Læsetid: 4 min.

Spansk politik forgiftet af Franco-fortiden - igen

Spanien står midt i en meget forgiftet politisk atmosfære op til lokalvalgene i maj. Højrefløjen risikerer en kæmpe lussing - som ved valget i 2004. Partido Popular står isoleret og angriber de regerende socialister af angst for, at skeletter fra Franco-tiden lukkes ud - og at de skyldige fra fortiden hænges ud
Indland
8. maj 2007

Spaniens socialistiske regering har lige fejret sin tre års fødselsdag, og partiet står stærkt og solidt op til lokalvalgene den 27. maj . Regeringschefen José Luis Rodriguez Zapatero (PSOE - Partido Socialista Obrero Español) har - udover den laveste ledighed siden 1979, stor vækst, og bekæmpelse af korruption - siden april 2004 hvor hans parti vandt en jordskredssejr over det konservative Partido Populars (PP) otte års styre af Spanien, fået gennemført tre store reformer. Reformer, som ikke mange troede kunne lade sig gøre i et af Europas mest katolske lande efter Polen og Italien: At fjerne kirkens monopol på den offentlige moral - regeringen fik med flertal i februar sidste år indført juridisk lighed og registreret partnerskab for både homoseksuelle og heteroseksuelle. Zapatero har tilladt særligt vide rammer for autonomi inden for Spaniens 17 regioner, især Catalonien (Barcelona) og Andalusien, og der har været tre år uden attentater fra ETA's side, indtil julens to bombedræbte i Madrids lufthavns parkerings-hus.

Og sidst, men ikke mindst Zapateros vovestykke: Nemlig at gøre noget ved det, som har været et fælles tabu siden Francos død i 1975: At man kan tale om alle ofre for Franco-tiden, og anonyme ofres massegrave udgraves, som man for længst har gjort det i både Argentina og Chile. I Spanien har højrefløjen haft eksklusiv ret til mindemærkker og til at begræde deres sides ofre. Alle kommunister, socialister og republikanere, der blev dræbt under Franco, har ikke så meget som et kors eller et monument i dagens Spanien.

Afgrunden

Disse temaer har fået det detroniserede konservative parti PP og højrefløjen og dets følge inden for kirke, hær og politi til meget brutalt og skingert at male Spaniens vej mod afgrunden på avisforsider og i tv-aviserne. De kalder Zapatero for 'uduelig', 'farlig for landets sikkerhed og enhed'. For første gang i det spanske demokratis historie har et oppositionsparti så voldsomt angrebet det siddende regeringsparti. PP's leder, Mariano Rajoy, langer ud med hidtil uset aggressivitet mod Zapatero og hans politik.

Spanske kommentatorer advarer om, at PP bliver offer for sin egen overdrevne politisering af tingene. De risikerer ved lokalvalgene i slutningen af maj at skubbe en stor mængde vælgere i favnen på socialisterne - igen - for sidst PP talte om bål, brand og dommedag, kom socialistpartiet til magten .

I tre døgn efter terrorangrebet i den 11. marts 2004 ville PP forgæves og usandt overbevise hele verden om, at de fem bomber med 195 dræbte og 1.500 sårede i morgentogene i Madrid var den baskiske terrororganisation ETA's værk. Det viste sig to dage før valget, efter at både George Bush og den spanske udenrigsminister fra FN's talerstol i New York med 100 pct. sikkerhed havde udpeget ETA som bagmænd, at det var al- Qaedas værk. En celle på 10 arabiske mænd, ikke baskiske guerillaer. Takket være indignation over løgnen, dels takket været sms/email-protester stemte folk på socialisterne. Også at PP og deres USA-rosende ministre ikke havde forhindret eller havde præcise efterretninger om farlige islamisters terrorplaner i landet, gjorde folk tossede.

Det konservative PP, der i dag har 37 pct. af vælgernes opbakning (mod venstrefløjens 57 pct.) siger, at det er grundlovsbrud, når yderligere friheder gives til regionerne i særlige officielle statutter. Spaniens forfatning tillader 17 regioner under én konge med fire officielle sprog (spansk, baskisk, gallisisk og catalansk). Barcelona, der er hovedstad i det meget selvbevidste Catalonien har i 250 år været en sten i skoen på centralmagten i Madrid, og de seks mio. katalanere kæmper for yderligere autonomi, men Madrid forsøger at bremse det.

Historisk set

Spaniens socialistparti er i disse år ved at pille i Franco-tidens grimme, hævede røde ar - og det kan Franco-regimets støtter, der uden straf og forhør er gledet ind i spansk administration, hær, politi og politik ikke lide. De er bange. Rigtig bange for skammen.

De foretrækker, at den tid forbliver i fryseboksen, hvor den blev lagt efter Francos død i 1975. Meget enkelt kan man sige, at de konservative kræfter i Spanien, som nød godt af Francos regime, også i den såkaldte overgangsperiode 'transición' fra 1975-1982, hvor højrekræfterne netop resignerede og ikke retsforfulgte den tabende side (socialister og modstandere) til gengæld mod, at disse aldrig ville gøre regnskabet for fortidens Franco-fascist-synder op.

Denne mærkelige form for amnesti-pagt blev på godt og ondt en del af Spaniens demokratis fødsel. Det er i denne begravede historiske stridsøkse, at man skal finde grunden til den aktuelle politiske krise.

Uden at stramme buen unødigt kan man sige, at de uopgjorte regnskaber fra fortiden - og årsager til borgerkrigen (1936-39), nu atter spøger og forpester den politiske debat.

Den spanske borgerkrig begyndte, fordi kirken, hæren og højrekræfterne - der var besatte af et homogent, ens Spanien - blev skræmte over det progressive selvstyre, der bredte sig i regioner som Baskerlandet og Katalonien. Det skulle stoppes og straffes. De blev bombet (Picassos maleri 'Guernica'), fængslet, fordrevet og deres sprog og nationale identitet blev bandlyst.

Pluralisme er løsningen

Vejen for landets fremtid er ifølge den politiske kommentator, Antoni Puigverd, i dagbladet La Vanguardia meget præcis: "Der er kun en løsning, og det er et pluralistisk Spanien. Det er nødvendigt at kunne favne hele familien ved middagsbordet, men man må forstå, at alle sover i hvert sit værelse."

Det projekt har PSOE faktisk begyndt, men PP og højrefløjens er trængt, og man fornemmer, at den aldrig vil fordømme fordums drab, tortur og ugerninger. Indtil da må de 34 mio. stemmeberettigede indbyggerne i Spanien dømme ved stemmeurnerne. Første dom falder den 27. maj. Parlamentsvalg skal senest være i marts 2008, men på grund af det forgiftede klima taler man nu om oktober 2007.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her