Læsetid: 2 min.

Tidligere projektchef: DR kendte risikoen

Den franske arkitekt og hans rådgivere kom med alt for optimistiske beregninger, mener Knud Erik Busk, der frem til maj i år var projektchef i DR Byen
Indland
28. september 2006

Alt for optimistiske budgetter og beregningsfejl har været med til kuldsejle økonomien i det nye koncerthus i DR Byen i Ørestad.

Det mener tidligere projektchef Knud Erik Busk.

Han havde fra 2002 og frem til maj i år ansvar for projektering og opførelse af det nye DR-hus på Amager med reference til projektdirektør Kjeld Boye-Møller.

Knud Erik Busk siger, at han har været med til at foreslå besparelser for i alt 300 millioner kroner, men meldingerne fra DR's ledelse var, at der skulle bygges efter planen.

Den tidligere projektchef bekræfter oplysninger om, at Danmarks Radios ledelse for flere år tilbage blev advaret om en betydelig økonomisk risiko ved at vælge det Jean Nouvel-tegnede koncerthus.

Det menes at være hovedårsagen til, at budgettet for det store DR-byggeri er skredet med 600 millioner kroner, så den samlede pris for DR Byen nu er oppe på fire milliarder kroner i 1999-priser.

" Det viste sig, at prisoverslagene fra arkitekten og hans rådgivere var forkerte. De påstod, at koncerthuset kunne bygges inden for budgettet, men deres beregninger byggede på forkerte mængder. Det gælder både med hensyn til armeringer, beton og stålkonstruktioner. Det er der, økonomien er skredet med fordyrelser på omkring 100 procent," siger Knud Erik Busk til Ritzau.

Overhørte advarsler

Ifølge Radioavisen afslører en endnu ikke offentliggjort rapport om DR's byggerier gennem tiderne, at DR's byggerådgiver Cowi i 2002 advarede om økonomien i koncerthuset.

Civilingeniør Per Anker Jensen, der i dag er lektor på Danmarks Tekniske Universitet, men har en fortid som assisterende projektchef på DR-byggeriet, er ved at afslutte en analyse af DR's byggeri.

Den afslører, at bestyrelse og direktion i Danmarks Radio var så forelsket i Jean Nouvels bud på et koncerthus, at de valgte at overhøre advarslerne fra Cowi, som vurderede, at projektet lå 50 procent over budgettet.

Per Anker Jensen finder, at Danmarks Radio har strakt sig endda meget langt for at opfylde den franske arkitekts intentioner, og han mener, at det var "en fejl eller i hvert fald en meget risikobetonet adfærd".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her