Læsetid: 1 min.

Regioner vil importere udenlandske sygeplejersker

Personalemanglen er så stor, at danskerne om kort tid må vænne sig til udenlandske sygeplejersker, der ikke taler perfekt dansk, siger regionerne
Indland
22. maj 2007

I løbet af 10 år vil en tredjedel af sundhedspersonalet på de danske sygehuse gå på pension. Derfor må danskerne fremover indstille sig på at blive tilset af udenlandske sygeplejersker, som har fagligheden i orden, men til gengæld ikke taler perfekt dansk. Det siger regionernes formand, Bent Hansen (S). Han peger på, at der ganske enkelt ikke længere er nok danskere til at fylde behovet for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

"Hvis vi selv skal fylde hullet, ville det kræve, at vi tømte årgangene for alle de kvinder, der har taget studentereksamen. De skulle alle sammen arbejde i den offentlige sektor og specielt i sygehusvæsnet. Der vil ikke være nogen kvinder til den private sektor. Det er ikke realistisk, og derfor kommer vi ikke uden om at hente arbejdskraft udefra," siger Bent Hansen.

Import af arbejdskraft

Dermed lægger regionernes formand an til et frontalopgør med den danske modstand mod at importere arbejdskraft udefra. Uden at gå i detaljer håber han, at regeringen inden for to til tre år vil lave en ordning, så regionerne aktivt kan søge sygeplejersker i udlandet. Og der kan også blive tale om at hente talentfulde 16-18-årige udlændinge til Danmark for at give dem uddannelse og efterfølgende arbejde i sundhedsvæsnet, siger Bent Hansen.

Han peger på, at en tredjedel af personalet i det engelske sundhedsvæsen i dag er indere. Og i Danmark må vi indstille os på, at "flere tusinde" læger og sygeplejersker om nogle år vil have eksotiske navne og måske ikke snakke perfekt dansk.

"Vi giver ikke køb på den faglige kvalitet, men er der f.eks. tale om en sygeplejerske, som blot skal bedøve patienten, så behøver hun ikke tale perfekt dansk," siger Bent Hansen.

Lige nu er Region Midtjylland og Region Syddanmark ved at hente 36 indiske speciallæger til deres underbemandede afdelinger.

Lægerne skal begynde efter nytår, og håbet er, at positive erfaringer fra pilotprojektet vil bane vejen for mere udenlandsk arbejdskraft.

Regionerne fik over 700 ansøgninger til de 36 stillinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her