Dragør, dejlige by - men hvor længe?

I efteråret 1952 flyttede min familie til Dragør. Dengang var jeg tre år. Dragør har været min folkeregisteradresse lige siden.

At vi kom til Dragør, var en tilfældighed. En af min fars venner havde fået en lejlighed i et nyt byggeri, og flere var ledige, og vi fik dén to numre fra hans.

Det var det yderste hus i Dragør, et rækkehus, der var en del af et socialt boligbyggeri, Engparken, opført i de tidlige 1950'eres gedigne stil. Byggeriet lå som en udpost stik syd for byen. Funktionelt vendte rækkehusene de store vinduer, terrassen og haven mod syd, så vi havde menneskenes verden bag os. Foran lå en eng med et par skure, dernæst, nogle hundrede meter borte, et poppelhegn, der spærrede for udsigten hen over det flade Amager, medmindre man drejede hovedet mod venstre og kiggede ud over en stribe strandeng og Køge Bugts blånende horisont.

Om vinteren kunne man fra den råkolde kvist i min fars arbejdsværelse på første sal se med kikkerten ud over engen med de små skure, hen mod poppelhegnet og gennem dets nøgne grene ane det syn, som mødte os, når vi på vores lange gåture nåede hen til hegnet og rundt om det: tjørneenge, markflader, hegn og allerlængst borte skove og vildnis.

Når det var rigtigt koldt om vinteren - og det var det som regel dengang - og havet frøs, så langt kikkerten rakte, og en isnende vind hvirvlede om rækkehuset, sagde min far, at den kom fra de russiske stepper.

27. kartoffelrække

I 1950'erne var der ingen prestige i at bo i Dragør.

Mine forældres københavnerbekendte spurgte:

"Dragør? Hvad laver I dog dér?"

Det var 27. kartoffelrække.

Min far kørte på knallert til sit arbejde inde i København. Vi spinkede og sparede som alle omkring os; ingen brugte for meget; ingen syntes, de smed noget ud; ingen havde mange penge, i hvert fald ikke nogen af dem jeg kendte.

På mine tidlige klassebilleder fra Dragør Skole kan man se nøjsomheden. Tøjet er enten for småt eller for stort - i sidste tilfælde genbrug af ældres søskendes og ellers købt til at vokse i.

Den sociale hakkeorden i Dragør var den, at de, der boede i den gamle bys faldefærdige rønner, var de fattigste; så kom de lidt mindre fattige, det var dem, der boede i de nyere etagehuse; en anelse over lå vi fra rækkehusene; og så var der øverst nogle få, som kom fra en rigtig villa.

Efterhånden begyndte verden at skrumpe. Da jeg fik min første cykel, kunne jeg hjule forbi poplerne og ud over eng og mark til det fjerne vildnis, der viste sig at være et sommerhusområde. Nogle år efter gav kommunen sig til at grave nogle store lerede huller i engen foran vores rækkehus. Der skulle opføres en ny skole, fordi byens befolkningstal blev ved med at vokse. Inden udsigten til poppelhegnet gik tabt, var vi flyttet væk fra rækkehuset, ned mod Dragør til et énfamiliehus, hvor vi kunne se til Sverige.

Verden blev ikke bare mindre. Den blev også rigere. Forældre fik råd. Og børn fik lov til at få de ting, de gerne ville. Lige som de voksne. Verdenshistoriens voldsomste og længstvarende højkonjunktur - den fra 1957 til 1973 - var begyndt. Men det kunne man jo ikke vide dengang. For samtiden så det ud, som om alle pludseligt var blevet dygtigere - eller smartere.

Det énfamliehus, vi flyttede ind i, var ikke noget at råbe hurra for. Et statslånshus fra 1940'erne. "Retiraderne" kaldte lokalbefolkningen dét og det ensbyggede nabohus. Min far gav sig i kast med en endeløs ombygning, hvoraf nogle faser blev igangsat, før de forrige var afsluttet, så vi levede i mangedobbelt byggerod. Bedre blev det ikke af, at de socialdemokratiske regeringer jævnligt indførte 'byggestop' for at nedkøle den overophedede byggesektor.

Opsvinget gav også folk råd til at sætte deres gamle Dragør-huse i stand. Og så så de jo pæne ud, meget pænere end de fleste af de nye huse, der blev bygget. En del af det gamle Dragør var allerede blevet fredet i 1930'erne, og byen havde siden dengang haft et bevaringsnævn, der holdt folk i ørene, hvis de ville bygge deres gamle hus om i en anden stil end den traditionelle.

I løbet af 1960'erne blev det populært at flytte ned i det gamle Dragør. Det satte de oprindelige indbyggerslægter i vanskeligheder, for de ville gerne blive boende. Men de var ofte børnerige, seks-syv søskende var ikke ualmindeligt. Når de gamle døde, skulle en af børnene købe alle sine søskende ud, og det gik slet ikke med de stigende ejendomsvurderinger.

På hvem, der i stedet flyttede ind i det gamle Dragør, kunne man se, hvilke samfundsgrupper der på det pågældende tidspunkt flød ovenpå. Nogle år var det de offentligt ansatte akademikere, der havde gaflet sig en gevaldig lønluns ved at strejke mod VKR-regeringen i 1969.

'En af vøre'

Det kom mig til gode, da jeg i 1974 blev ansat som ung jurist i Miljøministeriet. Da samtidig huspriserne - også i det gamle Dragør - netop da tog et dyk på grund af den første oliekrise, kunne jeg møve mig ind i et lille hus i det gamle Dragør.

I 1979 gav den anden oliekrise et nyt husprisdyk, og mine forældre benyttede chancen til at rykke ind i et gammelt hus fem gulkalkede hjørner fra mit.

Så var vi jo blevet en rigtig Dragør-familie. Så meget desto mere, fordi lokalbefolkningen på grund af presset fra vildtfremmede gav sig til at se med nådigere blikke på dem, der dog havde boet i byen i et kvart århundrede. De kunne næsten betragtes som "en af vøre" - som det hedder på den bornholmsk-lignende Dragør-dialekt.

De første mange år af min husejertid i det gamle Dragør havde byen stadig sine skikke, som jeg havde kendt dem, siden jeg var barn. De, der var knyttet til byen gennem adskillige slægtled, kunne blive nødt til at forlade familiens gamle Dragør-hus, men så flyttede de bare ud og boede i omkredsen af byen, i udlejningsbyggeri eller i billigere parcelhuse. De kom stadig nede i det gamle Dragør og deltog i dens liv sammen med os tilflyttere og dem, der var tilbage af de indfødte.

Jeg var med til at skrive tekster til byens lokalrevyer, der så sent som i 1970'erne blev set af mere end halvdelen af byens voksne befolkning.

For godt til at være sandt

Jeg blev også valgt til kommunalbestyrelsen på en Tværpolitisk Liste, der havde på sit program at værne om byens særpræg, og som efterhånden tiltrak ikke bare tilflyttere, men også byens egne.

At være aktive i listen gjorde tilflytterne til dragørere og dragørene til noget særligt.

En provinsby med sin egenart - kun 12 km fra Københavns Rådhusplads. Det var næsten for godt til at være sandt.

Og det har det efterhånden vist sig at være. For godt til at være sandt. Det handler igen om huspriserne. Efterhånden som Dragør blev et mondænt navn, gav priserne sig til at stige også på de huse, der ligger uden for det gamle Dragør.

Dermed startede en ny runde fordrivninger fra hjemstavnen. Det, der havde gjort byen sjov, var dens miks af vidt forskellige indkomstgrupper. Efterhånden var ikke-millionærerne henvist til de sociale boligbyggerier, og dér kunne det være svært nok, fordi boligselskaberne også skal tage sig af dem, der er i virkelig og akut nød.

I det gamle Dragør har prisen skruet sig op til absurde millionbeløb. Der er vist ingen af dem, jeg kender i byen, der ville have råd til at købe deres eget hus. En del af de senest tilkomne er ægte jet-settere, der er på mellemlanding i ejendomsmarkedet og i øvrigt ikke kerer sig om, at Dragør skulle have noget at forsvare, der er vigtigere end ejendomspriserne.

Og nå ja, siden 1982 har jeg været formand for det bevaringsnævn, der skal holde folk i ørerne, hvis de lader hånt om den lokale byggeskik. Jeg kan bevidne, at de første år på formandsposten var forholdsvis taknemmelige, fordi folk vitterligt var optaget af at bevare det lokale særpræg. Men det er, som om der er sket et skred. De, der giver svimlende beløb for deres huse, har også svimlende beløb at bruge på at udnytte grundens byggemuligheder til sidste kvadratcentimeter. Og det skal ingen blande sig i!

I flere og flere af bevaringsnævnets sager optræder nabostridigheder mellem folk, der opfatter det gamle Dragør som deres helt private udfoldelsesmulighed.

Midlertidigt ophold

Men der er også sket politiske skred i byen. Hvor den Tværpolitiske Liste, som jeg repræsenterede på rådhuset fra 1974-79, havde en række fine valg i 1970'erne, 80'erne og 90'erne og havde borgmesterposten - i 1997 endda med 59 procent af alle afgivne stemmer i kommunen - så har de seneste to valg ikke givet listen noget at juble over.

Dragørs landspolitiske partier har i fælles modvilje mod den Tværpolitiske Liste gjort sig til en stemmeblok, for tiden bestående af konservative, socialdemokrater og en overløber til Ny Alliance.

Denne partistemmeblok har intet til overs for snak om Dragørs særlige kulturelle værdier. Den er kun interesseret i cool cash. Den har fjernet de kommunale tilskud til den lokale biograf og til de lokale museer. Partistemmeblokken sælger ud af de kommunale beboelsesejendomme, så det bliver endnu sværere at holde den sociale balance. Partistemmeblokken vil lukke skoler og biblioteker i kommunen og bygge luksusboliger på Dragør Havn, der dermed går under som fiskeri- og erhvervshavn.

Nuvel, Dragørs gamle by er stadig dejlig at se på. Med sine krogede gader og skæve små huse står den som et vidnesbyrd om en harmoni mellem huse, natur og mennesker. Med hånden kan man række op til tagskægget. Hvert et hus har en historie at fortælle. Med mine nu 55 år i byen tror jeg, at jeg har været inde i dem alle, været på besøg hos deres skiftende beboere.

Uanset hvor længe vi bor, er det kun på midlertidigt ophold. Om Dragør overhovedet kommer til at bestå i sin nuværende skønhed, afhænger af, hvad der rører sig inde i dem, der for tiden bor inde i husene.