Læsetid: 6 min.

Fra Cadillac til Volvo - et oprør fanget i klicheen

Engang rystede 'raggarna' Sverige i deres amerikanske dollargrin, hvor de drak sig fulde, råbte ad strisserne og dyrkede sex på bagsædet i protest mod 'folkhems-konformismen'. I dag er der flere store amerikanske biler i Sverige end nogensinde. Men dem, der kører i dem, er blevet alt det, de dengang protesterede imod
Dollargrin. Raggarnes biler er altid de største amerikanske bilmodeller fra 1950- og 60-erne.

Dollargrin. Raggarnes biler er altid de største amerikanske bilmodeller fra 1950- og 60-erne.

Norma Martinez

21. august 2007

ARVIKA - "Hvor er koblingen?"

Manden i sort lædervest og træsko trækker ansigtets folder opad til et smørret grin.

"Der er automatgear."

Selvfølgelig. Det er en amerikaner. En Jenka, Yankee, som den kaldes her i Värmland.

Manden i lædervest fniser igen. Dumme journalist, der er vant til at køre Informations Citroën Berlingo og nu drejer nøglen om i den røde Chrysler.

Den er mindst fem meter lang, to meter bred, har 300 hestekræfter og kvalitetspatina i de slidte, røde lædersæder.

Et klik med nøglen, et til. Motoren trækker sig sammen i et brøl, karosseriet begynder at ryste let. Der lugter af vaskepulver fra de Wunderbaums, der hænger ned fra bakspejlet, de sidste dåser folköl klirrer nede i kassen med Norrlandsguld. Det er en rigtig 'raggarbil', og der er verdener fra Chrysler til en Berlingo.

"Det er det, man kalder V8-muller. Der findes ikke smukkere biler," siger bilens ejer tydeligt tilfreds derfra, hvor han står mellem krom og finner på de 17 biler, der står mellem grantræerne 40 kilometer syd for Arvika midt i Sverige.

En kommune med 15.000 indbyggere, tre raggarklubber og cirka 1.000 amerikanske biler. I aften er 30 af medlemmerne i Arvika Yankee Car Club taget på tur for at spise rejemadder ved skovsøen, hvor træerne rejser sig ved bredden, og fuglene kvidrer. For fællesskabets, skyld, som flere af klubbens medlemmer siger. Fællesskabet er også en af grundene til, at bilklubben har fået 500 medlemmer og cirka 100 biler på halvandet år.

I aften er den ene store flyder efter den anden, Chrysler, Buick, Mustang og Cadillac, kørt ind på parkeringen med middelklasse-Svenssons blikke fast klistrede til lakken.

For "det skal høres, hvor man kommer, det skal stikke lidt i øjnene. Selv om det jo ikke er særlig svenskt her i lagom, ('tilpashedslandet, som det ville hedde oversat til dansk, red.)", som præsident i Arvika Yankee Car Club, Ronny Axelsson, siger om det Sverige, hvor alt og alle skal være 'lagom'.

Protest mod altid tilpas

Det var den tilpashed, raggarna reagerede imod i 50'erne, da det svenske folkhem skulle opbygges.

Alle skulle stå sammen, yde en indsats og rette ind for at skabe velstand og velfærd i efterkrigstidens Sverige, hvor man arbejdede for folketandpleje, gratis uddannelse og syge- og socialforsikring til alle.

Raggarna til gengæld ville hellere have frihed end Systembolaget (Statens alkoholbutikker, red.). Drenge og piger fra arbejderklassen skabte det første rigtige ungdomsoprør i Sverige, mens de kørte op og ned ad hovedgaderne, hang ved de lokale grillbarer for at ragga, score på dansk.

Som en slags protest mod myndighederne, normerne og de sociale institutioner, som ville bestemme. De hørte rock n'roll, festede, knaldede på bagsædet, drak og sloges med hinanden og med politiet.

I dag er der barnestole på bagsæderne i stedet for hor.

Oprøret står raggarnas teenagebørn for iført sort goth-tøj og sodet øjenmakeup, mens de sidder og sms'er fraværende med en halvspist rejemad på tallerkenen. Der er heller ingen druk bag rattet, og selv om Elvis Presley og Buddy Holly stadig sidder i båndoptagerne, er der ingen brulcreme i håret.

Til gengæld har flere af de 30 personer ved skovsøen en helt almindelig Svensson-Volvo i garagen.

"Amerikaneren tager man ikke til arbejde. Det er den alt for fin til," siger Thomas Strandberg, der er kasserer i Arvika Yankee Car Club og har været med til at arrangere turen til den røde café i skoven.

På hans mave sidder klubbens logo og på fødderne er der et par almindelige løbesko, der står fast plantet ved siden af klubbens formand, Ronny Axelssons, marineblå sejlersko. Cowboystøvlerne tager de kun på ved særlige lejligheder, for det handler ikke om at være rebel.

"Lad os sige det på den måde: Vi er helt almindelige arbejdere med helt almindelige liv, men vi vil ikke bare sidde i en almindelige Volvo. Vi vil gerne stikke lidt ud, men vi vil hellere kalde os bilentusiaster end raggare, vi forsøger at vaske stemplet om, at vi bare drikker og slås, væk," siger Thomas Strandberg og klapper sin røde Cadillac Bonneville fra 1966.

Han passer på den - i modsætning til dengang han var ung og skiftede bilen ud hver tredje måned.

"Der blev hærget en hel del dengang," indrømmer Thomas Strandberg, der siden har haft 200 biler.

Med fireflames på siden

Det var, inden bilerne blev så dyre, at ungdommen nu kun har råd til at blive støttemedlemmer i klubberne. Fra 100.000 kroner til millionen koster de, så bilejerne er mest mænd over 40. Dengang gik man heller ikke så meget op i, om det var de originale fælge, eller om man sad i den helt rigtige cabriolet, mener Thomas Strandberg. Der skulle bare køres. Frem og tilbage i Chrysler, Ford, Buick eller til nød Volvo Amazon for at sætte skræk i Svensson-Sverige. I Stockholm var myndighedernes modtræk i 1956 en raggar-udredning, som skulle tæmme de unge fyre og få pigerne ud fra bagsæderne.

Men de blev ved, indtil de blev afløst af ungdomsoprøret i '68, bevægelsen tyndede ud i 70'erne, nåede et lavpunkt i 80'erne og blev gjort grin med i 90'erne i tv-satiren Ronny och Ragge, der i øvrigt selv kommer fra Arvika, og hvor raggarna var bondeknolde med Wunderbaums i ruden og træsko på fødderne.

Det var dengang. I dag tager raggarna på tur med familien. En blond dreng i komplet denim raggar-udstyr størrelse tre år er ved at blive spændt fast i barnestolen i en sølvgrå Chevrolet 1963. Hans mor, Anna Edman, har altid været vild med drengede ting som elgjagt, haglgeværer - og biler.

"Det var i 1994, da jeg var til dans i Sunne. Jeg fik øje på en Cadillac fra '61, og jeg sagde til veninderne: 'Prøv lige at se den bil'. Så fik jeg øje på min mand, som stod og rodede nede i kølerhjelmen. Han var ved at vise bilen frem for sine venner."

Et par uger efter var hun igen i Sunne, en af Värmlands større byer, og han var der igen.

"Så jeg spurgte, om han skulle til dans, men han var der for at cruise. I stedet spurgte han, om jeg ville have en tur i bilen. Jeg sagde: 'Jeg må nok hellere sidde foran, jeg bliver køresyg ellers'. Jeg har aldrig været køresyg i hele mit liv."

Den søde fyr fra 1994, Christer Edman, støder til sammen med deres ældste dreng iført samme jeans-udstyr. De skal til at køre videre i Chevrolet'en. I garagen derhjemme står der endnu en, en Chrysler fra 1957, for det er ikke ualmindeligt, at entusiasterne, som raggarna helst kalder sig, ejer flere biler. Aldrig har der været så mange amerikanerbiler i Sverige, hvor der hvert år importeres 4-5.000 nye. Aldrig har de været så flotte, aldrig er så mange svenske mekanikere blevet importeret til USA, fordi de er så dygtige.

Det er forståeligt, at de er blevet så populære, mener Thomas Strandberg, der aldrig glemmer første gang, han satte sig ind i en amerikaner.

Djævlens brud

"Jeg vred nøglen om, det rykkede under mig, og det var en fantastisk følelse," siger Thomas Strandberg, der stadig får kuldegysninger ved tanken om sin første bil. En to-dørs Le Mans 1965, som han fortryder, at han nogensinde solgte -for 18.000 spänn. Han sukker, i dag er den ikke længere til at få fat i.

"Ja, dengang var det ikke så svært at få pigerne med i bilerne," fniser han.

I aften er det hans kone og den yngste af de fire børn, der sidder med i bilen. Ronny Axelssons kone kører sin egen Mustang. Noget der, indrømmet, ikke går så godt i spænd med CO2-kvoterne:

"Det er også det, man ofte hører fra de almindelige Svenssons. 'Hvorfor skal man køre sådan en benzinsluger'," siger Ronny Axelsson og opfatter tydeligvis ikke sig selv som almindelige gennemsnitssvensker, selv om han både har familiebil og bor i villa.

"Og så kører vi jo kollektivt," siger Ronny Axelsson, som om han må forsikre sig selv om, at det er ok at køre amerikaner.

Han har haft 14 personer i sin bil, som er til reparation lige nu. I stedet sidder han bag rattet i en lånt sort-hvid Chevrolet. DSY666 står der på nummerpladen -Daisy - djævlens brud. For en lille smule djævel er der stadig i raggarna.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At ragge betyder at køre/gå rundt og "score" - det danske ord "rocker" er mærkeligt og misvisende for motorcykel-bander; det stammer fra Bjørn Andersens tid og modsætningen (i frisure og musiksmag) til "hippier" - der er ingen forbindelse.

Kære Jacob S. Rasmussen.

Mon ikke det er lige lovligt overdramatiseret, eller bunder det i frygt for alt der er i opposition til det borgerlige DK.
Oplys mig lige her.

Wo sind sie, die vom breiten Stein
nicht wankten und nicht wichen,
die ohne Moos bei Scherz und Wein
den Herrn der Erde glichen?
Sie zogen mit gesenktem Blick
in das Philisterland zurück.
O jerum, jerum, jerum,
o quae mutatio rerum!