Læsetid: 8 min.

Rødby-Puttgarden eller Femern-forbindelsen

En udflugt til Rødby og Puttgarden med mange stop og omveje
Færger er en umådelig dansk ting. Fordi vi har så meget vand imellem os, det er vel derfor. Det er derfor, det er så umådeligt dansk at sejle. Det er noget af det, vi altid har været bedst til, os danskere. Tænk ikke på vikingerne, det er så selvfølgeligt og elendigt et eksempel. Tænk hellere på, hvor ualmindelig mange OL-medaljer Danmark har vundet i sejlsport i tidens løb.

Færger er en umådelig dansk ting. Fordi vi har så meget vand imellem os, det er vel derfor. Det er derfor, det er så umådeligt dansk at sejle. Det er noget af det, vi altid har været bedst til, os danskere. Tænk ikke på vikingerne, det er så selvfølgeligt og elendigt et eksempel. Tænk hellere på, hvor ualmindelig mange OL-medaljer Danmark har vundet i sejlsport i tidens løb.

Lars Frost

Indland
25. juli 2007

Hold op, det er længe siden, jeg sidst spiste en rød pølse, ikke siden de byggede Storebæltsbroen og lagde færgen op - er det det, det hedder? Lægger man færger op? Sejler dem til Indien og lægger dem op, som man lægger bukseben op? Uanset hvad, elsker jeg færger. Gør alle ikke det? Færger er en umådelig dansk ting. Fordi vi har så meget vand imellem os, det er vel derfor. Det er derfor, det er så umådeligt dansk at sejle. Det er noget af det, vi altid har været bedst til, os danskere. Tænk ikke på vikingerne, det er så selvfølgeligt og elendigt et eksempel. Tænk hellere på, hvor ualmindelig mange OL-medaljer Danmark har vundet i sejlsport i tidens løb. Mange, mange medaljer. Guld, sølv og bronze. Fordi vi er så gode til det. Og der har sikkert også været mange fjerde-pladser - men hvem tæller?

Jeg har så mange lyse minder fra Storebæltsfærgen. De mange år jeg pendlede mellem min far i Kolding og mit hjem hos mor i København. Min far blev næsten blind i de år. Han kom og hentede mig i København i sin orange Folkevogn, og vi kørte vidunderligt stærkt for at nå færgen, og nogle gange fortsatte vi helt til Vesterhavet, til Vejers Strand, og vi sprang i, selvom det regnede, og nøgne tyskere havde besat landet og bygget læskærme langs hele kysten til forsvar mod solens længe ventede invasion. Lyse, lette sommerminder.

Som sagt, han kom og hentede mig, min mor gav mig modvilligt fra sig, og min far kørte os halvblind tilbage til Jylland med øjnene fulde af grøn eller grå stær og sukkersyge i hele kroppen. Men det gjorde ingenting, det var ok, han kendte vejen indenad, og det var de glade, gamle dage, dengang alle bilister var enten halvblinde eller fulde. Lykkelige tider - det føltes som om farten stadig var fri for alle begrænsninger og love, indtil man blev stoppet og fik en bøde, som man betalte med glæde. Intet ondt og skæbnesvangert kunne ske dengang. Alligevel insisterede min mor de sidste år på selv at køre mig til Jylland, og da vi ikke havde bil, blev resultatet, at min far kørte sig selv til København, og min mor kørte os alle tre tilbage til Kolding og et par dage senere tilbage til København, hvorefter min mor igen slap min far fri i trafikken, og han blindkørte bilen hjem til Kolding - åh, det var tider! Et festligt orgie af kuldioxid. En glad og uproblematisk tid - sådan gik der et par år, så kom aids, og jorden begyndte at brænde under alle teenage-fødder. Men det er en anden historie.

Et af de lyseste minder fra færgeturen er de røde pølser. Og er der noget mere dansk end røde pølser - salmiak-lakrids, måske, og så alligevel - men én ting har disse nationalprodukter til fælles: De har været under anklage, de har været forsøgt røvet fra os af internationale bestemmelser, af smålige europapolitikere og kulturfjendske bureaukrater. Ud med nitrit, ud med salmiak, og hvad er der så tilbage af det, der er dansk? Nuvel, de røde og lakridsen har vi stadig - en smule Europa-regulerede og ikke helt som i de gamle dage, men hvad er som i de gamle dage? Jeg kan ikke lige komme på noget, det meste forandrer sig ustandseligt - kønsrollerne og varespejlet i vores supermarkeder for eksempel. Og forandringen er ikke altid til det bedre.

Broen over forskellen

Jeg ved ikke, hvad vi skal med en bro til Tyskland, men jeg kan godt lide broer. Jeg har set frem til at krydse Storstrømsbroen på vejen til Rødby, og det er en fornøjelse endelig at gøre det, efter at have siddet utålmodig i toget en times tid. Udsigten til Farø-broerne er fin, fin. Hængebroen er smuk, let og elegant. Ikke så let og elegant som Storebæltsbroen, og ikke så let og elegant som Lillebæltsbroen, den letteste og eleganteste af alle Danmarks hængebroer. Og den lave bjælkebro, der skyder ud fra Sjælland og kravler over til Farø, er fin. Det ser ud som om, den løber ned ad bakke - kan det virkelig være sandt?

Og så Guldborgsund. Sikken fornøjelse. En smuk bro. Udtænkt og konstrueret af en af Danmarks store brobyggere, Anker Engelund. Den hopper over sundet i to lette buer af boltet jern og kan åbne sig på midten med en klap. Den slags klapbroer blev et speciale for Engelund, og det er vist især de smukke buer, man kan kende hans broer på.

Guldborgsundbroen stod færdig i 1934, og i 1939 åbnede Vilsundbroen over Limfjorden, som han også stod bag, en bro af samme slags som Guldborgsundbroen, mere eller mindre, men med fem buer og en dobbelt klap. Og Engelund lavede flere, den mest imponerende jeg har set er Dronning Alexandrines Bro over Ulvsund fra Kalvehave til Møn, som på trods af besættelsen blev indviet sidst i maj 1943 - måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og man kan være forfalden til at give dem ret.

Engelund konstruerede også Langelandsbroen, en buebro fra Siø til Langeland. Besættelsen forsinkede Langelandsprojektet dramatisk. Forbindelsen fra Fyn til Langeland består af tre broer. I 1960 fik man endelig færdiggjort en bro fra Tåsinge til Siø, og først i 1962 stod Engelunds Langelandsbro færdig. Den tredje bro, broen over Svendborgsund mellem Fyn og Tåsinge, en 33 meter høj, 1.220 meter lang bjælkebro med 25 bropiller, blev åbnet i 1967.

Turen til Rødby

Nok om det. Toget til Rødby er halvtomt, da vi forlader København, jeg følges med en enkelt børnefamilie. De skal på ferie i et tropisk bade-land ved Rødby. Efter et par stop stiger endnu en børnefamilie på toget. I Vordingborg stiger en flok børnehavebørn og deres pædagogiske vagter på. Vi forlader de blidt bølgende sydsjællandske brødmarker og begiver os ud på Lolland-Falsters vidstrakte, sukkersvangre vidder - jeg kan sgu ikke se forskel, det hele ligner hinanden. Grønt og grønt og gult og grønt med små huse på.

Uanset hvad, Emil, knægten på sædet over for mig, keder sig. Han har glemt sin taske på stationen i Nykøbing i morges, da turen startede, men den er blevet fundet, de skal huske at hente den, når de kommer så langt. Lærke og Tammi slås og griner mere end de må. Kristoffer kan simpelthen ikke blive sittende på sin plads, indtil toget holder, der er ingen ro i den krop, den må op og stå, selvom pædagogen siger det to gange, at alle børnene skal blive sittende på deres numser, indtil toget holder stille. Kristoffer fortæller, at han snart skal med sine forældre med færge og på ferie. Udelt lykke. Sikken rejse, og sikken ro, da de stiger af i Nykøbing Falster.

Rødbyhavn og ud i havet

Det er trist. Men hvad havde jeg forventet? Intet andet end dette triste, men at det kunne være så trist. Men der er lyse sider ved dette forblæste baneterræn i Rødby Havn. Forleden fortalte en veninde mig, at i udsendelsen Natursyn på P1 havde hun hørt, at dette utrimmede, overflødige, kedsommelige stykke Danmark er et eldorado for flere sjældne billearter og måske også en eller anden frø, her er lige den rigtige grad af tilgroethed. Ikke for meget og ikke for lidt. Det er en skrøbelig balance, som formentlig kun overlever kort tid. Men som det er nu, rejser billeentusiaster langt for at se den der bille, fortalte hun.

Jeg har tænkt mig at tage en sidste tur med færgen, inden broen til Femern bliver bygget, og færgen forsvinder. Og måske vil jeg spise en rød pølse. Det blæser en smule, men solen skinner, billetten er billig, og ventetiden er kort. Det er en god dag. Det er ikke til at se på færgen, at broen er blevet en realitet. Her er det hverdag.

Der er travlt i parfumeafdelingen. Jeg kan ikke se på parfumedamerne uden at lede efter de iltre, men også lidt modløse piger fra Helle Helles roman Rødby-Puttgarden, og de har ikke så meget at sige, når jeg spørger, hvad de siger til, at der skal bygges en bro. De er ikke begejstrede for ideen. Og i cafeteriet vil de også hellere sælge mig wienerschnitzler end tale om broen.

Jeg køber to røde med brød og en øl. Der er ingen fornøjelse ved at fortære pølserne. Og dog, jeg sidder på dækket, øllen glider ned, og vinden blæser, og solen skinner, som sagt, så lidt fornøjelse er der da.

De handlende

De er allesammen svenskere. De handlende i Border Shop i Puttgarden. Det er de færreste, der er klar over, at der skal bygges en bro mellem Danmark og Sverige. Og de har ikke taget stilling til broen. Eller, det er vel godt, hvis rejsetiden bliver kortere. Men skidt, hvis det bliver dyrere. De bærer virkelig deres byrder med store smil, og det er en fornøjelse at se. Det ser man ikke så tit.

Turen tilbage ligner turen ud til forveksling. Men der er en glæde ved genkendelsen, som man ikke skal undervurdere. Den er en væsentlig faktor i måden, vi har indrettet vores samfund. Og gudskelov for det.

Konklusion

Jeg er på en helt igennem principiel måde imod alle slags barrierer, kløfter, mure og lukkede døre, og hvis argumentet for at bygge broen er at nedbryde, overskride, vælte og åbne den slags og styrke vores ret som danskere og europæere til at udleve vore lovfæstede ret til fri bevægelighed, så er jeg helt på brobyggernes side. Jeg kan ikke støtte uigennemskuelighed og noget-som-helst-under-gulvtæppet, jeg elsker gennemsigtighed, aktindsigt, de åbne vidder og frihed, ikke mindst holder jeg umådeligt af frihed, og hvis det er den slags værdier, broen skal styrke, så byg for guds skyld den bro - byg to og en tunnel, jeg er helt på brobyggernes side. Danmark skal ikke vende Europa ryggen, vi skal nærme os verden og fylde den med vores eksportvarer og indgroede respekt for den enkeltes ret til at vælge sin egen død.

Der er en ældgammel tradition for at bygge broer i Danmark. Måske er kærligheden til broer noget af det mest danske, vi har. Jeg føler mig meget dansk, når jeg står på Farø med en hot-dog og en dåsebajer og skuer op på Farøbroens langstrakte bug. Jeg føler mig umådeligt dansk, når jeg kører over Storebæltsbroen og over Vejlefjordbroen, en af mine yndlingsbroer, jeg skider Dannebrogsflag, når jeg kører over Øresundsbroen, men i Malmø føler jeg - på grund af broen, det er jeg sikker på - på grund af broen føler jeg et slægtsskab med svenskerne. Vi deler en fortrolighed og nærhed, som er ubetalelig. Tænk, hvis en Femern-forbindelse kunne inspirere til de samme følelser mellem danskere og tyskere, og vi én gang for alle kunne lægge 1864, 1918, 1940 og hele resten, bag os.

Tillykke med broen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her