Borgmester: Kriminalisér kunderne
Socialforvaltningen i København har i en nylig redegørelse om prostitution vurderet, at der på klinikker, på gader, på stripbarer og i escortservice mindst arbejder 2.130 kvinder (og ganske få mænd) med at betjene købesexkunderne i landets hovedstad. Antallet af prostituerede er konstant stigende, og det samme gælder antallet af prostituerede fra udlandet:
Over halvdelen af kvinderne i prostitution i København er således fra udlandet, og den største gruppe er thailændere, der udgør ca. hver fjerde prostitueret.
Den svenske vej
På den baggrund erklærer socialborgmester Mikkel Warming (EL) sig nu som tilhænger af både øget informationsindsats og det, som kaldes for "lovgivningsmæssige iniativer".
"Skåret ind til benet betyder det, at købesexkunderne skal kriminaliseres. Vi bliver nødt til at vælge mellem, hvad man kalder den svenske vej (kriminalisering af sexkunderne), eller den hollandske vej (fuldstændig legalisering af prostitution), og dér hælder jeg til den svenske vej," siger han til Information.
Den gældende lov om prostitution er nemlig ifølge Warming "en rodebutik, der stritter med et ben i hver retning".
På den ene side er prostitution ikke ulovligt, og den prostituerede skal også svare skat og moms af sine indtægter, på den anden side anerkendes prostitution ikke som et almindeligt erhverv, hvor udøverne kan få sygedagpenge, erstatning for arbejdsskader, endsige som et fag, hvor skoleelever kan komme i erhvervspraktik.
Socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentantion opfordrer derfor (kun Venstre stemte imod) regering og Folketing til at nedsætte en kommission, der bl.a. skal vurdere, "om et forbud mod køb af sex sammen med sociale tiltag over for de prostituerede er en hensigtsmæssig måde at reducere efterspørgslen på prostituerede".
'Hykleri på højt niveau'
Den nuværende lovgivning forhindrer ifølge socialborgmesteren også en effektiv hjælp til de kvinder, der gerne vil ud af prostitution. Ganske mange vurderes nemlig at modtage kontanthjælp, selv om de samtidig oppebærer en sort indtægt som prostituerede.
Men hvis en kvinde ønsker at bryde med miljøet og derfor henvender sig til de sociale myndigheder, har medarbejderne pligt til at indberette, hvis de får den ringeste mistanke om, at hun har tjent penge som prostitueret og samtidig fået kontanthjælp. Og ifølge reglerne skal kommunen derpå straks iværksætte sanktioner og bl.a. kræve tilbagebetaling.
"Alt det betyder, at vi så godt som ikke får nogle henvendelser fra kvinder, der vil ud af prostitution. Det er den melding, jeg får fra medarbejderne i forvaltningen," siger Warming, der på vegne af Socialudvalget for nylig rettede henvendelse til såvel socialminister Eva Kjer Hansen (V) som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) med en bøn om, at kommunen kunne iværksætte handlingsplaner uden at kræve eventuel kontanthjælp tilbagebetalt. En sådan særlig form for hjælp var nemlig mulig, da bistandsloven var gældende frem til 1998.
Socialministeriet henviste til Beskæftigelsesministeriet, hvor Claus Hjort Frederiksen svarede nej med følgende begrundelse: "Prostitution vil blive betragtet som sort arbejde på lige fod med andet arbejde, hvis indtægterne herfra ikke oplyses til myndighederne."
Regeringen har, meddelte Claus Hjort Frederiksen, "heller ingen planer" om at "undtage særlige grupper fra de gældende regler".
Afslaget forarger Warming:
"Alle, ikke mindst Eva Kjer Hansen, erklærer sig enige i, at prostitution primært er et socialt problem, der skal løses med sociale tiltag. Så det er hykleri på meget højt niveau ikke at ville indrette reglerne således, at det reelt bliver muligt for kommunernes sociale myndigheder at hjælpe," siger han.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Endnu en tilhænger af det probate middel at kurere feber ved at slå termometeret i stykker.