Juli var en ret typisk måned i Darfur-krigens femte år. Det blodigste sam-menstød, der blev rapporteret, kostede 16 mennesker livet, i et slag mellem to arabiske stammer bevæbnet af Khartoum i kampen mod oprørerne. Et angreb fra en arabisk milits mod en af regeringens politienheder kostede otte mennesker livet. 'Uidentificerede' militser angreb regerings-soldater og politi, landsbyboere og hjem-løse, hjælpearbejdere og konvojer.
Dette er ikke det 'folkemord', Stor-britanniens premierminister, Gordon Brown, talte om i sin tale ved Labours partikongres. Der er stadig mange flygtninge i Darfur - 160.000 allerede i år - men Darfur anno 2007 er ikke Darfur i 2003-2004, dengang Sudans præsident, Omar el Bashir, forsøgte at knuse et oprør i et af Sudans mest for-sømte områder med dødelig og vilkårlig brutalitet.
Dengang døde tusindvis af civile, uge efter uge, måned efter måned. I dag anslår embedsmænd fra FN, at antallet af dræbte, er dalet til omkring 200 om måneden, deriblandt måske en 10-12 stykker der blev dræbt under luftangreb i år. Dødsraten blandt de mennesker, som har modtaget hjælp, er marginalt bedre end før krigen, og bemærkelsesværdigt nok lavere end i Khartoums forstæder. Darfur i dag ligner meget mere Chad eller Somalia, end det ligner Rwanda eller Bosnien. Stammeledere advarede, før oprørernes forhandlere afviste Darfur-fredsaftalen - The Darfur Peace Agreement - sidste år, om at konflikten er en "alle-mod-alle-krig"
Der er meget godt at sige om, at Gordon Brown fremhæver Darfur i tæt samarbejde med den franske præsident, Nicolas Sar-kozy, specielt hvis den britiske premier-minister udnytter Sarkozys energi og Chad-forbindelser og retter dem mod et sam-arbejde med Khartoum og væk fra den interventionistiske dagsorden, Sarkozy oprindeligt gik ind for.
'Folkemord' fjerner fokus
Men vigtigere er det, i hvor høj grad Brown er i stand til at overbevise præsident Bush om at arbejde for en langtidsløsning på konflikten i Darfur - og Sudan - og nægte at spille op til et publikum, hvis tvangs-forestillinger om 'folkemord' har fjernet fokus fra arbejdet med at nå frem til en aftale.
Under Tony Blair betrådte man en sti formet af USA. Man tilsidesatte igen og igen udenrigsministeriet og næsten hver gang med skadelige følgevirkninger, forlangte indsættelse af tropper i Darfur og oprettelse af en no-fly zone, frem for at støtte den fredsaftale - The Comprehensive Peace Agreement - der afsluttede krigen i syd, og lægge mere vægt på at nå frem til en våbenhvile.
Presset for at få FN-ledede fredsstyrker ind i Darfur har forpestet vestlig politik i de seneste to år, i vid udstrækning drevet af en aggressiv lobby, hvis støtte i Kongressen har intimideret udenrigsministeriet og for-hindret en rationel tilgang til Sudan. Overskygget af den overdrevne fokus på Darfur visner den fredsaftale, der afsluttede borgerkrigen i det sydlige Sudan.
Fredsaftalen - CPA - omhyggeligt og tålmodigt forhandlet på plads på en måde, som DPA ikke blev, giver en ramme for et fredeligt Sudan med stabilt styre og frie valg. Hvis den falder sammen, blusser nord-syd-krigen, længere og blodigere end Darfurs, op igen, og Darfur vil endnu en gang blive, hvad det var, da verden første gang kiggede væk: en biting.
FN-styrker kan ikke alt
George Bushs megafondiplomati har resul-teret i et totalt sammenbrud i kommuni-kationen med Khartoum, roden til Darfurs problem. Pression virker kun, hvis der er klarhed. Det er ikke, hvad Bush gjorde: At bebude sanktioner én dag efter, at Khar-toum gik med til en 'omfattende støtte-pakke' til FN-tropper.
Samtidig må man også forstå, hvad FN-styrkerne kan og ikke kan, gøre i Darfur. De kan beskytte lejrene og de kvinder, der samler brænde, og de kan hjælpe folk tilbage til deres landsbyer. De kan ikke afgøre krigen eller afvæbne Janjaweed-soldaterne. Og endelig skal man skræddersy en fredsproces, der passer til dagens om-stændigheder, ikke gårsdagens: dvs. identificere oprørsledere som har støtte ude i landet, i modsætning til i omkring-liggende hovedstæder med deres egen dagsorden.
Khartoum har ikke nået deres krigsmål. Man har ikke knust oprøret. Man har ikke indgået en alliance med den lokale Fur-stamme for at skaffe den sejren ved valget i 2009. Men man har opnået det efter deres mening klart næstbedste: et Darfur i op-løsning, hvilket driver endnu flere af indbyggerne ind i lejrene og slumlands-byerne, hvor de vil blive den næste generations fordrevne underklasse.
Premierministerens valg står klart. Han kan stå som strategen, mere optaget af løsninger end af at styre det politiske pres fra USA. Eller han kan optræde som populisten, mere optaget af mærkater end af resultater. Der findes ingen tredje mulighed.
Julie Flint har, sammen med Alex de Waal, skrevet bogen Darfur: A Short History of a Long War.
© The Independent & Information
Oversat af Ebbe Rossander
