, er langt mere indstillet på reformer, end politikkerne tror. Det er mit indtryk, er at det er Velfærdskommissionens billede, når de har været rundt i landet og forklare tingene. Så kan folk godt forstå det. Når regeringen ikke gør det samme, så kommer man jo ikke af stedet," siger Palle Simonsen. Thyssen mener derimod, at det er 'gratis' for befolkningen at sige, at den er indstillet på velfærdsreformer: "Det er abstrakt og uforpligtende; i det sekund, det rammer den enkeltes hjemmepleje, skole etc., så smerter det." Ikke desto mindre, er befolkningen ifølge meningsmålingerne ikke så reform-angst, som politikkerne går og tror. En undersøgelse fra Rambøll Management viser, at 44 procent af befolkningen går ind for at sænke skatten på arbejde og hæve boligskatterne, mens 45 procent er imod forslaget. Danskernes holdning til samfundsreformer kan ifølge målingen aflæses på lønsedlen. Jo højere indtægt, jo højere er tilslutningen til Velfærdskommissionens anbefalinger. I familier hvor husstandsindkomsten overstiger 600.000 kroner synes 47 procent, at kommissionens reformforslag samlet set er fine, kun 30 procent finder dem dårlige. I husstande med en samlet årlig bruttoindkomst på under 200.000 kroner, er de tilsvarende tal 27 og 39 procent. "Det er ubehageligt, at mange politikere ikke tænker længere end næste meningsmåling, det er også derfor, at mange erhvervsledere siger fra over for det her og forlanger, at nu må der ske noget. Det er også et generationsspørgsmål. Jeg og mange i Folketinget tilhører en generation, hvor man bare er i gang med at skubbe det hele i hovedet på dem, der er 20 år nu," mener Ryllberg.