Allerede på vej ned af trappen på Middelfart station fanges blikket ind af en plakat fuld af ansigter. Det er medarbejderne fra Middelfart Sparekasse, der fortæller, at de har en af Europas bedste arbejdspladser.
Midt i maj blev sparekassen nemlig kåret som Europas bedste finansielle arbejdsplads af den verdensomspændende institution Great Place to Work, og i 2005 blev sparekassen kåret som Danmarks bedste arbejdsplads.
Det sker ud fra en kulturanalyse af de medvirkende virksomheder, og den sammenholdes med en medarbejdervurdering. Samtidig har sparekassen en bundlinje med sorte tal, der siden 1995 langt overgår gennemsnittet for pengeinstitutter. Antallet af kunder er desuden steget fra 9.000 til 38.000 rundt i Sparekassen Middelfarts nu otte afdelinger i Trekantsområdet.
Småkårsfolkets bank
Det er ikke almindelige kapitalistiske drivkræfter, der har bragt sparekassen hertil. Den har som selvejende institution videre mål end økonomisk afkast. Sparekassen blev oprettet i 1853 af den lokale håndværkerforening til støtte for småkårsfolk og siden især arbejderklassen.
"Banken tog sig af funktionærerne", som direktør Hans Erik Brønserud fortæller.
Selv blev han som 17-årig, i 1963, elev i Sparekassen Middelfart. I bogen om sparekassens 150 års jubilæum fremhæves det, at det værdisæt, der var sparekassens udspring, stadig er den kilde, der øses af ved fastlæggelsen af dens virksomheds- og ledelsesværdier, og i den måde den bruger sit overskud. Det skal ikke fordeles til aktionærer, men går til kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige formål i lokalsamfundet. I stedet har sparekassen 13.500 garanter, der har lov til at skyde op til 20.000 kr. i sparekassen.
"Det skal der ikke laves om på. Vi skal ikke omskabes til aktieselskab og ikke børsnoteres og kontrolleres, selv om det er trenden for mange pengeinstitutter," understreger Hans Erik Brønserud.
Missionen
I stedet har Sparekassen Middelfart satset på at udvikle Danmarks bedste pengeinstitut i videste forstand.
Den vision har været bestemmende for tre missioner, der omfatter: Kundepleje og godt omdømme, medarbejderpleje med vægt på selvledelse og arbejdsglæde samt en indtjening, der sikrer opfyldelsen af de to andre missioner. I sparekassens værdisæt indgår også 'de seks bud', som er ultimative krav til medarbejderne om, hvordan de forholder sig til kunderne og medvirker i sparekassen.
De var ledelsens svar i 1991 på de store fusioner og krisen i bankverdenen, hvor det gjaldt om at tænke nyt. De tre missioner og de seks bud er siden udbygget med to leveregler om medarbejdernes frihed til at tage ansvar, og at alle skal behandles forskelligt i respekt for deres forskellighed.
Tilsammen udgør de sparekassens værdihierarki, der har været bestemmende for dens udvikling, uanset hvad der har været af skiftende managementteorier i tiden.
Siden 1995 er opfyldelsen af værdierne hvert år blevet målt med brug af et socialt-etisk regnskab. Målingen sker med udgangspunkt i udsagn fra kunder, medarbejdere og lokalsamfund om, hvad de forstår ved værdierne udmøntet i praksis.
Selvledelse
Fra samme tidspunkt har sparekassen bokset med begrebet selvledelse, som der siden er skrevet en bog om. Der blev også tilknyttet en konsulent for at kvalificere den seje omstilling, som også afføder frygt og modstand. Omstillingen omfatter ledelse, medarbejdere, den enkelte og fællesskabet. Alle skal på de samme kurser, og ideen med dem drøftes nøje inden og følges op, efter de er afholdt.
Som fællestillidsmand Ulrik Sørensen siger:
"Her har vi helikoptermøder på mange planer, for vi prøver at vurdere de skiftende situationer og udfordringer fra oven."
I stedet for detaljerede personalepolitikker har Sparekassen Middelfart ledetråden: 'Tillid er godt - gensidig tillid er dobbelt så godt'.
Den enkelte bestemmer selv sin arbejdstid. Den enkelte må også selv fremkomme med ønsker om f.eks. særlige seniorordninger. Ud af 160 medarbejdere er de seks i fleksjob. Og fraværet er på kun to procent, hvilket er lavere end gennemsnittet for pengeinstitutter.
Som det sidste skud på stammen er der udpeget værdiansvarlige for de forskellige dele af værdihierarkiet.
Det har betydet, at der i flere afdelinger er blevet udpeget en menig medarbejder med god indfølingsevne til medarbejderværdiansvarlig, som står for medarbejderudviklingssamtaler, hvis samlede resultater og ønsker siden drøftes med ledelsen og HR-afdelingen. Den ansvarlige kan også blande sig, hvis selvledelsen fører til urimeligheder.
Bjarne Sørensen siger således:
"Dem, der ikke skal nurses, skal også tilgodeses, ellers bliver resultatet hensynsløs hensynsfuldhed."
Der udarbejdes også flere typer medarbejderprofiler for at afklare, om medarbejderne har de poster, de trives med og egner sig til, samt om der er brug for individuel dygtiggørelse. Der er naturligvis også medarbejdere og ledere, der er gået fra, fordi ledelsesstilen ikke lige var dem.
Knopskydninger
Sparekassen har knopskudt til et helt finansieringskompleks omfattende: En ejendomsmæglervirksomhed, et forsikringsselskab og medejerskab af en kreditforening.
Den har også brugt sit overskud til at blive medejer af et kulturhus på havnen og sponsor for alverdens lokale sports- og kulturaktiviteter herunder cykler til kvinder med fremmed herkomst som de med hjælp fra frivillige lærer at bruge. Sparekassen satser i det hele taget på reklame gennem mennesker og medarbejdere, og ad den vej har de fået 90 procent af de nye kunder.
Sparekassen har også købt et af de store huse fra det nedlagte statshospital og omskabt det til et innovationshus ved navn Mad House, hvor Trekantsområdets Innovationsforum har til huse.
Konceptet er, at her kan de servicevirksomheder, som iværksættere har brug for at trække på, leje sig ind. Det kan være advokater, revisorer, designere og konsulentfirmaer. Andre lokaler er udlejet som rugekasser for iværksættere og rundt i Mad House gløder rådgivning, snak, samarbejde, inspiration og netværk.
På øverste etage i Mad House starter der også en konceptmageruddannelse. Uddannelsesstedet får navnet 1800 Academy, fordi det hen over 15 måneder skal kvalificere akademiske medarbejdere i produktions- og servicevirksomheder, også offentlige, til brugerdreven innovation. De skal uddannes 180 grader rundt i alt, hvad innovation omfatter så som dialog, udvikling, ledelse, klyngesamarbejde, design, industrielt værktøj, jura, finansiering og salg.
De ypperligste lærere vil blive fløjet ind fra hele verden. Virksomhedernes ledelse skal også på skolebænken, så den uddannede medarbejder ikke bliver mobbet for sin kunnen, men bliver lyttet til, for ellers søger medarbejderen hurtigt væk.
Foruden Sparekassen Middelfart er LEGO, Danfoss, B&O, NOKIA, Novo Nordisk, Gumlink, Trekantsområdet også med. Der er indvielse 15. september.