Læsetid: 4 min.

Ceausescu lukker klokken 20.00

Vi krydser grænsen klokken 22.45 - er ved at være godt trætte af disse natkrydsninger - og kører nu efter en campingplads, der skulle ligge små 20 kilometer fra grænsen. Skiltningen er som overalt i Østeuropa forvirrende og mangelfuld, og klokken efter midnat aner vi kun, at vi er på en lille hullet bjergvej i de Karpatiske bjerge...
Kører gennem serbien på vej til den rumænske grænseovergang portile de fier, der ligger i de karpatiske bjerge. donau er skillelinje. forbi serbiske landsbyer, hvor selv den mindste flække har en fortovscafe. det er enkle hjemmestrikkede cafeer fyldt med muntre serbere, der med rette har ry for at være klar til fest med øjebliks varseldespot 6
Indland
2. august 2007

Vi krydser grænsen klokken 22.45 - er ved at være godt trætte af disse natkrydsninger - og kører nu efter en campingplads, der skulle ligge små 20 kilometer fra grænsen. Skiltningen er som overalt i Østeuropa forvirrende og mangelfuld, og klokken efter midnat aner vi kun, at vi er på en lille hullet bjergvej i de Karpatiske bjerge.

Vi ser noget, der godt kunne minde om camping og kører igennem en faldefærdig port. Det ligner en lille lejr, men det er svært at se, hvad det helt præcist er på grund af det buldrende bælgravende mørke. Camperens forlygter kaster sit lys på en Trabant med to madrasser på taget, et par gamle varevogne og et skrøbeligt telt. Tøj hænger til tørre. Der er mennesketomt. Stilhed. Kun en brusende flod kan høres.

"Det er sgu en sigøjnerlejr," siger Mikkel.

"Jeg er træt og gider ikke køre mere. Lad os blive her," siger jeg.

Mikkel gaber enstemmigt og som sagt, så gjort. Den eneste i nattemørket tilgængelige plads er et udbrændt bål. Jeg beslutter ikke at sove med ørepropper i nat og med det medbragte baseballbat som sovebamse.

Sigøjnere

Vi vågner næste morgen på en smuk grøn eng, der skråner ned mod en sydende flod omgivet af drabelige bjerge. Og sigøjnere. Venlige og flinke sigøjnere. En romakvinde strækker med et smil den ene arm op mod morgensolen. I den anden har hun et bulet blikfad med fem nyskyllede tomater. Hun hilser hjerteligt og kommer over for at snakke, men kommunikationen bliver noget med fagter og små tegninger på et stykke papir, men helt igennem positivt.

Vi takker mange gange for husly og fortsætter mod Bukarest. Vi ved, at Ceausescu ligger på Chencea-kirkegården i udkanten af Bukarest. Vi ved også, at den lukker klokken 20.00, men det burde kunne nås.

Tidsplanen kører allerede på pumperne, og hvis vi ikke når Ceausescu i dag, går den - tidsplanen - helt ad helvede til.

Desværre er turen fra sigøjnerlejren til den mellemstore provinsby Pitesti, hvorfra der ifølge kortet er motorvej resten af vejen til Bukarest, trafikalt, vejmæssigt og hundemæssigt noget af det værste, vi har oplevet - Rumænien har hundredtusindvis af herreløse gadekryds.

Landskabet er fyldt med gamle babushka'er, der går krumbøjede med store sække på ryggen. Hele familier transporteres hjem i hestevogn. Alle generationer arbejder sammen i marken, i vejkanten, i baghaven. Rå og ufærdige huse, der mangler et vindue hist og her. En muret brønd i haven.

Da vi endelig når Pitesti og kører ind på motorvejen, er klokken 18.15. 'Bukarest 110 km'-skiltet flimrer i aftensolen. Vejen overrasker ved at være ny, god og meget lidt trafikeret. Endelig drøner vi. 18.40: Bukarest 49 km. Vi håber på et skilt mod Chencea, så vi ikke ender midt i storbyens kaos. 18.57: Bukarest 29 km. Tanken er trefjerdedele fuld, ingen risiko for en 'slovakmotorvejssituation'. 19.00: Bukarest 23 km. Nærmer os den vestlige del af byen, men hvor skal vi køre af motorvejen. Vi har forberedt en fin lille lap papir. 'Cimitriul Civil Chencea' står der på den. Skal bruges til at spørge om vej. 19.03: 13 km. Kører af mod Constanta - gutfeeling! Ind på den første tankstation. Frem med papirlappen. Det lyder som om, vi er tæt på. Klokken er 19.15. DÉR! Dér står tusindvis af hvide kors. Nu bare til venstre ved krydset og så til venstre igen, men vi sidder fast bag en stor lastbil. Minutterne tikker. 19.20. Endelig ved krydset. Til venstre. Der er den. Vi ruller gennem indgangen og spørger om Ceausescu. Det er den forkerte kirkegård! Den rigtige ligger, så vidt vi kan forstå på den tandløse opsynsmand, tre kilometer herfra. 19.25. Det kan nås. Forbi Steua Bukarests stadion. 19.35. Vi finder kirkegården, men der ser lukket ud. 19.40. Intet sted at parkere. Bilen smides på fortovet. Vi nåede det, klokken er kun 19.42, men hvorfor er der lukket? Den skulle da først lukke klokken 20.00. Der er et eller andet galt- Vi kigger på hinanden. Er Rumænien i en anden tidszone? Klokken er ikke 19.42, men 20.42! PIS! Vi står foran den lukkede port, da en opsynsmand, der ligner Joe Pesci og Danny DeVitos 50-årige lovechild, kommer ud af sit lille hus og spadserer over til os.

Vi forklarer, han smiler, 10 euro skifter ejermand, og han giver en privat rundvisning. Nicolae Ceausescus grav -Mister Pesci-DeVito synes, at livet var bedre dengang. "Nu er alting så dyrt, og jeg tjener meget lidt."

Elena Ceausescu - Konen - er han ikke fan af. "Hun var ren ondskab," siger han og giver hendes grav fingeren.

Vi siger farvel til vores gravguide, stopper ved en bankomat på vej ud af byen for lige at hæve 100 Lei til lidt aftensmad og fortsætter mod Sofia.

Despot 1: DDR, mission fuldført.

Despot 2: Polen, mission fuldført.

Despot 3: Tjekkoslovakiet, mission fuldført.

Despot 4: Ungarn, mission fuldført.

Despot 5: Jugoslavien, mission fuldført.

Despot 6: Rumænien og Ceausescu, mission fuldført

Despot 7: Bulgarien og Zhivkov.

De foregående dagbogsuddrag blev bragt den 24., 25., 26. og 30. juli samt 1. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her